Sommerherrens blog om dominans og underkastelse


Slavinde for en uge – 6. del

Af Sommerherren (sommerherren@gmail.com). 2017.

 

6. Onsdag

Lone vågnede ved vækkeurets ringen. Hun havde svært ved at komme til sig selv. Hun havde været længe om at falde i søvn aftenen før, da dagens og især aftenens oplevelser havde kørt rundt i hovedet på hende. Langsomt blev hun lidt mere nærværende og mærkede på sin bagdel. Den var stadig meget øm. På badeværelset, hvis man kan kalde hendes lille toilet sådan, prøvede hun at se den i spejlet. Det lykkedes kun delvist, men hun så nogle flotte farver!

Morgenen forløb som sædvanligt, og da daggryet kom, viste det sig at være en rigtig dejlig dag med solen skinnende fra en klar himmel.

Da hun efter at have ryddet op efter morgenmaden meldte sig på kontoret, fortalte Herren at de ville benytte sig af det gode vejr til at gå en tur. Han ville vise hende lidt af Roskilde. ”Det er så heldigt at onsdag formiddag er torvedag, hvillet giver lidt mere liv i byen” forklarede han. I første omgang livede hun op ved udsigten til en spadseretur med Herren, men så kom ordren ”Mød mig det sædvanlige sted på torvet”. Altså endnu en gang næsten en times vandretur i høje hæle ind til byen. Efterfulgt at ventetid af ukendt længde. Sukkende, men uden protester, begav hun sig afsted på den efterhånden velkendte tur.

Da hun nåede torvet kunne hun se at det var helt forandret. Hvor der plejede at være parkeringspladser, var i stedet klistret til med forskellige boder, og der var et mylder af folk. Godt nok ikke mange i kjole og stilethæle, men ellers alle mulige slags mennesker. Mens hun ventede ved springvandet, kiggede hun på boderne. Det var primært fødevarer, grøntsager, kartofler, frugt, ost og fisk, men der var også kræmmerne der solgte alle mulige brugte ting, vaser, lysestager, figurer, bøger, lamper og alt muligt skrammel. Fordi der var så meget at se på, faldt ventetiden hende ikke så lang. Og selv om fødderne var ømme, var hun blevet bedre til at både gå og stå i stiletter, så den del var ikke helt så slemt som tidligere.

Hun fik heller ikke lov til at vente så længe denne gang før Herren dukkede op. Hun hilste ham ved at neje. Hun så godt at nogle af de nærmeststående kiggede underligt på hende, men var efterhånden blevet ligeglad med hvad folk tænkte. Og hun så da også nogle få der smilede ved synet.

Herren tog hende om livet og førte hende ind på torvepladsen, hvor de gik og kiggede på boderne og varerne. Herren holdt hende om livet. Det virkede helt underligt at de gik så tæt, som et forelsket par, og ikke som Herre og slavinde. Men det forhindrede dem i at komme væk fra hinanden i mylderet. Ind imellem flytte Herrens hånd sig også, og f.eks. tog hende på brysterne uden at tage hensyn til hvem der så på. Eller den gled ned og klemte hendes baller, hvilket fremtvang et hørligt gisp fra hende da hendes bagdel stadig var meget øm efter aftenens behandling. Nogle gange gled hånden fra hofteholderen langs stropperne ned til strømpernes kant, hvilket mindede hende om hendes noget anderledes underbeklædning. Noget hun ellers nærmest var holdt op med at tænke over. Enkelte gange listede en hånd sig ind mellem knapperne på den gennemknappede kjole, og kærtegnede med hendes mis eller nulrede en brystvorte. Det fik hende hver gang til at rødme og skæve til de omkringværende, for at se om de lagde mærke til noget.

Ved en frugtbod standsede han op, fandt nogle mønter frem og bad hende købe et æble. Der var en lille kø, men hun fik købt æblet og afleverede det til Herren. Han tog en bid og sagte ”Uhm, det smager godt”. Han spurgte ikke om hun ville have noget.

Han førte hende væk fra boderne og hen mod domkirken, der ligger lige ved siden af torvet. De gik rundt om kirken mens han fortalte lidt om den. At de fleste danske konger siden Margrethe den første er begravet her. Hvordan det er et sammensurium af stilarter, fordi der hele tiden er bygget nye kapeller til, for at få plads til nye grave. På vej rundt om kirken ser de Frederik den niendes kapel, som blot er en ottekantet mur med en gitterlåge i. Bag lågen ligger kong Frederik og dronning Ingrid i fri luft.

Efter kirken begyndte det at gå stejlt nedad. Lone begyndte at have problemer med stiletterne. Herren støttede hende, men med en bemærkning om hun burde kunne klare sig selv. At han er klar over at det er nyt for hende, og at hun endnu ikke har fået tilstrækkelig træning i at gå i stiletter. Efter at have gået lidt, nåede de til Byparken. Stien fortsatte fremad, men Herren drejede til højre ind i parken. Byparken er en stor græsplæne omgiver af træer. Rundt langs kanten løber en grusbelagt sti. Hele parken skråner ned mod fjorden, og i det fjerne kan man se ud over vandet. De fortsatte ned ad stien. Det blev ikke lettere at gå på stiletterne, der sank ned i gruset. Lone lagde armen om Herren, der allerede havde lagt sin arm om hende. Det føles dejligt at gå på den måde. Der var ikke voldsomt mange mennesker i parken, det er jo onsdag formiddag, men enkelte andre var ude at gå tur i det gode vejr, mest ældre mennesker og mødre med små børn.

Halvvejs nede nåede de til en bænk. Herren bemærkede at nu måtte hun stå selv, for han ville hvile benene lidt. Og så satte han sig på bænken og spiste videre af sit æble. Lone stod som lamslået. Han havde behov for at hvile benene. Han som højest havde gået en halv time i behagelige sko, mens hun havde gået og stået i snart to timer i stiletter! Og lige nu skulle hun næsten stå på tæer, for at undgå at hælene sank ned i gruset. Væk er den tætte samhørighed hun følte lige før. Tilbage er følelsen af hvor urimeligt et Herre-slavinde-forhold er. Men tilbage er også den lille kildren i hendes skød. Følelsen af at hun nok engang er blevet sat på plads. At hun har fået hvad hun ønskede. At hendes drøm er gået i opfyldelse.

Herren havde nu spist hele æblet, og sad med kærnehuset i hånden. Så skete det utrolige. Han spurgte om hun gerne ville sidde. Hun svarede taknemmeligt ”Ja tak, Herre” og understregede det ved at neje. Hun ville virkelig rigtig gerne sidde ned. Hans næste ord kom bag på hende. ”Så sæt dig på jorden her ved mine fødder.” Hun var chokeret. Skulle hun sidde på den bare jord ved hans fødder ved siden af en halvtom bænk? Her, hvor hun kunne ses af alle. Men der gik ikke lang tid før ønsket om at sidde overvandt skammen, og hun begyndte at sætte sig. Men stoppede i handlingen da han beordrede ”Vent”.

”Du må ikke svine din kjole til på den snavsede jord. Løft den væk, så du ikke sidder på den.” Nå, så der må ikke komme skidt på kjolen, men gerne på hendes bare bagdel. Nå ja, hvis det er sådan han vil have det, så får han det. Og ønsket om at komme til at sidde overskyggede alt andet. Hun så sig først om, men der var ingen i nærheden. Så løftede hun sin kjole op og væk, og satte sig forsigtigt med den bare ende på jorden. Hun mærkede en let smerte af nogle små sten der prikkede hendes forslåede baller. Så kom det næste problem: Hvordan skulle hun sidde? Det mest behagelige ville være at sidde med ryggen mod bænken og knæene trukket op. Men så ville hun udstille sit underliv til alle der gik forbi, da de ville kunne se lige op under kjolen. Så hun valgte at strække benene ud foran sig. Ikke det mest behagelige, men meget anstændigt. Hun bredte kjolen ud over benene. Det fik hende til at tænke på aftenen før, hvor hun ikke kunne rette på sin nederdel. Og glæde sig over at det kunne hun nu. Men allermest glædede hun sig over at få vægten væk fra sine fødder.

Herren rakte sin hånd frem mod hende. ”Her, spis resten.” Hun kiggede på hans hånd. Det var hans æbleskrog. Igen protesterede noget i hende. Skulle hun spise hans rester? Og kernehuset i et æble er ikke bare rester, det er affald. Noget som man normalt ikke spiser. Men hun tog skroget og kiggede lidt på det. Det var trods alt ikke farligt. Og mere appetitligt end så meget andet hun havde spist. Så hvorfor ikke. Hun pillede fraværende stilken ud og skulle lige til at smide den, da hun kom på andre tanker. Hun spurgte Herren om hun måtte smide den. ”Hvad sagde jeg at du skulle?” svarede han. ”Spise resten” svarede hun spagt. ”Og hvad tror du at ’resten’ betyder?”. ”Det hele” lød det endnu svagere. ”Netop!”. ”Undskyld, Herre”, svarede hun højt og skyndte sig at putte stilken i munden og begyndte et tygge på den. Det var mest en underlig fornemmelse, den smagte ikke af ret meget. Efter at have gumlet lidt, følte hun at den var så blød at hun kunne sluge den, og tog en bid af skroget. Det smagte af æble, det var mest konsistensen der var ubehagelig. Og der kom en bitter smag da hun kom til at tygge på en kerne. Noget hun prøvede at undgå at gøre igen, hvilket dog ikke lykkedes.

Mens hun sad og spiste, kom hun til at tænke på det barokke i situationen. Hun sad i fuld offentlighed på jorden ved siden af en mand der sad på en bænk med masser af plads. Hun sad med sine bare baller direkte på den beskidte jord. Baller der havde røde og blå mærker efter slag, og som gjorde ondt når de blev stukket af de små sten i gruset hun sad på. Når det gjorde for ondt, og hun måtte flytte sig lidt, flyttede smerten sig bare. Det snavsede grus måtte ikke komme på hendes kjole, men gerne på hendes baller og hendes skød, der var helt ubeskyttet. Og hun sad og spiste hans affald. Hendes påklædning var helt igennem designet til at han skulle nyde at se den, og på ingen måde til at være behagelig, anstændig eller praktisk.

Da hun havde spist hele resten af æblet, det var egentlig ikke så slemt, det var mere tanken, beordrede han hende til at komme tættere på. Hun rykkede helt hen til ham og lænede sig op ad hans ben, og benyttede chancen til at trække sine egne ben op under sig for på den måde at sidde mere behageligt. Hun passede på sin kjole, både på ikke at komme til at sidde på den, og på at dække sig anstændigt. Hun sad nu og slappede af, og selv om gruset stadig stak, var det nu mest på hendes bare lår, og ikke så meget på hendes mishandlede baller. Hun mærkede at hans hånd kom ned i hendes halsåbning og kærtegnede hendes bryst under kjolen. Og selv om han nev hende i brystvorden ind imellem, var det mest af alt en kærlig berøring. Hun havde en følelse af at han næsten var Gud. Hun var ikke værdig til at sidde ved siden af ham, og han kunne tillade dig alt hvad han havde lyst til. Hun har her kun for at tjene ham. Og samtidig følte hun at han elskede og beskyttede hende. Ikke kærlighed som mellem elskere, men mere som en forældres kærlighed til sit barn, eller Guds kærlighed til et menneske. Hun glemte fuldstændigt omverdenen, der var kun de to. Herren og hans underkastede.

De smukke øjeblikke varer aldrig evigt, og hun måtte rejse sig da han besluttede at det var tid til at gå. Stien var fladet lidt ud, men gik stadig nedad. Hun havde stadig problemer med at gå på stiletterne, men hun var fast besluttet på at gøre hvad hun kunne. Hun ønskede at være den bedst mulige slavinde for hendes Herre. Han måtte dog stadig støtte hende ind imellem når hun var ved at falde.

For enden af parken krydsede de en vej og en parkeringsplads, og nåede havnen. Her var en hel del flere mennesker. Det var som om alle i Roskilde der havde fri denne dag, var taget på havnen for at nyde det gode vejr. Måske var det sidste chance i år. Det var faktisk ganske varmt efter årstiden. Det var omkring middagstid, hun havde ikke noget ur, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Herren fandt en bænk, og satte sig i den ene side. Han sagde ikke noget om at hun skulle sætte sig, så hun blev stående. Det fik hende til at tænke på at det var en stor gestus af Herren at hun havde fået lov at sidde parken. Det var ikke noget hun skulle forvente hele tiden. Det var kun rimeligt at han kunne sidde og slappe af og nyde det gode vejr, og at hun ventede, parat til at tjene når behovet opstod.

Og behovet opstod. Han fandt nogle penge frem og bad hende om at hente en gammeldags isvaffel. Tre kugler vanilje med flødebolle og guf. Hun gik hen mod Havnekiosken. Han var åbenbart ikke den eneste der havde lyst til is, der var en lang kø. Hun stillede sig op i køen, der kun bevægede sig langsomt. Selv om hun havde fået et hvil, var hendes fødder ikke begejstrede for at stå i kø. Til sidst fik hun sin is og kunne gå tilbage for at aflevere den til Herren. Han sagde ikke tak, hvilket han jo heller ikke havde nogen grund til, men gav hende et smil. Og det smil var i hendes øjne bedre end tak. Hun stod stille og så på ham, mens han nød sin is. Tanken om at hun også havde lyst til en is, skød hun fra sig. Hun kunne ikke forvente at han skulle ofre en is på en slavinde. Hun var ikke værdig til at sidde sammen med ham, og endnu mindre til at dele en is med ham. Han var hendes Herre, den hendes tilværelse drejede sig om, og hun burde nyde hans glæde ved isen i stedet for at være misundelig. Og at hun havde ondt i fødderne, burde ikke spolere den glæde.

Da han havde spist isen, rejste han sig og hun fulgte ham videre. De gik væk fra havnen ud til en lille gade. Herfra hørte en stejl sti op ad an skråning. Lone kæmpede med at komme op ad stien med Herren efter sig, men det lykkedes til sidst. Oven for stien var et lille anlæg, og bagved anlægget en lille kirke. Lige oven for stien stod en bænk på et lille stykke græs, der var adskilt fra rasten af anlægget med nogle høje buske. Herren satte sig midt på bænken, og bad hende sætte sig ved hans fødder. Hun satte sig som før, med benene trukket op under sig og lænende sig op ad hans ben, idet hun passede på ikke at sætte sig på kjolen. Hun behøvede ikke at tænke på hvad andre kunne se mens hun satte dig, for der var ikke andre. Men hun bredte tækkeligt kjolen ud over hendes ben.

Hun sad igen og nød situationen. Denne gang med en smuk udsigt over fjorden. Igen kom hans hånd ned i hendes halsudskæring og kendetegnede hendes bryster. Men kort efter kom den op igen og knappede de øverste knapper op i kjolen. Ned til under hendes bryster. Kjolen blev vippet til side, og han kunne nu bedre komme til brysterne. Hun brød sig ikke rigtig om situationen. Godt nok var der ingen mennesker her, men der kunne når som helst komme nogen op ad stien eller rundt om buskene fra kirken. Selvfølgelig var det hans ret at have uhindret adgang, og hun prøvede da heller ikke at dække sig til, men alligevel kunne hun ikke lide situationen. Og alligevel, for hun kunne vældig godt lige hans kærtegn. Det at sidde ved Herrens fødder og modtage hans kærtegn, var lykken. Eventuelle komplikationer var Herrens problem. Hun skulle bare koble af og yde. Og i dette tilfælde nyde.

Herren beordrede hende nu til at knappe kjolen op nedefra og op til livet, og trække den til side, så han kunne nyde hendes ben. Hun gjorde som befalet, men uden den store begejstring. For godt nok ville hun gerne have at Herren nød hendes ben, men hun brød sig ikke om tanken om at en tilfældig forbipasserende ville kunne nyde ikke blot hendes ben, men også at hun ikke havde trusser på. Her sad hun så med stort set blottede bryster, blottede ben i strømper og hofteholder og hendes skød til skue. Herren kunne ikke se hendes skød oppefra, så det var ikke for at han kunne nyde synet af det. Det blev vist frem blot for at han kunne se hendes ben. Men det var vel også grund nok. Det vigtigste er at glæde Herren, hvad det har af bieffekter for hende, er uden betydning. Hun havde på en gang en følelse af at være elsket og værdsat, og blot at være en genstand for Herrens fornøjelse.

Efter at havde siddet i nogen tid, hun havde ingen anelse om hvor længe, bad Herren hende rejse sig og vende sig om. Han knappede nogle af knapperne i hendes kjole. Fra livet og ned, så den sidste knappede knap sad over kanten på hendes strømper. Og fra livet og op, så den sidste knappede knap var ca. midt mellem hendes bryster. Så rejste han sig og sagde ”Kom” og gik. Hun fulgte med ham. Hun forsøgte ikke at knappe flere knapper, for Herren havde uden tvivl knappet dem som han syntes skulle knappes. Men hun følte sig noget mere udsat.

De gik forbi kirken og tilbage mod byen. Heldigvis skulle de ikke tilbage ned ad den stejle sti til havnen. De sidste små gader op mod byen var dog ret stejle, og Lone kæmpede for at følge med på sine høje hæle. Herren gik bare, og forventede at hun fulgte. Pludselig tårnede domkirken sig op over dem. Hvor så den stor ud når man kom fra denne side. De fortsatte forbi domkirken og torvet, og drejede til højre ned ad gågaden. Lone genkendte med lidt gysen den lille sidegade med lingeriforretningen hvor hun havde købt sin hofteholder.

Lidt nede ad gågaden stødte de på en bænk, hvor der sad et ældre par i den ene ende. Herren satte sig i den anden ende. Parret rykkede lidt væk, som for at gøre plads til hende, men Herren ignorerede dem. Så pegede han over på en anden side af gaden, hvor der lå et pizzaria. Han beordrede hende til at gå over og spørge om de havde et menukort. Manden bag disken gav hende en lille folder som hun gik tilbage til Herren med. Hun nejede let idet hun gav ham den. Så stod hun tålmodigt og ventede mens Herren læste på kortet. Ægteparret (gik hun ud fra at det var) spurgte om hun ikke ville side. Hun svarede høfligt ”Nej tak”, men kunne mærke at hun blev rød i hovedet. Herren lagde kortet til side, fandt nogle penge frem og bad hende hente en Pizza Venezia og en flaske vand. Hun gik tilbage og bestilte og betalte pizzaen. Og ventede mens de lavede den. Hun var ikke den eneste der skulle have mad, det var jo omkring frokosttid, så der var lidt ventetid. Der var et par stole man kunne sidde og vente på, men selv om der ind imellem blev en ledig, vidste hun at hun ikke måtte sætte sig. Hun tænkte på at herren sad på bænken og nød solskinnet, mens hun stod her ventede på at få leveret en pizza til ham. Hun havde ingen illusioner om selv at få lov til at spise pizza. I hvert fald ikke uden videre. Mens hun ventede, og kunne mærke sulten komme frem, ikke mindst på grund af duften af friskbagt pizza, begyndte hun at tænke på om Herren mon havde planlagt at hun skulle have frokost i dag. Og hvad det i så fald ville blive. Det var ikke til at vide, og hun opgav at gætte på det. Men hendes tanker kredsede hele tiden om mad.

Da hun kom tilbage med pizzaen, var ægteparret gået. Og ingen andre havde sat sig, så Herren var alene på bænken. Det fik ham nu ikke til at tilbyde hende at sætte sig. Og hun vidste også godt at hun ikke kunne sidde på en bænk sammen med Herren. Og hun havde ikke lyst til at sidde på asfalten her i menneskemylderet. Så det var nok bedst at hun blev stående. Selv om hendes ben og fødder aldeles ikke var enige med hende. Nå, uanset hvad, så var det ikke hendes beslutning. Hun skulle bare adlyde og se hvad der skete.

Så hun stod tålmodigt og så Herren spise. Og forsøgte ikke at tænke for meget på sin egen sult. Derimod tænkte hun med lidt skjult morskab på at Herren opførte sig som en forkælet dreng, mens han spiste. Han spiste nemlig ikke skorpen. Han gnavede fra spidsen af de trekanter som pizzaen var skåret ud i, men efterlod hver gang skorpen. Og hun tænkte med lidt bitterhed, at det kan han jo også sagtens tillade sig, han har jo masser af mad.

Da Herren var færdig med at spise, og der kun lå skorperne tilbage, sad han og slappede af og drak det sidste af sit vand. Hun blev ikke spurgt om hun ville have noget at drikke. Herren så ud til at nyde at sidde og kigge på folk der gik forbi. Det virkede som om han havde glemt hende. Pludselig sagde han ”Spis det her” og rækte hende pizzaæsken med skorperne. Hun kiggede forbavset på ham idet hun tog æsken. Skulle hun igen spise hans rester? Denne gang er det dog rigtige rester, og ikke affald. Noget han selv burde have spist, men øjensynlig var for kræsen til. Hun tænkte ikke så meget mere, så tog sulten over, og hun begyndte at spise. Skorperne var nu blevet kolde, og smagte ikke specielt godt. De var tørre, og hun havde ikke noget at drikke til. Herren havde tømt vandflasken. Men var det egentlig ikke også rigtigt. Herren får hvad han skal have for at blive mæt og nyde sin mad. Og hun får stillet sin sult. Han har taget hensyn til hendes helbred, og ikke andet. Og er det ikke også det han skal? Var det ikke det der var aftalen? Pludselig slog en tanke hende. Herren havde ikke undladt at spise skorpen fordi han var en forkælet lille dreng. Herren opførte sig på ingen måde som en forkælet dreng, men som en ansvarsbevidst om end bestemt mand. Herren havde undladt at spise skorpen, for at hun kunne få noget at spise! Pludselig ser hun sine skorper i et helt andet lys. Pludselig får hun en fornyet respekt for Herren. Ja, han forlanger meget af hende. Ja, han bruger hende hensynsløst. Ja, han behandler hende som en ting og ikke som et menneske. Men det er hans rolle. Det er hans del af aftalen. Og han sørger for at hun ikke lider nød. Han er en Herre som holder af og passer på sin slavinde.

Mens hun spiste, satte et ungt par sig på bænken. De havde mest travlt med hinanden, og kiggede kun lidt på Herren og slavinden. Da hun havde spist alle skorperne, nejede hun for Herren og sagde ”Tak for dejlig mad”. Det fik det unge par til at kigge undrende på hende, og hun kunne mærke at hun rødmede. Herren beordrede hende til at gå over i affaldsspanden med den tomme æske, og da hun kom tilbage, rejste han sig og gik tilbage mod torvet.

Da de nåede fortovscaféen på torvet, bemærkede han at han var tørstig, og spurgte hende om hun også var det. Taknemmelig svarede hun ja, og de fandt et bord hvor Herren satte sig. Han fandt penge frem, og beordrende hende til at købe en stor og en lille fadøl. Helt benovet gik hun hen mod baren. Havde hun fået lov til at drikke øl? Det havde hun godt nok ikke regnet med. ”Det bliver det eneste lækre jeg har fået siden jeg tog hjemmefra i fredags”, tænkte hun, mens hun stod i køen. Samtidig tænkte hun på hvor tørstig hun var blevet, og hvor godt det skulle gøre. Da det blev hendes tur, så hun at det var en ung mand der ekspederede, og hun måtte læne sig lidt frem for at kunne høre hvad han sagde. Pludselig bemærkede hun at hans blik gik nedad. Hun så ned og opdagede at hendes kjole var gledet til side og afslørede det ene bryst. Rødmende skyndte sig at lukke den sammen med hånden idet hun mumlede et undskyld. Hun fik mandens opmærksomhed igen, og fik bestilt sine øl. Da hun modtog en øl i hver hånd, bemærkede hun igen hans blik falde og opdagede at kjolen havde åbnet sig igen. Ikke så meget denne gang, men den afslørede alligevel mere end den burde. Med en øl i hver hånd kunne hun ikke gøre noget ved det, og hun vendte tilbage til Herren i godt humør ved tanken om en kommende øl. Et humør som lidt for meget kavalergang ikke kunne ødelægge.

Hun satte den store øl foran Herren, idet hun nejede og sagde ”Værsgo Herre”. Den lille satte hun ved siden af idet hun rettede på sin kjole og ventede på tilladelse til at drikke øllen. Herren sagde ikke noget, og en forfærdelig tanke slog hende. Sæt nu at hun ikke fik lov at drikke den. Sæt nu at hun skulle stå og tørste mens han drak begge øl. Det var lige før hun fik tårer i øjnene ved tanken. Og da Herren endelig åbnede munden, fik hun virkelig tårer i øjnene, men af en helt anden grund. Herren forklarede nemlig at den lille øl var til ham, da han jo skulle køre hjem. Den store var til hende. Han bad hende om at bytte glassene, hvorefter han sagde ”Skål, du må gerne drikke” og skålede med hende.

Hun var blevet meget tørstig, og tog nogle ordentlige slurke af den kolde øl. Den smagte himmelsk. Lige nu havde hun det fantastisk. Tænk at hun kunne drikke øl med sin Herre på en café. Så blæse være med at hun skulle stå op på trods af sine trætte ben og ømme fødder. Blæse være med at folk omkring hende kigge mærkeligt på hende. Pyt med at kjolen kun lige var knappet det mest nødvendige. Livet er dejligt som slavinde!

Hun var så tørstig og nød øllen så meget at hun var færdig før Herren nåede halvvejs. Herren fandt flere penge frem og bad hende hente en stor øl mere. Hun begynd med ”Jeg skal nok ikke have..”, da hun blev afbrudt med ”Det var ikke et forslag”. Hun blev omgående flov over at være begyndt at diskutere med Herren. Hun havde forløbet sig. Ladet sig rive med af stemningen. Men selvfølgelig kommer Herren ikke med forslag, han giver ordrer. Med et ”Undskyld, Herre” nejede hun og skyndte sig hen mod baren. Hun turde ikke kikke på de omkringsiddende for at se deres reaktion. Køen var kort denne gang, og hun kom tilbage, nejede og satte glasset med et ”Værsgo, Herre”. Hvortil hans eneste svar var ”Drik”.

Det gik ikke helt så stærkt med den næste øl, da den værste tørst jo var slukket. Men hun drak alligevel pænt, det smagte jo stadig dejligt. Og vejret var stadig varmt. Hun kunne mærke at hun skulle tisse. Hun havde ikke været på toilettet siden i morges. Hun spurgte Herren om han vidste hvor der var et toilet. ”Ja, derovre” svarede han, og pegede hen mod rådhuset. Hun skulle lige til at gå, da hun kom i tanke om at hun nok hellere først måtte spørge om hun måtte gå på toilettet. ”Nej” var alt han svarede. Ingen begrundelse, ikke noget uddybende. Efter den første forbavselse kunne hun jo godt indse at Herren selvfølgelig ikke skulle begrunde sine afgørelser. Hun skulle bare adlyde. Så hun blev stående og drak videre af sin øl. Men nu kunne hun ikke lade være med at tænke på at hun skulle tisse.

Da Herren var færdig med sin øl, bemærkede han at det vist var tid at komme videre. Han rejste sig og beordrede hende til at drikke ud. Hun kunne godt høre at det ikke var en opfordring, men en ordre, så selv om hun hellere ville lade resten stå, skyndte hun sig at tømme sit glas. Herren sagde ”Det har været hyggeligt, men nu må vi videre, der er stadig ting der skal gøres. Skynd dig hjem. Og ingen svinkeærinder”. Så gik han, uden at vente på svar.

Hun stod et øjeblik målløs, inden hendes hjerne begyndte at fungere igen. Efterhånden gik det op for hende at ”ingen svinkeærinder” betød at hun ikke måtte gå på toilettet. Og bevidstheden om at hun ikke kunne komme til at tisse, gjorde hende bare endnu mere trængende. Hun begyndte den lange tur hjemefter. Hun var godt gal i skralden. Nægte hende at komme på toilettet! Med begrundelsen at de havde travlt. Hvis han havde ladet hende køre med hjem, ville hun spare næsten en time. Og igen skulle hun gå lige forbi centeret uden at kunne købe ind, fordi hun ingen penge havde. ”Det har været hyggeligt.” Ja tak, han havde kørt i bil frem og tilbage. Han havde siddet ned og spist is, mens hun havde stået op og set til. Han havde siddet og spist pizza, men hun måtte stå og spise kolde skorper. Han havde spist æble, hun havde fået skroget. Og nu sad han i sin bil på vej hjem, mens hun måtte gå på trætte ben i høje sko. Vel vidende at hun skulle afsted igen for at købe ind. Og han havde siddet mageligt på bænken, mens hun måtte side på den kolde og beskidte jord. Og hendes kjole havde været vigtigere end hendes ædlere dele! Men det havde nu været dejligt at sidde ved hans fødder og nyde hans kærtegn. Og han havde været sød at bevare hendes værdighed i parken og først knappe kjolen op på et isoleret sted. Og han havde været sød at gemme noget af sin mad til hende. Den kedeligste del, bevares, men hvad kunne hun forvente? Og det havde nu været dejligt at drikke øl med Herren på caféen. Og i det hele taget at gå tur med ham i det dejlige vejr. Og han havde kærligt støttet hende når hun havde svært ved at gå. Selv om det ikke burde være hans problem at hun ikke havde lært at gå i højhælede sko. Det måtte hun altså se at blive bedre til. Alt i alt havde det været en dejlig eftermiddag. Måske mest af alt fordi hun havde været sammen med Herren hele tiden. Ikke på en måde der udviskede forskellen mellem dem, men på en måde der understregede den. Selvfølgelig kunne hun ikke sidde ved siden af Herren. Selvfølgelig skulle han køre bil og hun gå. Selvfølgelig kunne de ikke spise det samme. Selvfølgelig skulle han ikke ofre is på en slavinde. Selvfølgelig var der forskel på Herre og slavinde. Det var jo det der var hele idéen med at hun var her.

Tankerne skiftede fra det sure til dejlige mens hun genoplevede dagen på vej hjem. Hvilket gjorde at tiden gik hurtigt. Humøret var godt det meste af vejen. Kun da hun passerede centret, blev hun irriteret over ikke at kunne købe ind til aftensmaden. Og tissetrangen, som hun næsten havde glemt, kom frem igen. Hun overvejede at gå ind og benytte kundetoilettet, men det ville klart have været et svinkeærinde, og Herren fortjente ikke at hun svigtede ham på den måde. Så hun fortsatte hjem. Det sidste stykke vej blev humøret igen bedte. Også ved tanken om at hun havde et toilet derhjemme. Pludselig virkede hendes lille grå kolde toiletrum mere tiltrækkende.

Da hun endelig nåede hjem, var hun fristet til at gå på toilettet med det samme. Men hun fandt det rigtigst at melde sig hos herren først, så han vidste at hun var hjemme. Sjovt at hun nu tænkte på Herrens hus som ”hjemme”. Men sådan følte hun det faktisk.

Hun fandt Herren i hans arbejdsværelse, hvor hun for første gang så hvad klokken var. Den var 16.30. Hun anede ikke at det var så sent. Dagen havde været længere end hun troede. Lang og dejlig, smilte hun ved sig selv. Herren forklarede at klokken var mange, så hun måtte skynde sig ud at handle, og så at lave mad bagefter. Fornøjelserne var ovre, nu var det tid til at arbejde. Hun spurgte om hunde måtte gå på toilettet først. Svaret var at nej, det var der ikke tid til. Med tilføjelsen at hun slet ikke måtte gå på toilettet før hun fik lov af ham. Når hun ikke selv kunne, skulle han nok prioritere hendes tid.

Lone gik ud i køkkenet for at hente pungen, og med et suk gik hun gennem kælderen ud og begav sig mod centret. ”Fornøjelser” tænkte hun undervejs. At vandre op og ned ad stejle gader og stier i stiletter. At stå og se herren spise eller drikke. At gå hele vejen frem og tilbage. En fornøjelse, måske. Men afslapning var det ikke. Jo, det havde været en fornøjelse. Men nu var hun træt, og han undede hende ikke et hvil eller en tissepause. Hun måtte minde sig om at hun var her for at gøre hans liv bekvemt, og at hun havde ønsket at der ikke skulle tages hensyn til hende. Igen gik hendes tanker mod dagens gode oplevelser, og turen gik lidt lettere.

Da hun serverede aftensmaden for ham, havde hun stadig ikke fået lov til at tisse. Hun havde temmelig svært ved at holde sig efterhånden. Mens han spiste stod hun med sammenklemte ben. Men hun sagde ikke noget. Hun var ikke i tvivl om at han kunne se på hende at hun var trængende. Hun ville ønske at hun kunne stå afslappet, men tissetrangen bar blevet for påtrængende til det. Da han serverede hendes slavindemad, det sædvanlige sammensurium af hans tre retter mad, satte han et stort glas isvand ved hendes side. Som hun fik besked på at drikke. Hun havde svært ved at holde sig, som hun lå der på alle fire og spiste som en hund, så hun drak kun lidt af vandet mens hun spiste. Da hun havde slikket skålen ren, var der ikke noget at gøre, hun måtte drikke alt vandet før hun kunne rejse dig.

Herren forlangte at få serveret kaffen på terrassen i dag. Og for at det ikke skulle blive for mørkt, skulle hun servere den hurtigst muligt uden at rydde op først. Lone klemte benene sammen og dækkede op mens kaffen bryggede. Hurtigt blev det hele klar, og Herren satte sig til rette mens hun blev stående og afventede nye ordrer. Eller en tilladelse. Med benene klemt sammen.

”Jeg synes at det er ved at blive lidt køligt” sagde Herren. ”Hent min grå trøje i mit garderobeskab.”. Hun hentede trøjen som han tog på. Hun var enig i at det var køligt, men hun havde ikke andet end sin kortærmede kjole uden undertøj under. En kjole hvor de fleste knapper alligevel ikke var knappet. Kulden gjorde hende ikke mindre tissetrængende.

”Det er en dejlig aften. Lad os lege en leg.” sagde Herren, uden at forklare hvad legen gik ud på. ”Start med at knappe alle knapperne i din kjole.” Lone knappede knapperne. Det gav en lille smule varme, men ikke meget. Til gengæld gav det noget bekymring om hvor dette skulle føre hen. Hun blev nu bedt om at hente en kande med vand, et af de små vandglas, et stykke papir, en saks og en kuglepind. Uden at forstå hvad det gik ud på, gjorde hun hvad der blev sagt.

”Du ser ud som om du trænger til at tisse.” (”Nå, havde han opdaget det? Hvor skarpsindigt!”, tænkte hun.) ”Målet med legen er at du får lov.” (”Det lyder godt, men også ildevarslende.”)
”Legen falder i to dele, vi tager en del ad gangen.”
”Første del går ud på at du fylder og drikker et glas, og derefter knapper en knap i din kjole op. Så drikker du et glas mere, og knapper næste knap op.”
”Når alle knapper er knappet op, og du har drukket et glas mere, tager du din kjole af. Og så er første del overstået.”

”Åh Gud,” tænkte hun. ”Der er syv knapper i kjolen. Det er otte glas vand, bare for første del.”
”Har du forstået reglerne?”
”Ja, Herre”
”Er du holdt op med at neje?”
Det havde hun glemt. Det var ikke nemt at neje når hun var så trængende. Hun gjorde et ihærdigt forsøg, som han accepterede, selv om hun ikke selv syntes at det var særlig elegant.
”Godt, min tøs. Vi laver lige en tilføjelse. Efter hvert glas nejer du og takker for det dejlige vand før du knapper op.”
Hun sukkede, men svarede ”Ja, Herre” med et kluntet nej.
”Værsgo at begynde.”

Hun skænkede et glas. ”Helt til kanten” mindede han hende om. Og hun drak det. Og hun sagde ”Tak for dejligt vand” og forsøgte at neje. Så knappede hun den øverste knap i kjolen op.

Hun gentog ritualet med det næste glas og næste knap. Sådan fortsatte hun, idet hun skiftede lidt mellem de øverste og nederste knapper, i et forsøg på at være anstændig længst muligt. Hun vidste at det var lidt absurd, men kunne ikke lade være. Med tiden blev det sværere og sværere for hende at holde sig og at drikke vandet.

Omsider kom hun helt igennem og tog kjolen af. Nu stod hun nøgen foran ham med kraftigt krydsede ben. Hun så at han tog saksen og begyndte at klippe i papiret. Han så ud til at have god tid, noget hun bestemt ikke havde. ”Du må hellere gå ud og fylde kanden op, så vi ikke kommer til at mangle vand.”. Hun gjorde som befalet, men var meget nervøs for at komme til at tisse på gulvet. Så var det trods alt bedre at være udenfor. Da hun kom tilbage, lå der seks stykker papir på bordet.

”Legen går ud på at du drikker et glas vand, og derefter trækker et stykke papir. På bagsiden står en beklædningsgenstand, som du så skal tage af. Når du er helt nøgen, og har drukket et glas vand mere, må du gå på toilettet.”

”Åh gud”, tænkte hun igen. ”Jeg har tre ting på, hofteholder strømper og sko. Måske fem, hvis han tæller de to strømper og de to sko hver for sig. Det er 5 glas plus det ekstra. Det må jeg kunne holde til. ”

Hun drak et glas vand, takkede for det og trak et stykke papir. ”Venstre strømpe” stod der. Hun frigjorde venstre strømpe fra hofteholderen. For at få den af, måtte hun først tage skoen af. Hun prøvede febrilsk at få sko og strømpe af uden at slippe strømmen løs. Så måtte hun tage skoen på igen og spænde den, før hun kunne fortsætte. Det værste var dog at Herren forlangte sedlen tilbage lagde den tilbage på bordet og blandede rundt på sedlerne. Der blev altså ved med at være seks sedler at vælge imellem. Hvordan skulle hun så blive færdig?

Efter næste glas stod der ”Højre sko”. Det var forholdsvis enkelt, men alligevel svært at bukke sig ned uden at tisse. Så kom ”Hofteholder”. Hun frigjorde den anden strømpe, der begyndte at glide ned, og tog hofteholderen af. Her behøvede hun heldigvis ikke at bukke sig. Endnu et glas og et desperat forsøg på at neje, så dukkede der en blank seddel op. Hun kiggede spørgende på Herren, der blot sagde ”Nå, du fik nitten. Bedre held næste gang.” Der var også nitter i spillet! Endnu et glas vand, og så ”Venstre strømpe”. Igen et spørgende blik på Herren. ”Den har du allerede taget af. Prøv igen”. Det gik op for hende hvor lang tid, og hvor meget vand, det kunne tage at få de sidste to beklædningsgenstande af. Og så gik det ikke længere. Sluserne åbnede sig og tisset strømmede ud af hende. Hun stod fortabt der på terrassen og tissede og tissede. Det var så flovt at stå der og tisse foran Herren. Hun så ned i jorden. Kunne ikke se på ham.

Da strømmen endelig var holdt op, dristede hun sig til at se på ham. Han sad med et skævt smil og kiggede på hende. ”Nå, så tabte hun spillet til sidst”. (Hun havde ikke vidst at det var et spil.) ”Tak for spillet, det var rigtig morsomt.” (Morsomt, det havde været forfærdeligt.) ”Og nu er der vist noget vi skal have ryddet op. Du lugter, tøs!” (Lugter, ja uden tvivl, men er der noget at sige til det?)

Han beordrede hende til at gå ned på græsplænen, tage det sidste tøj af og blive dernede. Så forsvandt han ind ad døren. Hun humpede ned på plænen på sin ene sko. Så tog hun skoen og den sidste strømpe af. Mørket var faldet på, og naboerne kunne ikke kigge ind. Men alligevel var det underligt at stå her midt på græsplænen og klæde sig af. Da hun havde fået de sidste stumper af, stod hun nøgen og ventede. Det var også ved at blive ret køligt nu hvor solen var væk, så hun småfrøs. Hun så et kældervindue åbne sig og noget blive kastet ud. Hun kunne ikke se hvad det var. Lidt efter kom Herren tilbage. Han havde en pose i hånden. ”Læg strømpen og skoen heri”. Det gjorde hun, og han smed posen op på terrassen. Så gik han hen og tog det som han havde smidt ud af kældervinduet. Nu kunne hun se hvad det var. Det var en haveslange med en lukkemekanisme for enden. Han rettede slangen mod hende, og pludselig skød en stråle af koldt vand frem og ramte hende. Hun gav et forskrækket hyl fra sig. ”Ti stille, tøs, du skal gøres ren inden du kommer ind i huset.” Det lykkedes hende at tie stille mens han oversprøjtede hende. Hele kroppen fik vand, men han koncentrerede sig om benene og specielt hendes skød, som han gik meget tæt på, så hun fik en kraftig og ubehagelig vandstråle. Hun måtte også vende sig om og blive oversprøjtet bagfra. Hun kunne se at han nød det.

Da han endelig lukkede for vandet, var hun drivvåd. ”Vi kan ikke have dig til at dryppe over hele huset, vi må have rystet det vand af. Hop!”. Det varede et øjeblik før det gik op for hende at han ønskede at hun skulle hoppe på stedet for at ryste vandet af. Han havde åbenbart ikke tænkt sig at ofre et håndklæde på hende. Men måske kunne det hjælpe hende til at få varmen, for hun frøs ganske meget nu hvor hun var våd. Hun begyndte at hoppe på stedet. Han stod bare og kiggede på hende med et smil på læberne. Hun bemærkede hvordan hans øjne søgte hendes bryster, og mærkede hvordan de hoppede op og ned i takt med hendes bevægelser. Hun forsøgte at holde på dem, men fik ordre på at fjerne hænderne. Så hun stod bare og hoppede mens han så til. Hun begyndte at blive forpustet og satte tempost lidt ned, men han beordrede til hende at fortsætte. Han gik rundt om hende mens han kiggede. Han satte sig på hug og kiggede på hendes ben og hendes skød. Men mest var han interesseret i hendes bryster. Han satte hænderne frem for at mærke bevægelsen. Da han endelig beordrende hende til at stoppe, stod hun og hev efter vejret. Han mærkede på hendes krop hvor meget vand der var tilbage. Han virkede dog mest interesseret i hendes bryster, balder og skød.

”Gå ned i kælderen og bliv tørret ordentligt. Der ligger et håndklæde ved kælderdøren. Sørg for ikke at dryppe nogle steder indendørs. Når du er tør, så kan du rydde op efter aftensmaden. Du skal ikke tage tøj på. Og lad det nu ikke vare hele aftenen. Af sted med dig.” Det sidste supplerede han med et klask i bagen, noget hun godt kunne mærke da hun stadig havde blå mærker. Hun nærmest løb hen over græsplænen for at komme rundt om huset til kælderdøren. Hun nåede lige at huske at vende sig og neje inden hun drejede om hjørnet.

Resten af aftenen var mest rutine, og hun havde god tid til at tænke. Efter at hun havde tørret sig, ryddede hun op efter aftenkaffen og aftensmaden og vaskede op. Hun måtte også skylle sin strømpe op og hænge den til tørre i haven. Og vaske sine sko. Men det hele var rutine. Det føltes lidt underligt at være nøgen, men hun var egentlig ved at vænne sig til det. Og det havde den store fordel at hun ikke behøvede at have sko på. Hendes fødder kunne slappe af. Ind imellem kom Herren forbi og så hvad hun lavede, og tog hende lidt på bryst eller baller eller i kussen. Eller gav hende et stadig smertefuldt klap bagi. Men ellers fik hun fred til sit arbejde.

Mens hun arbejdede, gik tankerne på dagen og ikke mindst aftenen. Det stod klart for hende at hun havde været legetøj for ham. Han havde siden de forlod caféen, nydt at vide at hun var tissetrængende. Han havde nydt at se hende stå og desperat prøve at holde sig. Han havde bevidst drevet hende mod katastrofen, som han havde sørget for foregik ude på terrassen, som bare kunne spules. Og han havde nydt at spule hende med iskoldt vand. Og ikke mindst at se hende stå og hoppe med gyngende bryster og gåsehud. Han havde ofret et håndklæde på hende. Hun havde bare ikke fået det før han var færdig med at lege. Legetøj for Herren, det var hvad hun havde været. Og er det ikke også det en slavinde skal være? Hun havde ikke nydt det i situationen, men herefter nød hun egentlig at have været behandlet sådan.

Den aften på luftmadrassen i det lille mørke og kolde rum, fandt hendes fingre ned mellem hendes ben, og hun nåede flere orgasmer mens hun tænkte tilbage på dagens begivenheder. Derefter sov hun godt. Bortset fra at hun måtte op at tisse flere gange i løbet af natten.

 


Skriv en kommentar so far
Skriv en kommentar



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



%d bloggers like this: