Sommerherrens blog om dominans og underkastelse


Slavinde for en uge – 7. del

Af Sommerherren (sommerherren@gmail.com). 2017.

7. Torsdag

Da vækkeuret ringere, følte hun sig udhvilet efter en god nats søvn. Efter at have stoppet vækkeuret, kunne hun høre en ny lyd. Det regnede. Er godt kraftigt regnvejr hvor hun kunne høre regnens trommen på ruden. Som sædvanligt turde hun ikke blive liggende, da hun var bange for at falde i søvn igen. Så hun stod op og famlede sig vej hen til døren for at tænde lyset på kontakten uden for rummet, en vej hun efterhånden kendte ganske godt. Hun kunne svagt ane regndråberne på ydersiden af den mørke gardinløse rude. Men hun kunne tydeligt høre regnens trommen. Ved hjælp af lyset fra ”hendes værelse” kunne hun gå hen til først lyskontakten ved yderdøren, hvor hun kunne tænde lyset i det store kælderrum, og dernæst toilettet. Hun plaskede lidt vand i hovedet for at vågne helt, og fik klaret resten af sit primitive morgentoilette.

Så klædte hun sig på i den sædvanlige gennemknappede kjole, frueskoene og de ufravigelige strømper med hofteholder. Hun måtte åbne en ny pakke med strømper, da den ene af de gamle jo hang ude i haven, hvor den nok ikke var blevet spor tør. Så ryddede hun sin luftmadras væk og gik i gang med herrens morgenmad. Resten af morgenen forløb uden at der skete noget særligt. Hun huskede at skifte sko inden hun vækkede herren. Selv den kolde havregrød var ikke helt så slem længere. Og hun var begyndt at føle en vis glæde ved at ligge på alle fire og spise som en hund. Ikke at det var særlig behageligt. Men herren havde bestemt at sådan skulle det være. Uanset om hun syntes om det eller ej. Tanken om at han havde bestemt over hende, at han havde gjort det ud fra sine egne lyster uden nogen form for hensyn til hvad hun havde lyst til, og at hun vidste at hun på ingen måde kunne tale ham fra det, hvis hun prøvede. Alt dette gav hende en dejlig fornemmelse i maven. En fornemmelse som ikke engang havregrøden kunne ødelægge.

Da hun efter opvasken meldte sig på kontoret, fik hun at vide at de fik gæster til kaffe om eftermiddagen. Hun fik besked på klare dagens indkøb med det samme, så hun kunne nå at gøre klar inden gæsterne kom. Hun skulle også købe noget kage til kaffen. Og hun skulle købe ind til næste dag også, da hun ikke ville få mulighed for det på hendes sidste dag. Aftensmaden fredag skulle bare være et simpelt måltid med kun én ret. Og endelig sagde han ”I aften er jo din sidste aften. Så jeg har inviteret nogle gæster til et afskedsmåltid. Der kommer fire personer. Og jeg forventer lidt ekstra god mad.” Hun modtog beskeden med blandede følelser. På den ene side glædede det hende at Herren havde tænkt på at fejre hendes sidste aften. På den anden side var hun betænkelig ved at der kom gæster. Hvad mon de ville tænke om hende? Nå, det måtte være Herrens problem. Men bekymringen var der nu alligevel.

Først da hun stod i kælderen og gjorde sig klar til at gå, gik det op for hende at hun ikke havde noget overtøj. Og det regnede stadig! Hun overvejede om hun skulle gå op til herren og spørge om hun kunne låne en regnfrakke eller en paraply. Men hun kendte ham efterhånden godt nok til at vide at hvis han mente at hun havde behov for noget, så gav han hende det. Og hun havde ikke lyst til igen at stå der og føle sig dum når han afslog hendes anmodning som det selvfølgeligste i verden. Altså tog hun sig sammen og gik med oprejst pande ud i regnen, kun iført sin tynde kjole og de højhælede sandaler.

Det med oprejst pande holdt nu ikke længe. Hun havde nemlig modvind det meste af vejen til centret. Regnen slog hende ind i ansigtet, så hun måtte kigge ned i jorden foran sig for at beskytte sine øjne. Hun mærkede hurtigt hvordan regnen drev ned af hendes hår og ansigt. Hvordan den løb ned langs hendes hals og ind under kjolen. Efterhånden som hun gik begyndte hun også at mærke at regnen trængte igennem kjolen. Kjolen blev mere og mere våd og begyndte at klæbe til hendes krop. Hun kæmpede sig frem gennem regnvejret og nåede til sidst centret og kom ind læ. Her forsøgte hun at rette lidt på sit udseende, men det var ikke let. Hendes hår hang og så sjusket ud. Men hun havde ikke nogen børste, så hun kunne ikke gøre noget ved det. Nu var hun glad for at hun ikke havde make-up på. Nogle morgener havde hun ønsket at hun kunne pynte sig lidt for Herren, men lige nu var hun glad for det. Kjolen klæbede til hendes bryster, det var tydeligt at hun ikke havde BH på. Hun forsøgte at trække den fri, men den faldt tilbage igen. Længere nede, hvor den klæbede til lårene, sås konturen af hofteholderens stropper ned til strømperne. Her var det muligt at trække kjolen fri, men hun spekulerede på hvor længe det hjalp. Der var ikke rigtig mere at gøre, og hun gik ind i supermarkedet.

Hele tiden mens hun handlede, bemærkede hun at folk kiggede på hende. Og hvert andet øjeblik trak hun kjolen fri af brysterne, blot for at mærke den suge sig fast igen et øjeblik efter. Ved kassen sad en ung mand som havde svært ved at holde øjnene fra hendes bryster. Men til sidst var hun endelig ude af butikken. Hendes prøvelser var dog ikke overstået, da hun også skulle have en kage. Så hun måtte i kø hos bageren. Her blev hun ekspederet af en ældre kvinde, som så misbilligende på hende med slet skjult foragt. Hun købte en kage der ikke var for stor til at gå ned i en indkøbspose, og bad om en ekstra pose til at pakke den ind i, så den ikke blev våd. Endelig kunne hun begynde tilbageturen gennem regnen. Denne gang med mere at bære på end sædvanligt, da hun jo havde til to dage.

Hjemturen var ikke helt så slem, da hun havde vinden i ryggen, men hendes kjole var helt gennemblødt da hun nåede hjem. Hun sukkede lettet da hun nåede i læ i kælderhalsen, og stod et øjeblik før hun tog i døren. Som var låst. Chokeret og nærmest grædefærdig stillide hun sig ind i åbningen med ansigtet mod væggen og en tung pose i hver hånd. Og ventede. Hun var gennemblødt, og vejret var ikke så varmt som i går, så hun begyndte hurtigt at fryse.

Heldigvis gik der ikke lang tid før hun hørte døren blive åbnet, og Herrens stemme ”Vend dig om”. Hun vendte sig, stadig bærende på de tunge poser. Herren stod i døren, med perfekt frisure og tørt tøj og et smil om munden. Hun stod her, gennemblødt, med synlige bryster og hår som en slatten gulvmoppe. Herren forklarede at døren var låst fordi han ikke ønskede at hun skulle dryppe over hele huset. Han beordrede hende til at sætte indkøbsposerne lige inden for døren, men selv blive udenfor. Herefter forklarede han hvad hun mere skulle gøre, og forsvandt.

Hun tog alt sit tøj af. Han havde sat en spand uden for døren som hun kunne lægge det i. Hun var ikke helt stolt af at stå her og klæde sig af, selv om ingen kunne se hende, med mindre de kom helt ind i gården. Men det var dejligt at få det våde tøj af. Og specielt at kunne tørre sig i et tørt håndklæde. Hun sendte en taknemmelig tanke til Herren, at han havde ulejliget sig med at hente et håndklæde til hende.

Da hun var helt nøgen og helt tør, gik hun inden for og lukkede døren efter sig. Som det første gik hun op i køkkenet og satte varerne på plads, så de kunne komme på køl. Hun gav sig ikke engang tid til at børste håret, for Herren lade ladet forstå at varerne var det vigtigste. Herefter kunne hun gå ned på sit ”badeværelse” og forsøge at få styr på sit hår. Hun havde ikke nogen hårtørrer, selv om hun havde set en på Herrens badeværelse, så hun måtte gøre hvad hun kunne med vådt hår. Dernæst hængte hun sit våde tøj op. Herren havde givet hende tilladelse til at hænge det op i vaskehuset. Det store rum ved siden af hendes toilet. Rummet hvor der stod en tørretumbler som hun ikke måtte bruge. Hendes sko stillede hun til tørring. Så meldte hun sig hos Herren på kontoret, stadig nøgen.

Hun fik ordre på at tage sin arbejdskjole og frueskoene på. Hun fik udleveret et par selvsiddende strømper, da hofteholderen jo hang til tørre. Herefter gik tiden med rengøring, kun afbrudt af frokosten. Mens hun serverede frokosten, måtte hun skifte til den tredje kjole, den meget korte, lette sommerkjole, men fik lov til at beholde frueskoene på. Til frokost fik hun en klat leverpostej uden brød. Hun blev ikke rigtig mæt, men det stillede den værste sult. Den meget korte kjole gled op og viste alt, da hun lå på gulvet og spiste.

Hun havde fået ordre på at være færdig med rengøringen og have dækket op til kaffe til tre inden kl. 14.30. Så kl. 14.30 stillede hun på kontoret og meldte klar. Hun fik nu at vide at hun skulle modtage gæsterne standsmæssigt. Hvilket ville sige at stiletterne og sommerkjolen skulle på igen. Hun skulle skynde sig at skifte og komme op igen til yderligere instruktion.

Hun gik ned og fandt skoene frem igen. De var nogenlunde tørre, omend stadig lidt fugtige. Det måtte hun tage med. Så hun skyndte sig at skifte kjole og sko. Kjolen var meget kort. Den nåede kun lige ned til kanten af strømperne. Man kunne se noget af strømpernes blondekant under kjolen, og hver gang hun bevægede sig, afslørede hun et stykke med bart. Det var altså sådan at hun skulle modtage gæsterne.

Han fandt Herren i stuen, hvor han sad og læste en bog. Han fulgte hende ud i vindfanget, hvor hun skulle vente på gæsterne. Han forklarede hende hvordan hun skulle opføre sig, så hans gæster kunne se hvor velopdragen hans slavinde var. Så vidste de altså at hun var slavinde, tænkte hun. Det gjorde det hele lidt lettere.

Så forlod han hende for at vende tilbage til stuen. Nu stod hun i vindfanget og ventede. Han havde ikke sagt noget om hvornår de skulle komme. Men hun gættede på kl. 3. Men egentlig var det lige meget, for hun havde ikke noget ur, så hun kunne ikke se hvad klokken var. Og det havde hun jo heller ikke brug for, for hun skulle bare vente. Uanset hvad klokken blev. Mens hun ventede, bemærkede hun at det var holdt op med at regne.

Hun vidste ikke hvor længe hun havde ventet, måske ca. et kvarter, da det ringede på døren. Hun skyndte sig at åbne. Udenfor stod et ungt par, måske midt i tyverne. Hun bød dem velkommen idet hun nejede dybt og bød dem indenfor. Parret tørrede deres sko af på måtten, og manden skulle til at tage sine af, da hun bad dem om at beholde skoene på, som hun havde fået ordre på at sige. Derefter gik hun foran dem ind i stuen. Hun mærkede kjolen svaje, og tænkte på hvor meget de kunne se. I stuen nejede hun og meldte at gæsterne var ankommet. Herren rejste sig for at hilse på parret. Lone ventede ved døren mens de hilste og udvekslede indledende bemærkninger. De satte sig og Herren sagde ”Så kan du godt servere kaffen”. Lone nejede igen og gik ud for at hente kaffen.

Da hun kom ind med termokanden, bemærkede hun hvordan parrets våde sko havde sat mærker på gulvet, både i gangen og i stuen. Hun begyndte at skænke kaffe, først for kvinden. Da hun bukkede sig frem for at skænke, mærkede hun hvordan hendes kjole gled op, og spekulerede på hvor meget hun kunne se. Dernæst skænkede hun for manden. Da hun stod foroverbøjet, mærkede hun pludselig en hånd på sit lår. Da koppen var fuld, vippede hun kanden tilbage så det ikke løb over, men hun blev stående i den foroverbøjede stilling. Herren havde understreget, at når en gæst berørte hende, måtte hun ikke flytte sig, men skulle blive urørlig indtil gæsten var færdig. Det er almindelig høflighed for en slavinde. Så hun blev stående i den akavede og lidet flatterende stilling. Hun mærkede hvordan mandens hånd gled op og ned af hendes nylonklædte inderlår. Så op på det bare lår, op mod skridtet hvor en finger kærtegnede hendes mis. Så flyttede hånden sig og gled op på hendes baller. I den proces skubbede den hendes kjole endnu højere op, så hun nu stod med røven bar.

Pludselig mærkede hun en hånd på sit bryst. Det var kvinden der benyttede sig af at hun stod foroverbøjet med brysterne hængende lige ned. Mens det hele stod på, fortsatte samtalen mellem de tre uforstyrret. Det begyndte at blive ubehageligt at stå i den foroverbøjede stilling, men hun turde ikke røre sig. Endelig forsvandt hånden på hendes baller, men kjolen blev siddende oppe. Og kvindens hånd nulrede hendes brystvorte lidt endnu. Til sidst forsvandt den også, og hun kunne lettet rejse sig op, hvorved kjolen faldt ned på plads.

Hun skænkede for Herren, satte kanden fra sig og stillede sig ved siden af bordet. Her var hendes opgave at være til rådighed og sørge for at de ikke manglede noget. Herren og hans gæster hyggede sig, snakkede og spiste kage. Kagen så lækker ud, men hun vidste selvfølgelig at det var utænkeligt at hun fik den at smage. Det begyndte at blive trættende at stå stille. Men Herren havde sagt at hun skulle være helt stille når hun ikke var i brug. Så hun forsøgte at stå så stille hun kunne, samtidig med at hun holdt øje med om nogen manglede noget. Når en af dem var ved at have drukket ud, nejede hun og spurgte om herren eller fruen ønskede mere kaffe. Og hvis svaret var ja tak, så skænkede hun.

På et tidspunkt kom talen ind på barberede kvinder. Og kvinden spurgte om han havde barberet sin slavinde. ”Løft op i kjolen så vi kan se din mis” kom ordren omgående. Lidt genert løftede hun op i kjolen og stillede sig så de alle kunne se hendes skød. Som jo havde hår på. Hun havde efterhånden nogle gange optrådt helt eller delvist uden tøj. Men det var stadig ikke en vane. At være nøgen sammen med Herren, betød ikke længere noget. Men at vise sig frem over for fremmede, kunne hun alligevel ikke lide.

Herren forklarede de to at Lone kun var midlertidig slavinde, så derfor havde han ladet hende beholde sine hår. Men fortalte samtidigt at han ikke hører til dem der synes at slavinder skal være permanent hårløse. Han kunne godt lide variation. Og han kunne godt lide at nulre kussehår. Hvad Lone i parentes bemærket også havde opdaget. Men specielt kunne han lide at have en kunstnerisk frihed. At veksle mellem barberet og behåret. Mellem forskellige frisurer, eller at lave forskellige figurer ud af kønsbehåringen.

Mens de talte, stod Lone stadig med kjolen oppe. De var holdt op med at se på hende, og var helt opslugt af deres snak. Men hun havde ikke fået en ny ordre, så hun blev stående. Hun følte det ydmygende at de talte om hende som om hun ikke var til stede. At de diskutere hendes kønsbehåring som noget hun ikke havde noget at gøre med. Som et legetøj som Herren kunne gøre med som han ville. Uden hensyn til hvordan hun havde lyst til at se ud. Og sådan var det selvfølgelig også, så længe hun var hans slavinde. Det var jo logisk at hendes kønsbehåring ikke tilhørte hende selv, men ham. At han kunne få hende til at se ud dernede som han lystede, uden at skulle tage hensyn til hvad hun mente og følte, og hvordan hun gerne ville se ud. Det var logisk, hun havde bare aldrig tænkt på det på den måde før. Hun havde betragtet sin mis med tilhørende behåring som en del af hende. Men når hun er Herrens ejendom, så er hendes skød det naturligvis også. Og Herren bestemmer naturligvis over sin ejendom.

”Lad kjolen falde og hent os en cognac.” Lone blev revet ud at sine tanker. Taknemmelig for at blive tildækket igen lod hun kjolen falde, og hente en flaske cognac og tre glas. Mens hun skænkede, mærkede hun igen nogle hænder. Men denne gang kun kortvarigt. Og hun stillede sig for at vente igen. Hun hørte at regnen kom igen, men der skete ikke så meget mere i stuen.

På et tidspunkt kaldte kvinden hende hen til dig. Kvinden løftede hendes kjole op og kiggede direkte på hendes skød. ”Jeg skal bare lige se det igen” forklarede hun til de andre. Slavinden behøvede ingen forklaring. Kvinden lod en finger glide over hendes skød og rundt mellem hårene. ”Jeg kan godt se at der er nogle muligheder for kreativitet” sagde hun, ”jeg har bare aldrig tænkt over det på den måde før.” Hun lod kjolen falde og vendte sig mod de andre igen. Lone blev stående og ventede atter.

Efter nogen tid havde de drukket kaffen og cognacen og spist hvad de kunne af kagen. Så bad Herren de andre gæster om at undskylde ham et øjeblik. Han tog Lone med sig ud i vindfanget. Her forklarede han hende at gæsterne snart skulle gå. Men at det regnede udenfor, så det var hans ansvar at sørge for at de ikke blev mere våde end nødvendigt på vej ud til bilen. Derfor skulle hun følge gæsterne ud med en paraply. Lone syntes at det lød ganske rimeligt. ”Jeg må derfor hellere forklare dig hvordan en slavinde behandler en paraply.” Lone undrede sig lidt. Hvor svært kunne det være at gå med en paraply? Slavinde eller ikke. Han bad hende tage en paraply fra et stativ og slå den op. Det gjorde hun uden det store besvær. ”Når du holder paraplyen, skal du sørge for at holde den over gæsten, så den beskytter ham eller hende mest muligt.” (Meget naturligt.) ”Du må ikke selv stå under paraplyen. Hold den ud fra dig og hold så meget afstand som muligt.” (Men det betød jo at hun selv ville være helt ubeskyttet. Nå ja, hun kan selvfølgelig ikke tillade sig at gnide sig op ad en gæst, blot for at få lidt læ.) ”Prøv at holde den over mig.” Det gjorde hun, og der var tydeligt at hun ikke selv ville få noget som helst læ. Men det kan en slavinde vel heller ikke forvente. ”Når paraplyen ikke er over en gæst, skal den være slået sammen. Gør det nu.” Mens hun slog paraplyen sammen, gik det op for hende at hun slet ikke måtte benytte paraplyen selv. Det kunne hun ikke se noget fornuft i. Og alligevel, paraplyen var til herskabet, og man kan vel ikke forvente at et herskab skal dele paraply med en slavinde. Eller tage hensyn til at hun bliver våd.

Han viste hende hvordan hun skulle holde paraplyen når den var slået sammen. Med spidsen opad, så der ikke kom vand ned i den. Og så holde den ind til siden, som en soldat holder et gevær eller en sabel. ”Ventestilling” kaldte han det. Han lod hende øve sig i at stå med paraplyen. I at slå den ud og holde den ind over ham. Og at slå den sammen igen. Og det hele skulle gøres uden at hun selv kom under paraplyen. Hun skulle altså blive så våd som muligt, tænkte hun sarkastisk. Han lod hende stille sig i ventestilling med paraplyen og åbnede døren. ”Stil dig i ventestilling midt på afsatsen” beordrede han. Lone var lamslået. Skulle hun allerede nu ud i regnen. Men hun gjorde som han sagde. Hun mærkede omgående den kraftige regn. ”Nu venter du her. Når parret kommer ud, slår du paraplyen ud og følger den første ned til bilen. Så slår du paraplyen sammen og kommer tilbage hertil og henter den næste. Når begge er fulgt ud, stiller du dig tilbage her og venter på mig.” Så lukkede han døren.

Hun stod alene i regnen med den ubrugelige paraply ved sin side. Hvor var det dog vandvittigt at hun skulle blive våd på den måde! Men hvor var det dog også slavindeagtigt. Der blev ingen hensyn taget overhovedet. Slavinden skulle servicere, og ellers være ude af syne. Hendes bekvemmelighed var uden betydning.

Tiden gik. Det føltes meget længe at hun stod der i regnen. Det var det nok ikke, men det føltes sådan. Hun mærkede hvordan den tynde kjole hurtigt blev gennemblødt. Hun så hvordan hendes bryster blev synlige efterhånden som kjolen, der klæbede til dem, blev helt gennemsigtig. Hun ventede bare.

Endelig gik døren op og de tre kom frem. Hun slog paraplyen op, idet hun omhyggeligt sørgede for ikke på noget tidspunkt selv at komme i læ af den. Hun holdt den frem i strakt arm, klar til den første gæst. Den første gæst var manden. Han gav Herren hånden og de udvekslede nogle sidste bemærkninger. De lod ikke til at have travlt, eller til at bemærke at det faktisk var anstrengende at stå med paraplyen i udstrakt arm på den måde. Endelig kom det sidste farvel og manden kom ud under paraplyen. Han gik hurtigt ned ad trappen, så hun havde lidt svært ved at følge med. Men det lykkedes. Ude ved bilen låste han den op og gik om til førersiden. Her stoppede han op et øjeblik og vende sig om mod hende. Han smilede til hende (eller måske snarere af hende), mens hun stod der i regnen og holdt paraplyen over ham. Han kiggede op og ned ad hende. Lod blikket dvæle ved hendes skød og hendes bryster. Så rakte han hånden frem og tog hende på brysterne gennem den både kjole. Hun stod blot forbavset og lod ham gøre det. Hurtigt åbnede han så døren og satte sig ind, uden et ord til hende.

Hurtigt slog hun paraplyen sammen og holdt den ved sin side. Hun var glad for at hun havde nået at øve sig lidt, så hun ikke skulle stå og fumle foran gæsten. Så gik hun hurtigt tilbage til afsatsen. Her stod kvinden og talte med Herren. Indenfor, naturligvis. Lone slog igen paraplyen ud og holdt den frem. Igen måtte hun vente på at de tog afsked. Denne gang med et knus. Og igen nogle sidste ord. Så kom kvinden ind under paraplyen og de skyndte sig ned til den ventende bil. Kvinden skyndte sig blot ind, uden et blik på slavinden. Og selvfølgelig uden et ord til tak. Lone slog igen paraplyen sammen og skyndte sig ind, så hun kunne komme i tørvejr. Men da hun nåede op på afsatsen var døren lukket og Herren gået ind. Og hun havde fået ordre på at vente, så hun stillede sig sukkende tilbage i venteposition. Mens regnen silede ned over hendes våde hår og gennemblødte kjole. Hun spekulerede på om nogle af naboerne havde set optrinet. Og hvad de mon tænkte, hvis de havde.

Der gik ikke så lang tid før Herren kom tilbage og åbnede døren. Han forklarede at han ikke kunne have hende til at dryppe indendørs, så de måtte gentage øvelsen fra i formiddags. Han havde sat spand og håndklæde frem ved kælderdøren. Herren tog paraplyen, og så gik hun gennem regnen ned til kælderdøren, hvor spanden ganske rigtigt stod. Hun tog det våde tøj af ude i kælderhalsen og tørrede sig med håndklædet. Så hængte hun det våde tøj op ved siden af det andet, satte skoene til tørring igen, redte håret og meldte sig hos Herren. Hun havde fået ordre på ikke at tage tøj på. Det kunne ikke betale sig, havde han sagt.

Da hun nøgen præsenterede sig for Herren, forklarede han at nu drejede det sig om at gøre klar til middagen i aften. Hun skulle rydde op efter gæsterne, og så skulle hun vaske gulvet, da der var blevet sat våde fodspor. ”Ja, selvfølgelig er der det” tænkte hun. Han havde jo decideret opfordret gæsterne til at komme ind med våde sko. Pludselig giv betydningen af hans ord op for hende. Hun havde tidligere lært, at ligesom støvsugningen så foregik gulvvask på alle fire. Hun skulle altså ligge på knæ og vaske gulvet i hele stuen og hele gangen! Men OK, har man sagt A, må man også sige B. Hun var slavinde, og måtte tage det sure med det søde. Hun gik hurtigt i gang med oprydningen, så hun kunne komme videre. Da hun efter at have ryddet ud og vasket op lå på alle fire og vaskede gulv, var hendes beslutsomhed falmet lidt. Det var langsommeligt og hårdt for knæene at vaske gulv på denne måde. Hun tænkte på hvor hurtigt hun kunne få det overstået hvis hun havde haft en gulvskrubbe. Desuden var hun nøgen. Herren sad i stuen og læste i en bog, men hun havde bemærket at han så på hende lige så meget som på bogen. Hun følte sig udsat med sit nøgne skød der struttede ud i luften bag hende. Med sine bryster der hang lodret ned, og som gyngede når hun vaskede gulv. Hun følte sig ikke spor sexet, bare udstillet. Men der var ikke noget at gøre, så hun bed tænderne sammen og fortsatte.

Da hun endelig kunne rapportere til Herren at hun var færdig, blev hun sat til at gøre maden klar til om aftenen. Så den hurtigt kunne serveres når hun havde været i bad og klædt om. Hun lyste op ved tanken om er rigtigt bad. Og så håbede hun at ”klædt om” betød ”blive klædt pænt på”. Hun ville så gerne gøre et godt indtryk. Hun var også opmuntret af at Herren ville holde en afskedsmiddag for hende. Men samtidig sagde en snurrende fornemmelse i maven at hun skulle passe på med at glæde sig for tidligt. Så hun var forsigtig optimistisk med hensyn til aftenen. Hun hyggede sig med madlavningen og glædede sig til aftenen. Hun kunne mærke at hun var begyndt at blive sulten, hun havde trods alt ikke fået særlig meget til frokost. Men hun sørgede for ikke at spise noget, bortset fra den nødvendige tilsmagning af maden.

Hun blev færdig med maden til den fastsatte tid. Forretten var anrettet, og hovedretten var klar til en sidste opvarmning. Desserten var på køl, og kunne hurtigt hentes frem. Hun meldte klar til Herren, der bad hende gå ned i kælderen og vente på ham. Han kom hurtigt ned og gik ind i vaskehuset. Han kaldte på hende og bad hende om at tage sit tøj ned og lægge det på plads, da det var tørt. Hun fik hurtigt hængt kjolerne op og lagt hofteholder og strømper på plads i skabet. Imens kunne hun høre Herren gå og pusle i vaskehuset.

Efter at have hængt tøjet op, gik hun ind til ham igen. Han stod med en vandslange i hånden, nok den samme som han havde vasket hende med i går, og bad hende stille sig med ryggen mod den væg hvor der sad en bruser og en vandhane. Med bange anelser gik hun hen til væggen. Hun havde håbet på at få lov til at tage bad i Herrens badeværelse, men syntes at udviklingen var foruroligende. Det viste sig at hendes bekymring var velbegrundet. Herren åbnede for slangen og oversprøjtede hende med iskoldt vand. Det er åbenbart sådan at slavinder tager bad. Hun tænkte nu ikke så meget på andet end det kolde vand. Det var alt hvad hendes tanker kunne rumme. Efter at være blevet oversprøjtet på hele fronten, fik hun ordre på at vende sig om, og hun fik den samme tur bagfra. Hun fik ordre på at sprede benene og bukke sig ned og sætte hænderne på gulvet. Der stod hun så og viste alting frem. Herren gik tættere på og spulede hende grundigt mellem benene. Så skulle hun rejse sig op, og Herren lod vandet løbe ned over hendes hoved oppefra. Endelig lukkede han for vandet.

Der var varmt i lokalet, hvor der var blevet skruet op for varmen da hendes tøj blev hængt til tørre. Men hun rystede alligevel af kulde efter at alt det kolde vand havde afkølet hende. Herren pegede på et stykke håndsæbe og en flaske med shampoo. Hun fik ordre på at sæbe sig ind overalt, og så vente på at han kom tilbage. ”Og jeg mener overalt” tilføjede han, da han forlod hende. Lone startede med shampoen og sæbede håret ind. Så tog hun håndsæben og begyndte at gnide den til skum. Hun ville have foretrukket en body shampoo, men håndsæben var hvad hun havde. Så den måtte slå til. Langsomt fik hun sæbet sig ind. Hun startede nedefra med at vaske fødderne. Så sæbede hun benene ind og fortsatte opefter, idet hun sørgede for at blive vasket grundigt i skridtet og under armene. Det var længe siden hun havde været i bad sidst. Hun sluttede af med halsen og ørene, så til sidst kun ansigtet var frit. Hun kontrollerede at alle steder hun kunne se, var dækket af sæbeskum, inden hun lagde sæben far sig. Så ventede hun.

Lidt efter kom Herren ind igen. ”Jeg troede at jeg havde udtrykt mig klart” sagde han vredt. ”Hvad er det du ikke forstår ved ’overalt’?” Hun svarede ulykkeligt at hun syntes at hun havde nået alle steder, og at hvis hun havde overset noget, så var hun virkelig ked af det. Hun nejede endda her i badet for at understrege sin oprigtighed. ”Hvad med ansigtet?” knurrede han. Nu gik det op for hende at hun havde udeladt ansigtet, nærmet som en selvfølge. ”Prøv igen” kom det, hvorefter Herren forlod lokalet. Hun fik fat i sæben og dannet en god mængde skum i hænderne. Så lukkede hun øjnene for ikke at få sæbe i dem og kneb munden sammen, og smurte sæbeskum i hele ansigtet. Med øjnene tæt lukkede, følte hun sig frem til hvor sæben skulle ligge. Og så ventede hun.

Det begyndte at svie lidt i øjnene. Hun havde åbenbart fået lidt sæbe ind, selv om hun havde været forsigtig. Men med sæbe i hele ansigtet og på begge hænder, var der ikke noget hun kunne gøre. På et tidspunkt hørte hun herren komme ind, men han sagde ikke noget. Det virkede som om han bare stod og kiggede, og så gik igen. Hun kunne selvfølgelig ikke se ham. Han har nok bare nydt synet af hendes ynkelige, frysende krop. Så hun ventede. Lidt senere hørte hun ham igen. Denne gang puslede han lidt, og pludselig ramte en kold vandskråle hende med stor kraft. Luge i skridtet. Hun gispede. Systematisk spulede han hendes forside ren. Han startede nedefra, kørte op, og så ned igen. Hvilket betød at han ret sent kom til hendes ansigt så hun kunne åbne øjnene. Hun måtte vende sig og blive spulet på bagsiden. Så fik håret en ordentlig omgang hvor han sørgede for at få skyllet sæben grundigt ud. En sidste overspuling for at tage de sidste sæberester, og det var overstået.

Hun fik ordre på at tørre sig, håndklædet fra tidligere var næsten tørt, og så klæde sig på i det samme tøj som hun havde haft på tirsdag i klubben. Da der ikke var så meget tid tilbage, havde han lagt en hårtørrer til hende. Det sidste blev hun meget rørt over, og takkede ham nejende. Hun glædede sig til at være pæn til sin afskedsmiddag. Som Herren havde arrangeret for hendes skyld! Nu hvor hun også var ved at få varmen, var hun i godt humør.

Hun fik tørret sig og gik ud i det store rum hvor hun fandt hårtørreren. Nynnende for sig selv tørrede hun håret og begyndte at klæde sig på. Først hofteholderen. Så åbnede hun den sidste pakke med strømper og tog dem på. Så den hvide skjortebluse og den sorte nederdel. Hun synes stadig at blusen var for stram, da hendes bryster pressede sig mod det tynde stof, men det var hvad hun havde. Men nederdelen var flot. Hun sluttede af med de høje sko og gik op til Herren.

Hun fandt ham i stuen, iført jakkesæt. Han så rigtig godt ud. Han kontrollerede hendes påklædning og knappede et par knapper op i skjorteblusen, så den øverste knappede knap nu sad under brysterne. Ellers så han ud til at være tilfreds. Derefter bad han hende dække bord. Der kom to par, så der skulle dækkes med to på hver side og en for bordenden. En helt standard opdækning til fem personer, som han nok ikke havde behøvet at nævne. Det han i virkeligheden havde fortalt hende, var at hun ikke skulle sidde med ved bordet. Det var hendes afskedsmiddag, og hun skulle ikke spise med! Hun kunne mærke tårer presse sig på, og skyndte sig at vende sig og begynde på borddækningen. Hun huskede dog at neje på de rigtige tidspunkter.

Mens hun dækkede bord tænkte hun over sin skuffelse. Hun havde drømt om et varmt bad, men havde fået en kold haveslange. Hun havde drømt om at være selskabets midtpunkt, men skulle kun servere. Hun havde drømt om at være flot, så alle beundrede hende. Nå ja, hun var faktisk flot. Hun havde været i bad, håret var sat, og hun havde sit pæneste tøj på. Ingen make-up godt nok, men hun syntes alligevel at hun var pæn. Og ville hun egentlig ikke stadig være selskabets midtpunkt? Bare på en anden måde. Gæsterne ville vide at hun var årsagen til at de var der. De ville kunne se hende hele tiden. Og røre ved hende hvis de havde lyst. På enhver tænkelig måde. Det varme bad havde hun ikke fået, nej, men hun havde fået et bad. Og hun havde hurtigt fået varmen. Hvis hun havde siddet med ved bordet, havde hun blot været endnu en gæst. Men nu havde hun muligheden for at vise hvad hun havde lært. At hun var en god og lydig slavinde som hendes Herre kunne være stolt af. Og som kunne være stolt af sig selv. Var det egentlig ikke den allerbedste måde at holde en afskedsmiddag på? For en slavinde.

Klokken nærmede sig 19.30 hvor gæsterne skulle komme. Hun gjorde det sidste klar og stillede sig ud i entreen for at være klar til at modtage gæsterne. Proceduren ville være den samme som ved eftermiddagskaffen. Bortset fra der nu ville komme to par. Det var heldigvis holdt op med at regne. Hun kunne ikke lige forestille sig at skulle ud med paraplyen nu.

Der gik lidt tid før det ringede på døren. Hun åbnede hurtigt og bød nejende velkommen. Udenfor stod et par som vel var sidst i trediverne eller i begyndelsen af fyrrene. Han var i jakkesæt, hun i lang selskabskjole. Hun førte dem ind i stuen til Herren, og vendte tilbage til sin plads. Hun huskede at neje da hun gik ind og ud af stuen, så gæsterne kunne se hvor velopdragen hun var. Hun var fast besluttet på at Herren skulle være stolt af hende i aften. Det næste par ankom, han igen i jakkesæt, hun i en kort, stram kjole der sad fantastisk på hende. Også de blev vist ind til Herren.

Herefter serverede hun velkomstdrinks, sikrede sig at alt var klar i køkkenet og ventede inden for stuedøren for at se om de havde brug for noget. Kort efter bad Herren selskabet om at sætte sig til bords. Hun så hvordan herrerne galant holdt stolene for damerne. Forretten stod på bordet, og vinen var hældt op, så i første omgang var der ikke noget for hende at lave. Hun stillede sig for enden af bordet, modsat Herren, som hun havde fået ordre på. På den måde kunne alle se hende, og hun kunne hurtigt se om nogen manglede noget. Et par gange fyldte hun et næsten tomt glas op, men ud over en enkelt hånd på hendes ben skete der ikke noget.

Da de havde spist forretten, slog Herren på glasset og rejste sig op.
”Kære venner. Vi har jo snart kendt hinanden i mange år.” (Hvilket betød at hun ikke var en af vennerne.)
”Vi er samler her i en ganske særlig anledning. Den nydelige ting” (ting, ikke kvinde, ikke slavinde, men ting) ”som står her ved bordet, har været min slavinde den sidste uge. Den har gjort det ganske udmærket, ” (den! ikke hun, men den) ”og i aften er det altså dens sidste aften her hos mig. Det vil vi fejre med et godt måltid med, som den har lavet til os.” (men øjensynligt ikke får lov til at spise) ”Jeg kan fortælle jer, kære venner,” (fortalt til dem, ikke til hende) ”at jeg er overordentlig tilfreds med den.” (På trods af ydmygelsen ved at blive omtalt som den, og ved at blive omtalt, ikke tiltalt, følte hun sig pludselig utrolig stolt. Herren roste sin slavinde over for sine venner. Herren var overordentlig tilfreds med hende.)
”I løbet af aftenen vil I selv kunne se den i aktion og selv bedømme dens opførsel. Og jeg håber at I vil blive lige så tilfredse som jeg er.”
”Lad os skåle på en god aften.” De løftede alle glasset.
”Til minde om en dejlig uge” sagde han, og de drak. Hun havde ikke noget at skåle med, og var heller ikke indbudt til at være med, men hans tale varmede hende og hun syntes at det var det eneste rigtigt at hun stod her, klar til at servicere.

Nu bad Herren om at få hovedretten serveret, og hun bar forretten ud og hovedretten ind. Under serveringen af hovedretten og den tilhørende rødvin, mærkede hun flere gange en hånd. Nogle gange på benene og op under nederdelen, der dog var så stram at hænderne ikke kunne komme så højt op. Andre gange på hendes bagdel. Enkelte gange på hendes bryster. Men ellers skete ikke noget, og hun stillede sig tilbage på sin plads. Nu kunne hun mærke at hun selv var sulten, og duften af al den gode mad gjorde kun sulten værre. Men hun kunne godt se at det ville vare længe før hun fik noget at spise. Hvis altså hun fik noget at spise. Det begyndte også at blive anstrengende at stå stille på stiletterne, men hun gjorde sit bedste for at Herren kunne være stolt af hende. Han havde gjort det klart at det ser sjusket ud hvis en slavinde står og flytter på benene hele tiden. Det kunne godt blive en lang aften.

Resten af middagen forløb stille og roligt. Måske med undtagelse af at hun med tiden stod mere uroligt som tiden gik, selv om hun prøvede at stå stille. Hovedretten blev båret ud, og desserten serveret. Stadig med lidt gramsen på hende fra dem alle fem, men ikke noget usædvanligt.

Til sidst rejse de sig. Gæsterne sagde tak for mad. Til Herren naturligvis, ikke til hende. Herren spurgte så om de havde lyst til at se slavinden blive fodret. ”Fodret”, tænkte hun. Ikke ”få noget at spise”, men ”blive fodret”. Men hun var nu så sulten at tanken om at få noget at spise langt overskyggede en smule ydmygelse. Det ville de gerne se, og Herren sendte hende ud for selv at lave sig noget mad. Dette var helt nyt. Ellers havde hun kun måtte spise mad som Herren havde klargjort. Hun var fristet til at lave sig en rigtig portion mad, men vidste at det ikke var det som Herren mente. Hun vidste jo godt hvad slavemad var ifølge Herren. Og hun var stadig fast besluttet på at han skulle være stolt af hende. Så hun tog en dyb tallerken. Hun skar noget kød og nogle kartofler i små stykker og kom på tallerkenen. Så hældte hun sovs over, kom den forret i, som hun havde lavet til sig selv, men aldrig fået lov at spise, og rodede det hele sammen. Da hun kom ind med tallerkenen, kiggede gæsterne noget undrende på den. Deres undren blev ikke mindre, da hun gik hen til bordet og blandede noget af desserten i. Hun sluttede af med at hælde lidt kirsebærsovs i, oven i den brune sovs, og blande det hele.

Sammensætningen så ikke spor appetitlig ud, men lige nu var det vigtigere at gøre Herren stolt. Hun gik hen til gruppen og præsenterede sin mad. Herren så glad og stolt ud. Han ventede lidt, mens gæsterne studerede den besynderlige ret. Så sagde han med stolthed i stemmen ”Godt, min tøs. Værsgo at spise”. Hun satte tallerkenen på gulvet, og lagde sig ned på alle fire og begyndte at spise. Selskabet stod hele vejen rundt om hende og kiggede med. De gik lidt rundt så de bedre kunne se hende fra alle sider. Maden var virkelig ikke særlig lækker, men hun var sulten, og hun var efterhånden vant til lidt af vært, så den gled hurtigt ned. Da hun havde slikket tallerkenen ren, ventede hun. ”Godt, min tøs. Rejs dig og ryd af bordet. Bagefter kan du servere kaffen i sofagruppen.” Hun rejste sig og begyndte at rydde op.

Da hun satte kopper på sofabordet, måtte hun bukke sig mere end da hun serverede ved spisebordet. Og selskabet sad i lave lænestole og ikke høje spisestuestole. Så hænderne kunne nå længere op under nederdelen. Der kom også flere af dem. En enkelt gang, hvor hun stod ved siden af en af herrerne, kunne hun mærke hans hånd glide højt op på hendes inderlår. Op over strømpekanten og op på det bare. Hun kunne mærke at den prøvede at komme højere op, men kunne ikke komme til fordi nederdelen strammede for meget. Så hun rykkede lidt tættere på ham og vendte bagdelen mere ind mod ham, og nu kunne hånden nå meget højere op. Faktisk helt op, så han legede lidt med hendes mis. Fandt hendes kønshår og trak lidt i dem. Ikke hårdt, bare lidt. En finger gled op i hende, kørte lidt rundt før den trak sig ud igen. Hånden blev trukket tilbage og fingeren tørret af i hendes nederdel før den forsvandt helt, og hun kunne komme videre med serveringen.

Nu kom spørgsmålet igen til Herren om han tillod hår på sine slavinder. Det var åbenbart et emne der interesserede mange. Dette udviklede sig til en længere diskussion om kønsbehåring hos kvinder generelt og slavinder specielt. Og de kom også ind på mandlige slaver. En længere snak hvor de igen talte om hende som om hun ikke var der. Hun frygtede at hun skulle vise sig frem igen, men det skete ikke. Til gengæld virkede som om de alle lige skulle mærke efter, for alle fire havde hånden oppe ved hendes hår mindst én gang i løbet af aftenen.

På et tidspunkt faldt snakken på tirsdag aften, hvor hun havde været med i klubben. Da Herren fortalte om hvordan hendes hænder havde været lænket til halsbåndet, blev de andre nysgerrige. Det ville de da gerne se. Herren gik derfor ud og hentede halsbånd og håndledsmanchetter, som hun fik på. Nu kunne hun ikke længere sænke hænderne lavere end brysterne. For at demonstrere virkningen, smed Herren en teske på gulvet og bad hende om at samle den op. Hun måtte helt ned på alle fire for at samle den op, og bagefter sad hendes nederdel ikke længere helt så smukt. ”Slik den ren og læg den ud i køkkenet” kom det fra Herren. Hun puttede omgående skeen i munden, suttede på den og gik så ud i køkkenet med den.

Da hun kom ind igen, var Herren ved at fortælle at bordet faktisk var sjovere end gulvet. Hun fik besked på at servere cognac og likør. Det blev lidt af en udfordring. Flaskerne stod i et lavt skab, så hun måtte gå ned i knæ for at nå dem. Med det resultat at nederdelen gled op. Så skulle hun servere på sofabordet. Først ned i knæ for at sætte bakken. Så rundt til hver enkelt med et glas. Så rundt igen for at servere. Hver gang op og ned. Da hun skulle hælde cognac op til en af kvinderne, var hun uheldig og var ved at tabe flasken. Det lykkedes hende at redde den, men ikke uden at spilde cognac på både bordet og gulvet. Herren så vred ud. ”Klodsmajor! En slavinde har ikke lov til at være klodset. Det må vi tale om senere. Slik op!” Hun blev flov. Hun havde jo virkelig gjort sit bedste, men det var ikke let med høje hæle, stram nederdel og lænkede hænder. Men Herren havde naturligvis ret. Hun kunne ikke tillade sig at være klodset. Hun måtte lære at passe bedre på. Hun skyndte sig at slikke cognacen op. Først fra bordet, så fra gulvet. Nu var hun pludselig glad for at gulvet var blevet vasket i dag. Selv om hun vidste at hun havde slikket gulvet rent uanset hvordan det så ud. Så rejste hun sig op, nejede og sagde ”Undskyld, Herre”. Så vendte hun sig mod kvinden hvis cognac hun havde spildt, nejede igen og sagde ”Undskyld, frue”. Så skænkede hun igen for kvinden, denne gang uden problemer, og sagde ”Værsgo, frue”.

Pludselig spurgte Herren om de ville have en cigar. Den ene af herrerne takkede ja, og Herren hentede to cigarer mens Lone blev sendt efter et askebæger. De gik ud på terrassen for at ryge, de andre fulgte med for at få lidt luft. På terrassen stod de to cigarrygende og talte sammen, mens de andre trak lidt væk for ikke at blive generet af røgen. Lone skulle holde askebægeret, så hun måtte stå med rygerne. Lone brød sig ikke om rygning og syntes at askebægre var ulækre. På grund af hendes lænkede hænder kunne hun vælge mellem at holde askebægeret ind til kroppen i højde med hendes bryster, eller lidt ud fra kroppen i ansigtshøjde. Hun valgte det sidste, da hun syntes at ikke lugtede helt så slemt på den måde. Det betød til gengæld at hun måtte se på det hele tiden, hvad hun ikke brød sig om. Men af to onder var det det mindste.

Det var blevet lidt lunere efter at regnen var holdt op, og det var egentlig en dejlig aften. Så de stod lidt og snakkede. Da cigarerne var røget, fik Lone lov at sætte askebægeret på bordet. Hvilket medførte endnu et stunt med at gå ned i knæ. Nederdelen, som efterhånden havde været udsat for lidt af hvert, og ikke var blevet rettet længe, sad efterhånden sjovt. Og et pænt stykke over kanten af strømperne. Selskabet begyndte at trække ind igen med Lone sidst. På vej ind hørte hun henkastet Herren sige til den anden cigarryger at ”… vi lader askebægeret stå herude hvis vi får brug for det igen. Så kan den altid slikke det rent senere”. Lone var chokeret Der var ingen tvivl om hvem ”den” var. Skulle hun slikke askebægeret rent? Det var det værste han havde budt hende indtil nu. Over grænsen syntes hun. Ville hun gøre det? Hun havde svært ved at forestille sig at hun kunne. Hun havde været her næsten en hel uge. Hun havde udholdt diverse ydmygelser og pinsler. Det hele havde været en stor oplevelse, og Herren var tilfreds med hende. Det havde han selv sagt til gæsterne. Skulle det hele ødelægges på grund af et askebæger? Lone vidste ikke sine levende råd. Hun besluttede sig for at hun ville adlyde. Der var trods alt ikke noget farligt i aske. Men dybt inde troede hun stadig ikke at hun kunne. Hun kom til at tænke på den første morgen med havregrøden. Ville han spænde hende fast på pladen igen, denne gang med askebægeret foran sig? Måtte hun ligge sådan hele natten? Ville hun kunne lade være med at brække sig? Hun kunne ikke finde ud af det. Hun prøvede at skubbe tanken fra sig, men den blev ved med at køre rundt i hovedet på hende.

Selskabet sad igen og snakkede, helt uvidende om de tanker der kørte rundt i hovedet på slavinden. Lone stod ved siden af dem. Hendes fødder gjorde meget ondt nu, men hun ænsede det ikke rigtigt. Det eneste hun kunne tænke på var askebægeret.

Pludselig sagde en af kvinderne at nu var hun træt af at se på hvordan den nederdel sad. Det var Lones nederdel hun mente. Om nogen ikke kunne rette den? Hendes mand var hurtig og foreslog at de i stedet tog den af hende. Så ville den ikke være mere til besvær. De andre syntes at det var en god idé, og da Herren samtykkede, kaldte manden hende hen til sig. Han lynede lynlåsen i hendes nederdel op, trak den ned og lod den falde på gulvet. Lone trådte ud af nederdelen, og manden samlede den op og lagde den sammen over et armlæn. Så kælede han lidt for Lones mis inden han sagde ”Jeg får en idé. Hvad siger I til en lille leg?”. ”Åh, nej” tænkte Lone. Hun havde fået nok af lege aftenen før. Men det her viste sig at være noget helt andet.

Manden forklarede sin idé. ”Over den næste halve time kigger vi alle på slavindens behåring og tænker på hvordan den kan beskæres kreativt. Så fremlægger vi vores forslag og vælger det bedste.”
”Og den der har det bedste forslag, får lov til at føre det ud i livet.” supplerede en af kvinderne. Her blev Lone lidt nervøs. Hvad ville de gøre ved hende?
”Desværre nej,” sagde Herren, ”hun skal hjem i morgen, og så skal hun ikke være forandret. Vi må finde på en anden belønning.” Lone åndede lettet op.
”Hvad med at vinderen får lov til at smække slavinden?” foreslog en mand. Det enedes de om. Lone var heller ikke begejstret for den idé.

Den næste halve time stod Lone synlig for dem alle mens de snakkede om løst og fast. I starten lagde hun mærke til at de jævnligt kiggede på hende, men efterhånden fyldte askebægeret hele hendes hoved igen. Kunne hun gøre det? Ville hun gøre det? Det eneste alternativ var at bede om hendes tøj og så gå. På den sidste aften. Det ville være en falliterklæring.

Pludselig var den halve time gået, og konkurrencen skulle afgøres. En efter en kom de hen til Lone for med en finger at vise hvad de havde i tankerne. En kvinde ville lave et hjerte. Hendes mand ville lave to opadpegende vinkler over hinanden, tegnet for Citroën. Herren ville barbere den ene halvdel helt væk, og lade den anden vokse frit. På den måde ville han være sikker på at alle der så hende, straks lagde mærke til at det var usædvanligt. Den anden herre ville barbere væk så der var et ”S” tilbage. S for slavinde, forklarede han. ”Eller for Supergirl, fniste hans kone.” Den sidste kvinde, hende med Supergirl, ville lave en pil der pegede nedad og viste vej til det væsentlige. Det hele foregik med slavinden som rekvisit, selv om det var hende det hele handlede om. Ingen henvendte sig på noget tidspunkt til hende. Undtagen med korte ordrer. Efter lidt diskussion blev de enige om at manden med ”S” vandt. Et slavindesymbol måtte være passende.

”Så skal jeg have min præmie”, jublede manden, næsten som et lille barn. ”Kom herhen, tøs”.
Lone gik hen til ham. ”Flad hånd” forlangte Herren, men ellers blandede han sig ikke. Manden beordrede Lone sig til at lægge sig over hans knæ. Det var lidt svært med hænderne lænkede, men ingen overvejede at hjælpe hende. De grinede bare lidt af hendes hjælpeløshed. Endelig kom hun ned, så hun lå med den bare numse i vejret. Så slog han med flad hånd. Det gav et ordentlig klask, og gjorde ondt, men ikke specielt meget. Manden fortsatte, og gradvist blev slagene hårdere og hårdere. Lone begyndte at vride sig. Men hun lagde ikke så meget mærke til det, for igen kørte tankerne om askebægeret rundt i hovedet på hende. De virkede bedøvende på hende. Det ville være så bittert at ødelægge det hele nu. Men hun troede simpelthen ikke på at hun kunne. Det var lige før at hun ikke lagde mærke til at manden stoppede, fordi han var ved at få ondt i hånden.

Hun fik lov til at rejse sig op, og efter nogle komiske forsøg som alle morede sig over, lykkedes det hende. Hun gik tilbage til sin plads. Nu begyndte gæsterne at tale om det var tid at komme hjemefter. De rejste sig og fortalte hvilken dejlig aften det havde været. Og takkede mange gange. Henvendt til Herren naturligvis. De spurgte om de skulle hjælpe med at bære ud, men det afslog Herren på det bestemteste. ”Hvad har vi slavinder til?” bemærkede han. Gæsterne lykønskede ham med slavinden, og roste hendes opførsel til skyerne. ”Det har du gjort godt” sagde flere af dem. Stadig henvendt til Herren. Ingen henvendte dig til slavinden. Den vellykkede aften var Herrens fortjeneste, selv om hun havde gjort alt arbejdet. Og hendes eksemplariske opførsel skyldtes hans gode opdragelse, ikke hendes indsats. Men sådan er det nok at være slavinde. Hun betragtes som en brugsgenstand, ikke som et menneske.

Herren fulgte gæsterne ud. Der var ikke så meget hun skulle gøre i denne sammenhæng. Da han kom ind igen, bemærkede han at nu var det vist på tide at få ryddet op. Hun mærkede en klump samle sig i maven. Nu skete det. Hun begyndte at blive dårlig.
”Der er meget du skal nå. Begynd med at hente askebægeret fra terrassen.” Klumpen blev større.
”Jeg vil ikke have at det skal ligge og lugte i skraldeposen.” Hun kunne næsten ikke stå på benere.
”Hæld det ud i skraldespanden i gården, tør det efter med en serviet og tag det så med i opvasken.”
Lone stirrede forstenet på ham. ”jamen, jamen …”.
”Er der noget galt?” han så helt bekymret ud.
Uden at tænke busede Lone ud med ”Skal det da ikke slikkes?”.
”Nej da, sikke noget grisseri.”
Lone var helt rundt på gulvet. Inde i hendes hoved var Herrens henkastede bemærkning blevet til en ordre. Hun havde været helt overbevist om at askebægeret skulle slikkes rent. Der havde ikke været nogen tvivl i hendes sind om det. Og nu sagde han bare nej?
”Åh, du hørte hvad jeg sagde til Carl. Det var bare en sjov bemærkning”.
Lone vaklede lidt, hendes hjerne gik i stå. Hun var ved at falde da han greb hende. Han holdt om hende med et fast greb. Hun lagde hovedet ned på hans skulder og begyndte at græde. Sådan stod de et stykke tid hvor han bare holdt om hende. Så førte han hende ind til sofaen i stuen, og satte hende blidt ned og satte sig ved siden af. Hun klyngede sig stadig til ham. Der sad de så tæt sammen, Herren i jakkesæt og slavinden bundløs, men med hofteholder strømper og høje sko.

Langsomt kom hun til sig selv. Hun undskyldte meget sin opførsel. Han trøstede hende og forklarede at der ikke var noget at undskylde. Han havde bemærket hendes afsky for askebægeret, og havde med vilje lade den lille bemærkning falde. Det var rent mind fuck. Han vidste ikke om det ville virke, det var en chance han tog. Men det havde altså virket over forventning. Lone sad stadig og forsøgte at forstå hvad der var sket. Hvordan hun havde kunnet lade sig køre så langt ud på grund af en lille sidebemærkning. Som slet ikke var henvendt til hende. Glæden begyndte at vende tilbage til hende, efterhånden som hun forstod at det ikke var slut. At det ikke havde været forgæves. At hun var kommet igennem næsten hele ugen og stadig var værdsat. At det var dejligt at være slavinde. At blive bragt derud hvor hun ikke kunne bunde, fysisk eller psykisk, og så blive bragt sikkert tilbage igen.

Hun rejste sig op, nejede dybt for Herren idet hun takkede ham. Og hun mente det virkelig. Hun begyndte at tage ud af bordet, men blev stoppet af Herren der mente at det havde hun tid til næste dag. Nu trængte hun vist mere til at komme i seng.

Den nat sov hun godt og tungt.

 

 


Skriv en kommentar so far
Skriv en kommentar



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



%d bloggers like this: