Sommerherrens blog om dominans og underkastelse


Slavinde for en uge – 8. del

Af Sommerherren (sommerherren@gmail.com). 2017.

8. Fredag – Afskeden

Næste morgen var Lone underligt til mode. Dette var hendes sidste dag. Afslutningen på en fantastisk oplevelse. En oplevelse som havde været meget anderledes end hun havde forventet, men som til fulde havde levet op til hendes ønsker.

Mens hun lavede morgenmad, ryddede hun op i stuen, så Herren kunne indtage sin morgenmad i behagelige omgivelser. Køkkenet lignede Jerusalems ødelæggelse, men det måtte hun råde bod på senere. Det så ud til at blive en dejlig dag. Solen skinnede igen.

Morgenmaden gik uden problemer. Efter at have takket for sin ”dejlige havregrød” fik hun ordre på at rydde op og melde sig på kontoret når hun var klar. Det tog noget tid at få skyllet alting af og vasket det op. Det meste havde jo stået urørt siden aftenens middag. Hun kastede misundelige blikke på opvaskemaskinen, men vaskede troligt op i hånden. Tankerne om at det var sidste dag kørte rundt i hovedet på hende, og i distraktion kom hun til at tabe et glas på gulvet. Hun overvejede om hun skulle fortælle Herren det, men syntes ikke at han skulle forstyrres med den slags detaljer. Hun kunne fortælle det senere. Så hun fejede skårene op, pakkede dem godt ind i en gammel avis og smed dem i skraldeposen. Hun tænkte på om hun ville blive straffet for at have ødelagt glasset, selv om det var et hændeligt uheld. Men hun skød tanken fra sig og fortsatte med opvasken, nu ekstra omhyggelig med ikke at ødelægge noget. Omsider blev hun dog færdig, og kunne melde sig på kontoret.

Herren forklarede at det jo var hendes sidste dag. Hun kunne tage hjem efter aftensmaden. Dagen i dag ville hovedsalig gå med at rydde op, vaske og gøre rent, så hun kunne aflevere alting rent og pænt. Den første opgave var at vaske alt det tøj hun havde brugt. I vaskehuset ville hun finde en balje og noget sæbe, som var beregnet til håndvask i koldt vand. Der var også en pose med klemmer, så hun kunne hænge det hele op i haven.

Hun nejede og gik hen mod kælderdøren, da Herren kaldte hende tilbage.
”Jeg hørte knust glas før, hvad var det?”
Lone havde helt glemt at fortælle om glasset. Så hun fortalte ærligt hvad der var sket.
”En slavinde må ikke være klodset. Det skal straffes.” sagde Herren og fortsatte
”Men langt værre er det at lyve for sin Herre. Og at undlade at fortælle noget, er også at lyve!”
Nu begyndte hun at være nervøs.
”At lyve for sin Herre er noget af det værste en slavinde kan gøre. Og det straffes hårdt.”
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Undtagen ”Ja, Herre. Undskyld, Herre” og neje for at vise sin anger og underkastelse.
”Det vender vi tilbage til. Først arbejdet. Kom i gang!”

Lone nejede og forlod hurtigt og skamfuldt kontoret og gik ned i kælderen. Huset var udstyret med vaskemaskine og tørretumbler, men det var åbenbart for fint til slavindetøj. Så hun måtte vaske det hele i hånden. Tilmed i koldt vand, lød det til. En anden ting var, at når alt skulle vaskes i hånden, så havde hun ikke noget at tage på. Så hun måtte gå nøgen. Hun begyndte allerede at glæde sig til at få sit eget tøj på i aften. Men lige nu hun kunne lige så godt få det bedste ud af det. Det første hun gjorde, var at tage skoene af. Tænk at kunne arbejde i bare fødder i stedet for høje hæle! Efter skoene kom strømper og hofteholder. Igen ikke noget hun ville savne. Jo, måske lidt, for hun måtte indrømme at det var flot. Men til husarbejde kunne hun godt undvære dem. Hun beholdt den gennemklappede kjole på så længe som muligt. Det var den hun bedst kunne lide at have på. Og når den alligevel skulle vaskes, kunne hun lige så godt bruge den.

Der var ganske rigtigt ikke noget varmt vand, så hun måtte igennem det kedelige job at stå og gnubbe alle klædningsstykker med sæbe i koldt vand. For derefter at skylle sæben ud af dem, igen i koldt vand. De hun havde vasket alt det andet, tog hun kjolen af, og nøgen vaskede hun også den. Nu gik hun ud for at hænge tøjet til tørre i haven. Igen så hun efter om nogen kunne se hende i gården, inden hun skyndte sig rundt om hjørnet og ind i sikkerhed. Og selv om ingen kunne se hende i haven, kunne hun stadig ikke lide at gå rundt der nøgen. Men hun havde ikke noget valg, så nøgen gik hun rundt og hængte vasketøjet op. Igen glædede hun sig til at få sit eget tøj på. Ikke at skulle spekulere på om nogen kunne se op under kjolen. Dobbeltsikret med både bukser og trusser. Da hun kom tilbage til kælderen, igen efter at have hastet forsigtigt sig gennem gården, tørrede hun sine sko af med en klud og satte dem til tørre. Selv det par som hun ikke havde brugt. Endelig kunne hun melde sig hos Herren. Uden en trævl på kroppen.

Da hun kom ind på kontoret, var Herren i gang med noget arbejde. Han så lige op og konstaterede at hun var der, og fortsatte så med hvad det end var han lavede. Hun stod tavs og ventede. Endnu en gang måtte hun tavs vente på at han havde tid til hende. Og denne gang nøgen. Men til gengæld ikke iført ubehagelige sko.

Hun måtte stå et pænt stykke tid, måske op mod en halv time, før Herren henvendte sig til hende. Han bad hende ikke sætte sig ned, og der var i øvrigt heller ingen stole, så samtalen foregik mellem den siddende, velklædte herre og den stående, nøgne slavinde. Hvilket cementerede at der var forskel på de to.

Herren indledte med at det var hendes sidste dag, hvad de jo begge to godt viste. Han spurgte hvordan hun havde oplevet ugen. Det havde hun svært ved at svare på. Så spurgte han om den havde været som hun havde regnet med. Det kunne hun uden tøven svare nej til. Men da han spurgte om den havde levet op til hendes forventninger, måtte hun tænke sig om. Men nåede hurtigt frem til at der kun var ét svar: Ja! Ugen havde til fulde levet op til det hun havde ønsket at opleve. Ikke det hun havde troet ville ske, hvis hun da havde troet noget, men hun følte at hun havde været 100% slavinde, og det var det som hun gerne ville prøve.

Herren fortalte at han havde ment hvad han sagde i talen aftenen før. Hun havde været en rigtig god og lydig slavinde. Og han var meget glad for hende. Der var lige sagen fra i morges, men den viste bare at hun ikke var færdig med sin opdragelse som slavinde.
”Jeg har været så glad for dig at jeg vil give dig et tilbud. Et tilbud som du ikke skal svare på nu, men som du kan tænke over i løbet af dagen. Og så kan du give mig svaret når vi har spist aftensmad.”
”Vores aftale er, at i aften er din slavindetid slut, og du kan tage hjem. Du får udleveret dit tøj og din taske, og kan forlade mit hus som en fri kvinde. Og vi vil begge have en oplevelsesrig uge at se tilbage på.”

”Mit tilbud til dig er, at du kan fortsætte som min slavinde permanent. Ikke 24 timer i døgnet som nu, men i det omfang det kan passe ind i vores liv.”
”Hvis du tager mod mit tilbud, kan du stadig tage hjem i aften. Men du må så rejse hjem iført din slavindepåklædning, og ikke det tøj som du ankom i. Præcis hvad du tager på, bestemmer jeg.”
”Og du vil i fremtiden kontinuerligt modtage mere træning i at blive den ideelle slavinde for mig. Det vil blive hårdt, og det vil føles ydmygende. Indtil den dag hvor følelsen af ydmygelse erstattes af stolthed.”
”Tænk dig om. Du har hele dagen. Ønsker du at være min slavinde i fremtiden? Vel vidende hvilken behandling jeg vil udsætte dig for. Eller ønsker du at kunne se tilbage på denne uge som en spændende, men overstået oplevelse?”

Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Men det skulle hun jo heldigvis heller ikke lige nu. Det havde været en spændende uge, den mest spændende i hendes liv. Ingen tvivl om det. Og tanken om at fortsætte hos Herren var fristende. Men det ville betyde flere ydmygelser, mere kedelig venten, flere ømme fødder. Og det ville betyde at hun skulle rejse hjem halvt afklædt. At hun ikke kunne få dit dejlige tøj på i aften. Og hvad med fremtiden. Ville hun få lov til at klæde sig afslappet i fremtiden? Gå med trusser? Eller bukser? Ville hun kunne sidde i møblerne, eller ville hun for altid være henvist til gulvet? Ville hun få lov at spise rigtig mad, eller skulle hun leve af ”slavindemad” resten af sit liv? Ville hun smage kaffe igen?

Det hele kørte rundt for hende, da hun blev afbrudt af Herren. Der var ikke tid til at drømme nu. Huset skulle gøres rent efter hendes fest i går. (”Hendes fest?” Det var da ikke hende der havde festet.) Og efter at hun havde boet her i en uge. (Det var jo rigtig nok.)

”Og nu hvor du ikke har noget tøj på, kan du få en lille udsmykning i stedet for.”
Herren tog noget op ad en skuffe i skrivebordet, rejste sig og kom hen til hende. Med venstre hånd tog han fat om hendes højre bryst, han førte sin højre hånd op mod det. Nu kunne hun se hvad han havde i hånden. Det var en lille klemme! Han satte klemmen på hendes brystvorte. Det forbavsede hende lidt at det ikke gjorde mere ondt. Hun havde ikke prøvet klemmer på brysterne før, men troede at det ville gøre meget mere ondt. Da han slap brystet hørte hun en lyd, og opdagede at der var sat en lille klokke fast i klemmen. Han satte en anden klemme på det andet bryst. Så daskede han lidt til brysterne, så klokkerne ringede lystigt. Det gjorde mere ondt end da han satte dem på. ”Så kan jeg også høre hvor du er” smilede han. Lone havde ikke specielt lyst til at han skulle kunne høre hvor hun var, men hun vidste godt at hun ikke havde noget at skulle have sagt.

Så blev hun sat i arbejde. Hendes ”badeværelse” skulle gøres rent. Hun kunne hente varmt vand i køkkenet. (”Nå så Han kan godt ofre varmt vand til rengøring, men ikke på mig” tænkte hun, men sagde ikke noget.) Dernæst skulle gulvet i stuen, køkkenet og gangen støvsiges og vaskes. Hun sukkede for sig selv. Igen kravle rundt på alle fire. Og denne gang over hele huset og tilmed to gange. Det ville hendes knæ ikke bryde sig om. Og igen skulle hun være nøgen og vise det hele frem.

Nå, men hun gik i gang, så hun kunne få det overstået. Først badeværelset. Hun hentede vand og rengøringsmidler i køkkenet, og gik ned ad trappen. Hver gang hun bevægede sig, ringede de små klokker. Noget hun fandt meget ydmygende. ”Som en ko på græs” tænkte hun. Efter at have gjort rent på det lille toilet, der fungerede som hendes badeværelse, gik hun ovenpå igen og fandt støvsugeren frem. Nu kunne hun godt mærke klemmerne. De gjorde ret ondt nu. Og hver gang hun bevægede sig, svingede klokkerne og trak i klemmerne, hvilket fremhævede smerten.

Hun begyndte at kravle rundt på alle fire med støvsugeren efter sig. Her følte hun sig endnu mere som en ko på græs. Nede på alle frie, nøgen, med hængende bryster og klokker der ringede ved hver bevægelse. Ud over den ydmygende følelse, krævede støvsugningen ikke megen tankevirksomhed. Så hun begyndte at tænke på hvad hendes straf ville blive for morgenens foreteelse. Men da hun ikke kunne forudse hvad Herren ville finde på, gled hendes tanker over mod dagens store valg. Skulle hun fortsætte som hans slavinde? Fortsætte med at ligge på alle fire og lave noget kedeligt arbejde, som hurtigt kunne være overstået med et støvsugerrør og en gulvskrubbe? Fortsætte med at sidde på gulvet og med at spise rester som en hund? Fortsætte med at gå i kjole og uden trusser, når hun overhovedet fik lov til at have tøj på? Men også fortsætte med det dejlige sug i maven når han har bestemt noget ubehageligt. Og fortsætte med følelsen af at yde sit allerbedste og mærke at Herren værdsætter dette. Fortsætte med ikke at vide hvad morgendagen bringer. I stedet for at vende tilbage til hendes noget monotome liv i frihed. Hun ville gerne det bedste af begge verdener, men vidste at det ikke var muligt.

Klemmerne i brysterne gjorde nu rigtig ondt, og hun satte farten op så godt hun nu kunne, i håb om at få dem af når hun var færdig. Hendes knæ gjorde også ondt nu af at kravle runde på det hårde gulv. Mens hun vaskede gulv i stuen, satte Herren sig i en lænestol med en avis. Hun turde ikke kigge for meget på ham, men skævede nok til at se at han ofte kiggede på hende. Hvilket føltes meget ydmygende. Da hun vaskede foran terrassen, lå hun med enden til ham, og hun vidste at han kunne se nærmest lige op i hende. Når hun vendte ryggen, eller snarere røven og kussen, til ham, kunne hun ikke se ham. Men hun kunne mærke hans blik på hendes mest private kropsdele. Senere vendte hun mere siden til ham, og nu følte hun at han virkelig kunne se hendes bryster hænge og dingle som et par kopatter, tilmed med klokker i vorterne. Efter at hun havde sat farten op, ringede klokkerne endnu mere. Hun kunne ikke blive hurtigt nok færdig med dette. Og hun besluttede at nu var det nok. Hun ville rejse hjem i sit eget tøj i aften og aldrig komme igen.

Langt om længe var hun færdig med det hele, støvsugeren, skurebørsten, gulvkluden og gulvspanden var sat på plads. Hun meldte sig hos Herren, der stadig sad i stuen, nu med nogle papirer han øjensynligt var ved at læse igennem. Hun håbede på at få klemmerne af, for de smertede ganske voldsomt nu. Han startede dog med at spørge om hun havde smidt skraldeposen i skraldespanden. Det havde hun ikke. Det fik hun så ordre på at gøre med det samme. Han ville ikke have den til at lugte i køkkenet.

Hun gjorde som han sagde. Hun hentede skraldeposen, gik gennem kælderen som hun skulle, og ud i gården, hvor skraldespanden stod. Nu skulle hun igen gå nøgen over gården, hvor hun kunne ses ude fra gaden noget af tiden. Og denne gang med klokker der ringede og tiltrak sig opmærksomhed. Hun skyndte sig over det farlige stykke hen til skraldespanden, hvor hun var i sikkerhed, med mindre nogen kom ind i gården. Hendes hast fik klokkerne til at ringe helt vildt, men fik også klemmerne til at smerte noget så forfærdeligt. Hun skulle nu tilbage igen, og der var en risiko for at klokkeklangen havde gjort nogen nysgerrige. Hun kiggede sig forsigtigt for, og ilede så igen over det farlige stykke og ned i sikkerhed i kælderen. Hun havde nu tårer i øjnene af smerte, da hun gik op ad trappen og meldte sig hos Herren, der stadig sad i stuen.

Heldigvis syntes Herren at det nu var tide at tage klemmerne af. Men idet han gjorde det, jog en smerte igennem hendes brystvorter, som var værre end nogen sinde før. Hun hylede højt hver gang han tog en klemme af. Og igen da han nulrede hendes brystvorter hvor blodet strømmede tilbage igen. Han forklarede at det var vigtigt at få blodomløbet i gang. Men hun var i tvivl om han bare nød at nulre hendes bryster, mens hun vred sig af smerte. Han så i hvert fald ud til at nyde det.

Det var blevet tid til frokost, og hun måtte nøgen anrette frokosten og stå ved siden af Herren mens han spiste. Hendes brystvorter var stadig ømme, og på et tidspunkt førte hun den ene hånd op for at massere dem. ”Stå stille og hold fingrene fra mine bryster” kommanderede Herren omgående. (”Dine bryster,” tænkte hun, ”det er da mine!”. Men selvfølgelig, en slavinde er ejet, og hvis han ejer hende, så ejer han også hendes bryster. Og så har han jo også lov at bestemme hvem der må pille ved dem.)

Fordi det var sidste dag, var Herren god ved hende og smurte hende en mad med rullepølse og rå løg, og en med spegepølse med remoulade og ristede løg. Det så lækkert ud. Madderne blev skåret i småstykker, blandet sammen og serveret på gulvet som sædvanligt, men i forhold hvad hun plejede at spise, var det er godt måltid.

Da hun havde ryddet af efter frokosten, blev Herren alvorlig i blikket. ”Vi har et regnskab der skal gøres op” sagde han. Han beordrede hende til at stå med spredte ben og hænderne på hovedet, mens han skældte ud. Det føltes meget ydmygende at stå på den måde. Han kom med en lang belæring om at en slavinde skal være omhyggelig med alt hvad hun laver. Hun må ikke sjuske med nogen ting overhovedet. Derfor skal sjusk straffes. Men endnu vigtigere er det at en slavinde ikke holder noget skjult for sin Herre. Hvis hun havde fortalt at hun havde ødelagt et glas, var hun kun blevet straffet for sjusk. Men nu var hun blevet taget i at forsøge at narre sin Herre (det havde nu aldrig været hendes hensigt, tænkte hun, men sagde ikke noget). Og det var en alvorlig sag. Under hele belæringen stod hun nøgen med hænderne på hovedet og spredte ben. Hun følte sig som et uartigt barn der blev skældt ud. Men forskellen på en slavinde og et barn er vist heller ikke så stor. Bortset altså fra at et barn bliver behandlet langt bedre.

Herren forlod hende et øjeblik, og kom tilbage og viste hende en lang strop. Den bar lavet af læder, ca. 60 cm lang og den ene ende var delt i to. ”Dette er en tawse” forklarede han. Et godt gammelt engelsk afstrafningsmiddel. Så beordrede han hende til at læne sig ind over spisebordet og holde fast i kanten på den anden side. Hun hørte en susende lyd, og følte en viende smerte over ballerne. Hun gispede højt, og det lykkedes hende kun lige at holde stillingen. Det andet slag gjorde så ondt, at hun rejste sig og med et skrig og gned sine smertende baller. Herren gav hende snerrende ordre om at komme tilbage på plads, og tilføjede at efterfølgende slag ikke vil tælle med hvis hun slap grebet i bordkanten. Hun knugede herefter bordkanten for ikke at få flere slag end nødvendigt. Det tredje slag fremtvang et højt skrig, men det lykkedes hende at holde stillingen.

Herren forklarede, at nu var straffen for at være klodset overstået. Og at hun ville være sluppet nu, hvis hun havde været ærlig. Hun havde bare glemt det, tænkte hun, hun havde ikke ville snyde. Men det var for sent nu. Han bekendtgjorde så at straffen for at lyve ville være 12 slag. Hun gispede. 12 af disse slag, det ville hun aldrig kunne klare. Igen en susen og en brændende smerte. Som slagene faldt, var der efterhånden ikke andet end smerte i hendes hoved. To gange slap hun bordkanten. Den første for at springe op, den anden gang faldt hun om på gulvet. Da de to slag ikke talte med, endte hun med at få 14 slag ud over de tre første. Da han endelig bekendtgjorde at det var overstået, havde hun for længst opgivet at tælle. Hun fik lov til at rejse sig, og kastede sig grædende i hans arme. Først efter at have grædt ud ved hans skulder, kunne hun tage sig sammen til at neje og takke for velfortjent straf.

Han fortæller at en spanking ikke er nok til sådan en foreteelse, men at hun har behov for at tænke over alvoren af den. Hun skulle stille sig over i hjørnet hvor hun havde stået for et par dage siden, igen med ansigtet ind i hjørnet og hænderne på hovedet således at albuerne rører væggene. Og så skulle hun stå stille. Der kunne hun tænke over hvorfor hun var blevet straffet.

Nu stod hun så igen i skammekrogen og tænkte på sin situation. Først på hvor ondt hendes balder gjorde, og hvor meget hun havde lyst til at massere dem. Men det turde hun ikke. Så tænkte hun på at Herren måske så på hende. På hendes nøgne krop og de mishandlede baller. Hvordan mon de så ud? Hun kunne ikke se dem, men de måtte have nogle meget tydelige blå mærker eller striber. Det var også ydmygende at stå her, uden at kunne se hvad der skete bag hendes ryg. Hun hørte at Herren ind imellem forlod stuen og kom tilbage. Hun hørte ham rasle med papir, men vidste ikke hvad han foretog sig. Og hun vidste at han tydeligt kunne se hende. Hvilket blev understreget af at da hun på et tidspunkt flyttede lidt på fødderne, kom der omgående et ”Stå stille!”.

Og så var det kedeligt at stå her. Hun kunne ikke gøre andet end at tænke. Ydmygelsen og hendes ømme baller kunne ikke beskæftige hendes tanker, så de kom ind på hvorfor hun overhovedet stod her. Og hun måtte erkende at det var helt retfærdigt at hun blev straffet. En slavinde må ikke sjuske. Og hun må slet ikke lyve eller holde noget skjult. Jo mere hun tænkte over det, jo mere syntes hun at hendes straf var retfærdig. Og at hun stod her, ydmyget og kedende sig, og tænkte over hvad hun havde gjort, var en del af hendes opdragelse til at være den perfekte slavinde. Noget hun altid havde ønsket at blive. Ligesom det havde været en del af hendes opdragelse at sidde på jorden ved siden af bænken. Eller stå ved siden af Herren mens han spiste. Hun havde lært rigtig meget i denne uge. Ikke nye færdigheder, men en ny tankegang. Hun var bestemt ikke perfekt endnu, det var jo derfor hun stod her. Måske var det alligevel ikke så dårlig en idé at fortsætte som Herrens slavinde. Fortsætte hendes ”uddannelse”. Men hvad havde hun gentlig lavet i dag? Meningsløst arbejde der kunne være gjort meget hurtigere på en anden måde. Vartet Herren op nøgen. Blevet straffet for et uheld. Er det uddannelse? Ja, det er det vel egentlig, eftersom det har lært hende at se tingene på en ny måde.

Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, da det ringede på døren. Hun blev forskrækket. Sæt der kom nogen ind og så hende stå her. Hvad ville de ikke tænke? Hvad skulle hun gøre hvis de spurgte hvorfor hun stod der? Forskrækkelsen blev dog ikke mindre da Herren beordrede hende til at gå ud og se hvem det var. Skulle hun åbne døren nøgen? Hun mærkede at hun næsten automatisk forlod skammekrogen for at gå ud mod døren. Ikke at adlyde var ikke en mulighed. Men hun spekulerede som en gal på hvordan hun skulle klare situationen. På vej ud af stuen formanede Herren hende om at være høflig over for den eller de fremmede. At neje pænt og opføre sig høfligt som det passer sig for slavinde. At huske at Herren var stolt af sin slavinde, og at hun burde være stolt over at være slavinde.

Herrens ord fik hende til at ranke ryggen. Hun havde overvejet at åbne døren på klem og gemme sig bag den, men nu åbnede hun døren helt og stillede sig i fuld figur op foran den fremmede. Uden for stod en kvinde på ca. 30 år. Hun lod ikke til at bemærke at Lone var nøgen. Hun præsenterede sig som Lise og spurgte om Jørgen var hjemme. Lone svarede ”Et øjeblik”, nejede og gik som det naturligste af verden ind i stuen for at spørge om Herren ville tage mod Lise. Hun blev bedt om at vise hende ind, og vendte tilbage til entreen hvor hun igen nejede og bød Lise indenfor mens hun holdt døren for hende. Hun tog Lises frakke og gik foran ind i stuen hvor hun nejende præsenterede hende. Herren rejste sig og hilste hjerteligt på Lise. De var øjensynligt gode venner. Lone blev bedt om at servere the.

Efter at have lavet og serveret theen, blev Lone sendt tilbage i skammekrogen. Lone hørte Lise spørge om hun havde været uartig, siden hun blev straffet. Hun hørte Herren forklare at hun havde sjusket med sit arbejde og havde løjet for ham. Det var slet ikke en udlægning som Lone kunne genkende, men hun måtte erkende at i bund og grund var det jo rigtigt nok. Det virkede som en kraftig overdrivelse, men når en slavinde skal være perfekt, så tæller selv små fejl voldsomt i regnskabet. Hun hørte også Lise kommentere at hendes numse havde nogle flotte farver. Hvilket fik hende til at rødme dybt af ydmygelse.

Herren fulgte selv Lise ud, mens Lone blev stående i skammekrogen. Hun blev beordret til at bære ud og rydde op, hvorefter hun blev sendt tilbage i skammekrogen. Hun stod i skammekrogen indtil det blev tid til at lave mad. En tid der blev brugt til at overveje for og imod Herrens forslag. Slaveri eller frihed? Spænding eller bekvemmelighed? Hun kunne ikke beslutte sig.

Resten af eftermiddagen skete der ikke noget usædvanligt. Hun lavede mad, serverede den, spiste selv på gulvet, ryddede op og vaskede op. Hun var kun halvt tilstede. Hendes hjerne kørte hele tiden rundt om hendes valg. Skal, skal ikke? Ja eller nej? Farvel eller på gensyn?

Lone sad i toget på vej hjem. Hun prøvede at fordøje den oplevelsesrige uge. Så gik hendes tanker til dagens valg. Rejse afslappet hjem i jeans og være fri, eller forblive slavinde og rejse i slavindetøj. At sidde i sit behagelige tøj og slappe af for derefter at komme hjem hvor hun kan sidde i møblerne, spise hvad hun har lyst til, selv bestemme hvornår hun vil i seng og klæde sig som hun lyster. Eller at rejse udstillet i slavindetøj med tog og bus hjem til opgangen, hvor hun risikerer at blive set af sine naboer. Og i fremtiden fortsatte ydmygelser, venten, ømme fødder og ben, smerte og hårdt arbejde som hun ikke selv får gavn af.

Lone smilede ved sig selv. Valget havde nu ikke været så svært. Hun havde reelt ikke haft noget valg. Det havde hun vidst hele dagen, hun havde blot haft svært ved at erkende det. Hun slappede af og lagde benene over kors. Hun gad ikke længere sidde med tæt sammenpressede knæ. Nu var hun ligeglad med om dem, der sad lige over for hende, kunne se det bare lår over strømperne. Men hun var stadig omhyggelig med at skjule at hun ingen trusser havde på under den korte nederdel.

SLUT


Skriv en kommentar so far
Skriv en kommentar



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



%d bloggers like this: