Sommerherrens blog om dominans og underkastelse


Slavinde for en uge – 5. del

Af Sommerherren (sommerherren@gmail.com). 2008.

5. Tirsdag

Tirsdag morgen lignede de andre morgener. Den største forskel var at hun ikke kunne holde ud at sidde på det hårde gulv på grund af striberne fra spanskrøret dagen før. Hun kunne kun hvile sig ved at lægge sig på maven på gulvet, og det var ikke særligt behageligt. Så Lone endte med at stå op hele morgenen. En anden forskel var at nu var hendes strømper ikke længere selvsiddende, men holdt oppe af hofteholderen. De selvsiddende var afleveret til Herren, så nu havde hun kun de nye strømper at gå med.

Efter at have ryddet af og vasket op efter morgenmaden, meldte hun sig på kontoret. Herren forklarede hende at hun havde klaret sig rigtig godt de første dage, og at han var stolt af hende. Lone følte at hun voksede indvendig, og hun var stolt som en pave. Hvad betød så lidt smerter i bagdelen og et par ømme fødder. Hendes Herre var stolt af hende! Hun var en god slavinde! Herren fortsatte at han var så stolt af hende at han ville tage hende med ind i sin klub i aften. Hun modtog dette med lidt blandede følelser. På den ene side var hun pærestolt, på den anden side var hun lidt betænkelig ved at skulle vises frem for andre mennesker. Og usikker på hvad Herren kunne finde på. Nå, men hun blev jo ikke spurgt, så der var ikke andet at gøre and at neje og sige “Tak, Herre”.

Herren forklarede også at hun var nødt til at have noget pænere tøj at tage på, og at han ville købe det til hende. Så han beordrede hende til at gå ind til centrum og vente ved springvandet som dagen før.

Igen traskede Lone på høje hæle op ad bakken og ind mod byen. Turen virkede lang. Hun havde opgivet at forudse hvad der skulle ske, så hendes tanker var ikke så optaget som de havde været dagen før. Hun tænkte på klubben om aftenen. Hvad mon det var for en klub? Hvordan ville det være at komme med? Hun var ikke i tvivl om at hun skulle med som slavinde. Alt andet ville være utænkeligt. Men hvordan ville det udmønte sig?

Omsider nåede hun torvet. Igen ventede hun stående ved siden af springvandet. Nu var der ingen tvivl om at hun ikke måtte sætte sig ned. Hun fik lov til at vente det meste af en time. Endelig kom Herren. Lone nejede straks dybt, uden at tage sig af hvad de forbipasserende måtte tænke.

Herren tog hende med lidt ned af gågaden og ind i en dametøjsforretning. Her gik han straks hen og fandt noget tøj frem. Det var tydeligt at han havde været i forretningen før og vidste hvad han skulle have. Han valgte en flot stram sort nederdel, ret kort. Og en hvid gennemknappet skjortebluse. De fulgtes ad til prøverummet, hvor Herren gik med ind. Endnu en gang var hun nødt til at tage kjolen af og stå nøgen i et prøverum. Denne gang med Herrens øjne på sin nøgne krop. Hun følte sig ubehageligt til mode, men trøstede sig med at risikoen for at nogen ville komme ind, var uendelig lille.

Herren rakte hende blusen, som hun åbenbart skulle prøve først. Den så ud til at passe fint. Hun kiggede i spejlet. Det første hun lagde mærke til var, hvor forkert det så ud, kun at have en bluse på. Hendes nøgne skød indrammet af hofteholderens stropper sås tydeligt nedenfor blusen. Hun havde aldrig forestillet sig at skulle gå med hofteholder. Men hun måtte indrømme at det så godt ud. Og sexet. Så fik hun samlet sig sammen til at se på blusen. Den var pæn, men det hvide stof var næsten gennemsigtigt. Den ville være pæn med en BH eller en undertrøje under, men som det var nu kunne man tydeligt se at hun ikke havde noget under.

Hun syntes at størrelsen passede fint, men Herren mente at hun skulle prøve et nummer mindre. Så hun blev beordret til at tage blusen af igen og give den til Herren, så han kunne hente en mindre som hun kunne prøve. Hun rakte ud efter kjolen, men Herren beordrede “Lad den være”. Hun skulle lige til at protestere, så kom hun i tanke om at man i de andre prøverum kunne høre hvad der blev sagt. Hun havde ikke i sinde at fortælle alle de omkringstående at hun var nøgen og at hun var det efter ordre. Og i øvrigt var hun overbevist om at Herren ikke ville ombestemme sig. Så Herren forsvandt med blusen og hun blev stående tilbage, nøgen fortset fra hofteholder, strømper og sko. Hun ville sætte sig ned på den lille taburet, men kom i tanke om at det måtte hun ikke uden tilladelse. Så hun blev stående, selv om hun ikke havde siddet ned siden hun stod op i morges. Hun så igen på sig selv i spejlet. Og blev igen nervøs for at nogen skulle komme ind. Sæt nogen tog fejl tog troede at prøverummet var ledigt! Hun syntes at der gik lang tid uden at Herren kom igen. Hun havde ikke noget ur, så hun kunne ikke se hvad klokken var. Selv om hun var blevet vant til at vente, syntes hun at der gik lang tid. Hun begyndte at blive nervøs. Var han mon gået? Nej, det troede hun ikke at han kunne finde på. Men hvor var han? Hun kiggede forsigtigt ud gennem forhænget. Hun fik øje på ham et stykke væk. Han stod og talte med en kvinde. Om det var en ekspedient eller blot en han kendte, kunne hun ikke se. Men de så ud til at have det hyggeligt, og han så ud til at have masser af tid. At hun stod her og ventede, nøgen og nervøs, så ikke ud til at påvirke ham. Og hvorfor skulle det også det? Det var ikke meningen at han skulle tage hensyn til hende. Som slavinde var det hendes pligt at vente til det passede ham at vende tilbage. Hun følte igen den dejlige kilden i underlivet. Selv om det ikke gjorde hende mindre nervøs.

Omsider vendte han tilbage med en bluse, som hun prøvede. Den sad meget stramt over brysterne. Hendes bryster pressede sig mod blusens tynde stof og lavede lyserøde pletter. Og brystvorterne strittede frækt gennem blusen. I hendes øjne sad den alt for stramt. Men Herren besluttede sig for at den passede og hun fik ordre på at prøve nederdelen til. Nederdelen passede, det var de enige om. Den nåede til lidt over knæene. Det var et enkelt, men flot sæt. Hvis altså bare blusen havde passet bedre, syntes hun. Han bad hende om at sætte sig ned. Det gjorde hun, og mærkede at nederdelen gled lidt op. Herren mærkede efter hvor kanten af strømperne gik. Nederdelen dækkede anstændigt det bare stykke lår og lidt af strømperne. Men der var ikke meget at give væk af. Og hvis man så godt efter, kunne man ane et par små bump hvor strømperne sad fast på strømpeholderne. Men hun var stadig helt anstændig.

Herren lod hende nu rejse sig op og gå ud af prøverummet og lidt frem og tilbage. Hun var meget flov over at gå med den halvt gennemsigtige bluse, men hun bed skammen i sig og så ikke på nogen. Efter et par ture frem og tilbage, fik hun lov til at gå ind i prøverummet og tage tøjet af. Herren gik ikke med. Igen stod hun nøgen i prøverummet. Hun turde ikke tage sin kjole på før hun fik lov. Lidt efter kom Herren ind og tog tøjet. “Tag kjolen på og vent på mig uden for forretningen.” Så forlod han kabinen med det nye tøj. Hun klædte sig på og gik ud for at vente på ham foran forretningen. Det var dejligt at være iført den lange og løse kjole igen. Hun følte sig tryg i den og glemte næsten at hun ikke havde noget under. Herren kom ud af forretningen med tøjet i en pose. Han gav hende posen sammen med en ordre om at gå hjem igen. Han havde noget han skulle ordne på vejen. “Hjem.” Hun var faktisk begyndt at tænke på huset med hendes usle hummer som “hjem”. Hun begyndte den lange travetur tilbage.

På vej “hjem” passerede hun supermarkedet, hvor hun plejede at købe ind. Hun tænkte at det ville have sparet hende for en gåtur, hvis hun kunne have handlet på vejen. Men hun havde ikke fået penge med, så det var udelukket. Så hun traskede det sidste stykke hjem.

Da hun kom hjem var kælderdøren låst. Hun gik op til hoveddøren. Den var ligeledes låst. Hun ringede på og ventede, men der var ikke en lyd. Måske var han ikke kommet hjem endnu. Han havde jo sagt at han havde noget som han skulle ordne. Hun gik ud i garagen, bilen var der ikke. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, så hun satte sig på trappen og ventede.

Der gik lang tid før Herren kom. Han parkerede bilen ude på vejen i stedet for at køre den i garage. Da han nærmede sig, rejste hun sig straks og nejede for ham. “Velkommen hjem, Herre” sagde hun for at glæde ham. Men han så ikke glad ud.

“Hvad bilder du dig ind?”

Hun så spørgende på ham.

“Hvad er det for noget sjusk at have en slavinde siddende på hovedtrappen. Synlig for alle og enhver. Og hvem har overhovedet givet dig lov til at sidde ned?”

Hun blev flov. Hun havde helt glemt at hun ikke måtte sidde ned udendørs uden tilladelse. Måske havde hun ikke tænkt over det fordi det var hjemme hos Herren. Hun vidste det ikke. Men det var helt sikkert forkert.

“Ingen, Herre. Undskyld, Herre” var det eneste hun kunne finde på at sige, mens hun skyndte sig at neje igen.

“Kom” sagde han og gik længere ind på gårdspladsen.

“Giv mig din kjole.” Hun kiggede tøvende på ham. Skulle hun tage kjolen af og stå nøgen her? De kunne ikke ses af forbipasserende ude på vejen, men der var helt åbent så enhver kunne komme ind i gården. F.eks. postbudet eller en avisdreng.

Men Herren mente åbenbart hvad han sagde, så hun skyndte sig at tage kjolen af. Det var lidt besværligt, da hun stadig bar på posen med hendes nye tøj. Hun turde ikke lægge posen fra sig, men alligevel lykkedes det hende at få kjolen af. Herren rakte hånden frem og hun gav ham kjolen.

“Gå ned og vent ved kælderdøren” kom hans ordre.

“Ja, Herre” nejede hun og gik ned ad kældertrappen med sin pose i hånden, mens Herren gik op mod hoveddøren med hendes kjole.

Hun gik ned ad kældertrappen og ventede foran døren. Hun brød sig ikke om at stå nøgen her. Hvis nogen kom ind i gården og hen til toppen af trappen, ville de kunne se hende. Til venstre fra døren var hulrummet under hovedtrappen. Herren havde forklaret at det oprindelig havde været beregnet til en skraldespand, men nu ikke blev brugt. Det var rå beton. Ca.1,5 m dybt og højt nok til at hun kunne stå derinde. Hun gik ind i hulrummet. Hun følte sig lidt bedre tilpas her, hvor hun ikke kunne ses oppefra. Her ventede hun med sin pose, som hun ikke turde sætte fra sig.

Efter at have ventet et stykke tid, hørte hun kælderdøren blive låst op, og Herren kom ud.

“Nå, du har fundet ud af at din plads er i rummet der,” bemærkede han. “Nu skal jeg forklare dig systemet.”

Først bad han hende stille sig ind i bunden af rummet, med ansigtet mod væggen og armene ned langs siden. Mens hun stod med ryggen til ham, forklarede han at når hun kom hjem, skulle hun altid gå til kælderdøren. Aldrig hoveddøren. Hvis kælderdøren var låst, skulle hun stille sig som hun stod nu, og vente til han kom og lukkede hende ind. Hun skulle stå stille med ansigtet mod væggen og armene ned langs siden. Hvis hun havde varer med hjem, måtte hun ikke sætte dem fra sig, da rummet var ret snavset. Så bad han hende vende sig et øjeblik, og viste hende et lille kamera som sad over døren og som hun ikke havde lagt mærke til før nu. Da hun havde set kameraet, skulle hun stille sig med ansigtet mod væggen igen, mens han forklarede at han i kameraet kunne se om hun var kommet. Og om hun stod pænt indtil han havde tid til at lukke hende ind. Der var ingen ringeklokke i kælderen, så hun måtte vente på at han fik øje på hende. Så blev han tavs, og hun hørte at han gik ind igen og låste kælderdøren efter sig.

Nu stod hun igen alene og nøgen i kælderskakten. Denne gang med ansigtet ind mod væggen. Hendes placering havde den fordel at hun ikke kunne ses oppefra. Til gengæld ville hun ikke kunne se hvis nogen kom ned ad kældertrappen eller ud af døren, fordi hun stod med ryggen til. Denne placering gjorde hende utryg. Hun følte sig udsat, selv om hun var skjult oppefra. Hun kom også til at tænke på kameraet. Tænk hvis han sad og så på hende nu! Tænk hvis han filmede hende!

Tiden var lang. Hun havde ikke ur på, så hun anede ikke hvad klokken var. Men det måtte være over frokosttid, for hun var blevet sulten. Det var også noget køligt at stå her uden tøj på. Hun småfrøs lidt. Og så var hun øm i ben og fødder. Hun havde stadig ikke siddet ned siden morgenstunden. På et tidspunkt kom han ud af kælderdøren og gik op i gården uden at sige noget til hende. Et øjeblik efter gik han tilbage igen, stod et øjeblik bag hende og gik så ind og låste døren efter sig. Hun gik da ud fra at det var ham. Det kunne have været hvem som helst. Det var lidt uhyggeligt at stå her nøgen med ryggen til uden at kunne se hvem der kom og gik og så hende.

Igen gik der en rum tid, så kom han endelig ud. Hun hørte at han satte noget på jorden, men hun blev stående indtil han bad hende om at vende sig om. Han bad om at få posen med tøjet de havde købt, og pegede så på noget på gulvet ved siden af hende. Det var en tallerken med mad og en tallerken med vand. Ved siden af tallerknerne lå den pung hun brugte når hun skulle handle. Han fortalte at han havde spist i byen, så han havde lavet lidt mad til hende. Når hun havde spist skulle hun gå ud og købe ind til aftensmaden. Hendes kjole kunne hun finde oppe i gården. Han mindede hende om at hun som sædvanlig ikke måtte bruge hænderne til at spise med. Med disse ord forsvandt han ind af kælderdøren igen, og hun hørte ham låse den efter sig.

Hun lagde sig ned på knæ foran tallerkenen. Det var hårdt for knæene. Det var ikke engang et rigtigt gulv, kun den rå beton til udendørsbrug. Hun måtte være meget forsigtig med nylonstrømperne. Hun prøvede at koncentrere sig om sin mad. Det var en leverpostejmad skåret i små stykker. Der var ikke noget pynt, men Herren havde da givet hende leverpostej. Det var meget bedre end gårsdagens pølsebrød eller søndagens tørre rugbrød. For slet ikke at tale om lørdag hvor hun måtte undvære frokost. Hun spiste maden uden brug af hænderne, mens hun tænkte på om han mon iagttog hende gennem kameraet. Det måtte være et ømt syn. Hun lå på alle fire, nøgen bortset fra hofteholder, strømper og sko, og spiste af tallerkenen som en hund.

Maden var hurtigt væk. Der var ikke nok til at hun blev rigtig mæt, men den tog dog sulten. Hun drak lidt vand før hun rejste sig op. Hun tørrede tiloversbleven leverpostej af med hænderne. Hun havde ingen serviet. Så tog hun pungen og gik op ad trappen. Hun gik forsigtigt og så sig om for at se om der skulle være andre i gården. Det var der heldigvis ikke. Hun fik øje på hendes kjole der hang på en bøjle på en tørresnor, på den anden side af gårdspladsen. Da hun endnu en gang havde sikret sig at hun var alene, skyndte hun sig over gården og tog kjolen på. Da hun var blevet påklædt, følte hun sig bedre tilpas. Hun begav sig til fods afsted mod supermarkedet.

På indkøbsturen skete ikke noget usædvanligt. Bare den sædvanlige travetur frem og tilbage. Tilbageturen med en indkøbspose i hver hånd. Da hun kom tilbage var kælderdøren stadig låst. Hun sukkede og stillede sig igen ind i rummet med ansigtet mod væggen. Denne gang var hun anstændigt påklædt. Til gengæld havde hun en tung indkøbspose i hver hånd, som hun ikke turde sætte fra sig. Og hun følte sig stadig lige udsat, idet hun stadig ikke ville kunne se hvem det var, hvis der kom nogen.

Denne gang fik hun ikke lov at vente så længe. Måske et kvarters tid. Så kom Herren og lukkede hende ind. Resten af eftermiddagen gik på normal vis med madlavning, aftensmad m.v. Men hvor var det dejligt at kunne skifte til de lidt lavere sko. Hun bemærkede at hende nye tøj hang på bøjler i klædeskabet i kælderen.

Efter aftensmad og opvask meldte hun sig hos Herren i stuen. Her fik hun ordre op at gå ned at skifte til hendes nye tøj. Hun skulle også tage de høje sko på igen.

Hun kom op igen, klædt som befalet. Hun brød sig ikke om den halvt gennemsigtige bluse, der tillige sad for stramt. Men Herren havde talt, så der var ingen diskussion. Herren så på hende. Hun måtte dreje sig rundt. Hun måtte løfte op i nederdelen, så han kunne se hvad hun havde under. Hvilket vil sige ingenting, bort fra hofteholder og strømper. Han knappede en knap mere op i blusen, så den øverste knappede knap sad under hendes bryster. Så længe hun stod roligt var hun anstændig, men der skulle ikke megen bevægelse til at blotte hendes bryster. Til sidst godkendte han hendes udseende.

Herren tog en pose frem, og trak noget mere op som hun skulle have på. Først var der et læderhalsbånd. Det var sort og lukkedes med et spænde i nakken. Foran og i siderne var der fastgjort en jernring. Dernæst fik hun et par manchetter om håndleddene og et par om anklerne. Hver manchet havde en jernring fastgjort. Alt var i sort læder. Manchetterne var foret indvendig, så de var behagelige at have på. Herren bemærkede at hun så godt ud og beordrede hende til at gå ud i gangen og vente på ham med ansigtet mod væggen. Hun fulgte ordren og igen stod hun og gloede ind i en væg. Der var tapet på denne gang, men det gjorde det ikke mindre kedeligt. Mens hun stod der, mærkede hun sommerfugle i maven. Herren havde sagt at han ville tage hende med i sin klub. Hvad mon det var for en klub? Og hvordan ville hun blive behandlet? Hun kunne ikke gætte det, hun måtte vente og se.

Lidt efter kom Herren og hentede hende. Han havde en halvlang jakke med til hende. Han forklarede at de skulle ud mellem andre mennesker, så han foretrak at hun var dækket til. Hun tænkte ved sig selv, at det foretrak hun sandelig også. Men hun sagde ikke noget. Jakken var ikke så lang som nederdelen, men den dækkede da hendes gennemsigtige bluse. For en gangs skyld fik hun lov til at gå ud gennem hoveddøren, som han låste af. Så gik de ned til bilen, som stadig holdt ude på vejen. Han holdt tilmed døren for hende, da hun satte sig ind. Hun opdagede at det var svært at sætte sig ind i en bil i den korte nederdel, uden at afsløre et stykke bart lår over strømpernes kant. Selv når hun sad stille, kunne nederdelen kun lige nå det øverste af strømperne.

Der skete ikke så meget på køreturen. De kørte til et sted i København, men hun kendte ikke stedet og vidste ikke hvor de var. Herren fortalte ikke noget. Han parkerede ved vejsiden på en almindelig villavej. Igen holdt han døren for hende, og igen følte hun hvordan han kunne se op under hendes nederdel da hun steg ud. Hvor meget han egentlig kunne se vidste hun ikke, hun skyndte sig bare at rejse sig op og rette nederdelen, så hun blev anstændig igen.

De gik et stykke hen ad gaden til de kom til en erhvervsejendom. De mødte andre mennesker på gaden, men ingen syntes at lægge mærke til dem. De gik ind i ejendommens gård og ind af en dør. Her kom de ind i en garderobe, hvor Herren tog hendes jakke og hængte den i garderoben. Han satte også sin medbragte taske samme sted. Der var en del andre tilstede, og hun brød sig ikke om at de kunne se hendes bryster gennem blusen. Der blev da kigget lidt til hende, men ingen syntes at tage anstød. De var nok vant til sparsomt påklædte kvinder.

I den anden ende af garderoben førte en dør ind til et større lokale. I lokalet stod der caféborde og et par sofagrupper. Der sad en del mennesker og sludrede, ganske som på en almindelig café. Lige inden for døren var en bar.

“Vent her” sagde Herren og pegede på væggen ved siden af baren. Det kom som lidt af et chok for hende. Hun var næsten faldet ud af slavinderollen. Det varede et øjeblik før det gik op for hende at det var meningen at hun skulle stille sig med ansigtet mod væggen. Her, blandt alle disse fremmede mennesker? Men det var tilsyneladende Herrens alvor, så hun stillede sig med ansigtet mod væggen og armene ned langs siden, som hun havde lært. Det var nok bedst bare at adlyde, uden at tænke for meget over det. Hun fornemmede at Herren gik hen mod baren.

Hun stod der ikke særlig længe, men det var ubehageligt at fornemme alle de fremmede menneskers øjne i ryggen. De kunne uden tvivl se at hun ikke havde BH på, og de undrede sig vel over at hun bare stod der med ansigtet ind mod væggen. Hun havde ikke set andre stå på samme måde. Endelig kom Herren tilbage og bad hende vende sig om. Han havde noget i hænderne. Det viste sig at være en kort jernkæde. Herren hægtede midten af kæden fast i ringen forrest på hendes halsbånd. Dernæst tog han hendes hænder og hægtede de to håndledsmanchetter fast i hver sin ende af kæden. Dette resulterede i at hendes hænder begge var lænket til halsbåndet med en stump kæde. Hun kunne ikke sænke dem lavere end til midt på brystet. En trøst var at de dækkede lidt af hendes bryster, selv om det nu ikke var særlig effektivt.

Han førte hende gennem rummet over til den ene sofagruppe, hvor der var to ledige stole. Han holdt den ene for hende, så hun kunne sætte sig. Det var nu ikke helt så nemt at sætte sig ned. Eller rettere, at gøre det anstændigt. Stolene var almindelige stole, som den man finder ved café-borde alle vegne. Disse stod bare ikke ved et café-bord, men ved et sofabord, der var noget lavere. Og lige overfor var en sofa hvor der sad to mænd og en kvinde. Hun kunne ikke nå sin nederdel med hænderne og var derfor ikke i stand til at holde på den. Hun var derfor meget forsigtig da hun satte sig. Og hun sørgede for at holde benene tæt samlede. Nederdelen var gledet næsten op til kanten af strømperne, og hun var forhindret i at trække den ned. Ydermere sad hun noget højere end personerne i sofaen overfor, så hvis hun ikke passede på ville de let kunne se op under hendes nederdel. Se det bare stykke lår over strømperne, se hofteholderen eller måske endda se at hun ikke havde trusser på!

Herren faldt hurtigt i snak med de omkringsiddende, som han øjensynlig kendte. Hun sad og så sig lidt om. De fleste mennesker var almindelig klædt. Dog med en tendens til mere lædertøj end man normalt ville finde i gadebilledet. Der var også nogle stramme, lårkorte kjoler. Og nogle få kvinder i korset. Men der var ingen der var outrerede i deres påklædning. Og hun så ingen andre med lænker. Lokalet var ca. to tredjedele fyldt.

Herren trak sin pung op af lommen og fandt nogle penge frem som han lagde i hendes hånd. “Gå op til baren og hent mig en øl. Du må tage en danskvand med til dig selv, hvis du har lyst”. Hun var ikke så meget for at gå rundt alene, men en ordre var en ordre. Hun rejste sig forsigtigt og gik op til baren. Hun var taknemmelig for det med danskvandet, hun var faktisk blevet tørstig. Ved baren tog de mod hendes bestilling uden at løfte et øjebryn. Barmanden kunne ikke undgå at se hendes lænkede hænder, men det lod ikke til at forbavse ham. Tværtimod hjalp han hende ved at give hende en flaske i hver hånd med glassene omvendt over flasken. Han gav hende også byttepengene i hånden sammen med den ene flaske. Forsigtigt gik hun tilbage til Herren.

Da hun kom tilbage, opdagede hun at hun ikke kunne nå ned til bordet. Hun forsøgte at aflevere flaskerne til Herren, men han beordrede hende til at sætte dem på bordet. Hun turde ikke bukke sig ned i den korte nederdel, så der var ikke andet at gøre end at gå ned i knæene og forsøge at sætte flaskerne på bordet. Det lykkedes, men ikke uden at nederdelen gled højt op på hendes lår og afslørede et stykke med bart og stroppen fra hofteholderen. Rødmende satte hun flasken fra sig og rettede sig op igen. Det gjorde ikke stort indtryk på nederdelen, der blev siddende højt oppe på lårene.

Herren lod hende ikke sætte sig med det samme. Hun måtte pænt stå ved siden af hende mens han kælede for hendes ben, som han havde gjort foran fjernsynet. Forskellen var at her var der tilskuere på. Hun følte sig som om hun stod på en scene, med publikum udenom.

Lidt senere fik hun lov til at sætte sig ned. Igen gjorde hun det meget forsigtigt. Nederdelen blev siddende midt på lårene. Herren hældte hendes sodavand op i glasset for hende, og rakte hende det så hun kunne få lidt at drikke. Men han gjorde ikke noget for at rette på hendes nederdel. Hun drak taknemmeligt af glasset. Hun havde ikke noget andet valg end at blive siddende med glasset i hånden. Hun kunne ikke nå bordet og sætte det fra sig. Hun slappede lidt af. Men ikke så længe. Det blev efterhånden anstrengende at sidde med knæene presset så tæt sammen. Men som hendes nederdel sad nu, turde hun slet ikke slappe af i benene. Der skulle næsten ingenting til før de havde frit udsyn ovre i sofaen. Sådan følte hun det i hvert fald.

Et stykke tid blev de siddende sådan. Hun snakkede også lidt med de omkringsiddende. De var flinke nok. Men hun havde ikke så meget lyst til at snakke. Hun kunne ikke rigtigt få sig selv til at fortælle at hun var slavinde for en uge. Så hun lukkede sig lidt inde, og efterhånden holdt de andre op med at forsøge at komme i kontakt med hende.

Efter nogen tid bad Herren hende om at hente hans taske i garderoben. Han tog hendes glas og satte det på bordet. Hun rejste sig forsigtigt op og gik ud mod garderoben. Hun brød sig ikke om at gå rundt mellem andre mennesker med hænderne lænkede og nederdelen så højt oppe at man kunne se et stykke med bart over strømperne. Men tilsyneladende var der ingen der lod sig mærke med det. I garderoben fandt hun Herrens taske. Den stod på gulvet. Hun var nødt til at gå ned i knæ for at kunne nå på den, hvilket nok ikke har set særlig elegant ud. Og det gjorde i hvert fald ikke noget for at få hendes nederdel til at sidde pænere. Tasken var forbavsende tung, men hun kom da op igen med tasken i hænderne og gik tilbage til Herren.

Herren rejste sig, tog tasken og førte hende ud mod væggen, hvor der stod et stort kors. Det var formet som et X, ca. to meter højt og lavet af nogle solide træbjælker. Det var sortmalet og sat fast til gulvet og væggen. Det skråede svagt ind mod væggen. Forneden var det fastgjort til gulvet og foroven til væggen. Øverst og nederst sad der jernringe fastgjort til bjælkerne. Han førte hende hen til korset, hvor han løsnede hendes hænder. Han lod hende læne sig op ad korset med ansigtet mod væggen og fastgjorde hendes håndledsmanchetter til ringene øverst på de to stolper. Så fandt han et blindfold frem fra tasken som han gav hende på. Han spredte hendes ben og fastgjorde hendes ankelmanchetter tilde nederste stolper. Hun stod nu med arme og ben spredt ud i et X og kunne intet se. Kun høre og føle.

Herren kælede lidt for hendes bagdel gennem nederdelen. Så gled hans hånd ned til de bare lår og lidt efter op under nederdelen hvor han legede lidt med hendes mis. Hun kunne mærke at hun blev våd. Så trak Herren hånden til sig og rettede tilmed på hendes nederdel så den igen anstændigt dækkede hendes lår. Hun hørte at Herren rodede lidt i tasken. Så hørte hun en hvislende lyd og et øjeblik efter mærkede hun en smerte bagi. Herren piskede hende! Hun havde prøvet at få pisk før. Dette føltes som en læderpisk med mange bløde snerter. Det virkede som en pisk der kunne slå hårdt, men hun havde en fornemmelse af at Herren ikke lagde kræfter i. Og da hun også var beskyttet af nederdelen gjorde det ikke voldsomt ondt. Det lod til at Herren havde tænkt sig at varme hende op denne gang.

Piskningen fortsatte en tid og blev langsomt hårdere, mens Lone kunne mærke at hun blev mere og mere ophidset. Efter nogen tid holdt Herren inde med pisken. Hun mærkede at han løsnede hendes ben. Så mærkede hun at han åbnede lynlåsen i hendes nederdel, som et øjeblik efter faldt til gulvet. Herren løftede hende ben ét ad gangen, for at frigøre nederdelen. Så fastgjorde han dem til korset igen. Hun stod nu med bar numse ud mod en forsamling af mennesker hun ikke kendte. Tilmed med spredte ben og let foroverbøjet på grund af korsets hældning. Hun følte ydmygelsen, men slet ikke på samme måde som hun havde gjort tidligere på aftenen. Den hjalp bare til at øge hendes ophidselse. Det eneste hun ønskede nu var at få flere pisk. Og hun kom ikke til at vente længe. Herren brugte nu en tawse på hendes bare baller. En led læderstrop med enden kløvet i tre tunger. Han startede forsigtigt, men slog efterhånden hårdere og hårdere. I takt med den stigende smerte steg også hendes ophidselse. Herren vendte senere tilbage til pisken med de mange snerter. Den kunne ganske rigtigt slå hårdt! Til sidst sansede Lone slet ikke sig selv eller hvor hun var. Det var som om hun svævede uden for sig selv. Da Herren holdt inde med piskningen og først masserede hendes bryster gennem blusen for derefter at lege med hendes klitoris, kom hun i en kæmpe orgasme.

Herren lod hende hænge lidt mens hun kom til sig selv. Han kælede forsigtigt for hende og holdt om hende mens hun langsomt vendte tilbage til verden. Da hun var ved at være nede på jorden igen, fornemmede hun at han pakkede legetøjet sammen i tasken. Som det sidste tog han blindfoldet af hende og pakkede ned. Han løsnede først hendes ben og så hendes hænder. Han satte straks hendes håndled fast til halsbåndet igen. På usikre ben fulgte hun med, da han forsigtigt guidede hende tilbage mod deres pladser. Pludselig kom hun i tanke om noget.

”Herre, må jeg få min nederdel på igen?”

”Det er ikke din nederdel, det er min. Og du skal ikke blande dig i hvad jeg bruger den til.”

Det havde han selvfølgelig ret i. Han havde købt og betalt nederdelen, så den var uomtvisteligt hans. Og som slavinde skulle hun naturligvis ikke blande sig i hvad han gjorde med sin ejendom. Hun ville bare så gerne dækkes til igen, som hun gik her med nøgen underkrop. Så kom hun til at tænke på at som slavinde var hun også hans ejendom. Og hvordan han ville klæde sin ejendom, eller lade være, kunne hun selvfølgelig ikke blande sig i.

Hvorom alt var: Hun fik ikke nederdelen på igen og hun var på vej tilbage til sofagruppen kun iført bluse, hofteholder, strømper og sko. Blusen var alt for kort til at dække noget som helst. Og hendes hænder var lænkede så hun ikke kunne dække sig. Da de nåede tilbage til deres stole, lod Herren hende blive stående mens han gav hende noget at drikke af hendes danskvand. Hun drak taknemmeligt, men ønskede dog samtidig at hun kunne dække sig lidt. Hun stod lige foran sofabordet, og alle der sad omkring det havde fuld udsigt til hendes skød. Endelig fik hun lov at sætte sig ned. Herren satte sig også.

Et stykke tid sad de der. Hun behøvede ikke at bekymre sig om sin nederdel, men hun sad stadig med tæt sammenklemte ben, for ikke at vise mere frem end nødvendigt. Pludselig bad Herren hende om at hente sig en øl mere. Hun var chokeret. Her sad hun og forsøgte at dække sig så godt hun kunne, og nu skulle hun gå gennem lokalet til beskuelse for alle! Men hun vidste at protester ikke nyttede, så hun rejste sig lydigt og gik op mod baren. Det var en mærkelig fornemmelse at gå gennem lokalet med nøgen underkrop. Igen undrede hun sig over at ingen så ud til at finde det særlig besynderligt. Selv om der nok var nogen, mest mænd, der kiggede noget efter hende, så så ingen forargede eller forbavsede ud. Hun kom frem til baren hvor hun måtte stille sig i kø. Det føltes underligt at stå her halvnøgen blandt fuldt påklædte mennesker. Pludselig gispede hun af smerte. En ung mand bag hende var kommet til at strejfe hendes bagdel, der var meget øm efter den tidligere behandling. Den unge mand undskyldte pænt, da han opdagede hvad der var sket. Ellers skete der ikke noget. Hun fik sin øl og kunne vende tilbage til sin Herre. Tilbage ved bordet gik hun ned i knæ og skænkede øllen i Herrens glas. Hun var nødt til at sprede benene for at holde balancen, men efterhånden bekymrede hun sig ikke så meget om hvem der så hvad.

Senere bad hun om og fik lov til at gå på toilettet. Herren løsnede hendes venstre hånd, så hun kunne tørre sig. Toiletterne var ude i garderoben, så igen skulle hun gennem det meste af lokalet. Og igen måtte hun vente i kø blandt fuldt påklædte kvinder på dametoilettet. Men hun fik klaret hvad hun skulle og vendte tilbage til Herren, der fastgjorde hendes hånd igen. Denne gang fik hun ikke lov til at sætte sig. Hun måtte pænt stå til beskuelse for alle ved siden af Herren, der igen gav sig til at kæle for hendes nylonklædte ben. Noget han øjensynligt godt kunne lide.

Lidt efter rejste Herren sig og førte hende over til korset igen. Han startede med at give hende bind for øjnene igen. Så løsnede han hendes arme og så tog han blusen af hende. Nu var hun nøgen, bortset fra hofteholder, strømper og sko. Hun blev nu bundet til korset igen, men denne gang med ryggen til korset. Herren hviskede til hende at han satte sig hen for at snakke igen, hun skulle bare vente her. Som om hun kunne andet! Hun fornemmede mere end hørte at Herren gik tilbage til sofagruppen.

Nu var hun alene. Nøgen, bundet og med bind for øjnene. Stod med spredte arme og ben, med front ud mod lokalet. Alle kunne se hende, og hun kunne ikke se hvem der iagttog hende. Hun ville heller ikke kunne forhindre at nogen rørte ved hende. Og hvis nogen gjorde, ville hun ikke vide om det var Herren, med mindre han gav sig til kende. Hun var nu mere udsat end hun havde været på noget tidspunkt før. Tiden gik. Hun anede ikke hvad klokken var. Hun sank mere ind i sig selv og tænkte på hendes slavindeuge, som den var gået indtil nu. Var det som hun havde forventet? Bestemt ikke. Og alligevel. Hun havde ønsket at der ikke blev taget hensyn til hende. Hun ville prøve at leve kun for at behage en mand, uden hensyn til hende selv. Og det havde hun gjort. Hvad havde hun regnet med? Hun vidste det ikke. Hun havde ønsket det uforudsigelige, og det havde hun fået.

Pludselig blev hun revet ud af sine tanker. En hånd kærtegnede hendes bryster. Var det Herren? Hun kunne ikke mærke det. Hånden forsvandt igen. Igen var hun alene med sine tanker. Flere gange mens hun stod der, mærkede hun kærtegn af den ene eller den anden slags. På hendes bryster, i hendes skød, på hendes lår, på hendes kind. Altid forsigtigt, altid kærligt, altid anonymt. Endelig hørte hun Herrens stemme. Han fortalte at klokken var mange, at de skulle til at køre hjem. At hun skulle være klar til at blive løsnet. Herren løsnede først hendes ben, så hendes arme. Så lænkede han hendes hænder til halsbåndet igen før han fjernede bindet for hendes øjne. Han førte hende forsigtigt ud til garderoben. Hun var stadig nøgen, men han holdt sig tæt op ad hende, og så var det ligesom det ikke betød så meget. Hun følte sig tryg i hans nærvær.

I garderoben tog han først halsbånd og manchetter af hende, så hjalp han hende jakken på. Hun fik ikke blusen og nederdelen på igen. Hun opdagede at jakken netop var lang nok til at dække det øverste af hendes strømper. Hun så sig selv i et stort spejl i garderoben. Så længe hun stod op kunne man ikke se at hun ikke var anstændigt påklædt. Hun kunne sagtens være iført en lårkort nederdel med strømpebukser og trusser under den jakke. Men hun vidste at der ikke skulle megen bevægelse til at afsløre at sandheden var en helt anden.

Herren tog sin taske og førte hende ud i aftenluften. Hun mærkede hvordan den kølige luft kom op under hendes jakke og lagde sig på hendes nøgne lår. Ikke at hun frøs, men den gjorde hende opmærksom på at hun var bar under jakken. Og nu var hun ude på offentlig vej, ikke i en lukket klub. De mødte kun få mennesker før de nåede bilen, og ingen lagde specielt mærke til dem.

Da hun satte sig ind i bilen opdagede hun hvor meget jakken var kortere end nederdelen. Det var helt umuligt at sætte sig bare nogenlunde anstændigt. Der var et pænt stykke bart lår synligt over strømpekanten, afbrudt af stropperne til hofteholderen. Heldigvis var det mørkt, og det var ikke sandsynligt at nogen ville se hende. Nu håbede hun bare de ikke blev stoppet af politiet på vej hjem.

Turen tilbage til Roskilde var uden begivenheder. I Roskilde kørte han ind på en tankstation. Hun sad i sine egne tanker og vågnede brat da han sagde ”Fyld den op med blyfri 95”. Hun kunne da ikke stige ud af bilen og fylde benzin på, sådan som hun var klædt! Men det kunne hun øjensynlig. Tøvende, og meget omhyggelig, sted hun ud af bilen og tog slangen på benzinstanderen. Hun passede meget på ikke at bukke sig det mindste mens hun fyldte benzin på. Hun var bange for at nogle skulle se op under hendes korte jakke. Da hun havde fyldt op viste tælleren på tanken 297,75 kr. Hun kiggede spørgende på Herren, som rullede vinduet ned og rakte hende tre hundredekronesedler med besked om at gå ind og betale. Hun følte sig meget lille da hun gik ind i kiosken, nøgen under den korte jakke. Hun måtte vente på en familie med to små børn som udover benzin skulle have både lotto og slik. Hun var hele tiden bange for at børnene skulle afsløre noget. Men de var mere interesseret i slikket, og endelig forsvandt familien og hun kunne komme til at betale. Ekspedienten virkede helt normal, men han kunne jo også kun se det øverste af hende bag disken. Da hun endelig var færdig, havde hun lyst til at løbe ud til bilen. Men hun gik stille og roligt af frygt for at jakken skulle vippe op og afsløre for meget.

Der skete ikke mere på hjemturen,og hun blev omgående sendt i seng da de kom hjem. Men hun var længe om at falde i søvn. Aftenens oplevelser kørte rundt i hovedet på hende. Og igen sov hun på maven.


21 kommentarer so far
Skriv en kommentar

God historie du har skrevet.
Hvornår kommer de næste afsnit?
Vh
Jens H.

Kommentar af Jens H.

Hej Jens

Tak skal du have. Jeg ved ikke hvornår der kommer flere afsnit, jeg har ikke været inspireret til at skrive her på det sidste.

Mvh. Sommerherren

Kommentar af sommerherren

Super god historie med fine skildringer
Vil glæde mig til en forsættelse der runder historien af Bliver hun 24 / 7 på kontrakt hos Ham eller ???

Erik.

Kommentar af Erik B

Tak skal du have, Erik. Ja, det bliver spændende hvordan den slutter. Jeg har ikke bestemt mig endnu.🙂

Sommerherren

Kommentar af sommerherren

Jeg synes jo det er en rigtig dårlig idé at den overhovedet skal slutte!

Kommentar af LilleKvinde

Pragtfuld skrevet mere ønskeligt

Kommentar af senior1942

Jamen den skal altså slutte. Ideen er at den skal vare en uge, dvs. 8 afsnit (to fredage).

Jeg tror heller ikke at jeg ville kunne holde den gående meget længere. Godt nok har den givet mig lyst til at skrive en rigtig lang udviklingshistorie, men det ville sikkert tage år. Og det bliver nok aldrig til noget. Men flere småhistorier vil jeg da ikke afvise.

Men mange tak for interessen. Det glæder mig da at nogen er interesserede i det jeg skriver. *S*

Kommentar af sommerherren

Kære Soher,
Jeg takker for, at du har gjort dine historier tilgængelige. Jeg har nydt at læse dem og håber, at inspirationen snart viser sig for en fortsættelse.

Kommentar af hanskvinde

Kære hanskvinde

Velbekomme. Det glæder mig at du kan lide historierne. Jeg tror på at der kommer en fortsættelse, og muligvis også andre historier, men der vil gå nogen tid endnu før der sker noget.

Soher

Kommentar af sommerherren

Please – lad os nu få en fortsættelse – afslutning på denne historie

Det fortjener den

Erik

Kommentar af Erik B

Hej Erik

Det skal nok komme. Men det bliver først sidst på året, som mit liv former sig lige nu, så du må fortsat væbne dig med tålmodighed.

Soher

Kommentar af sommerherren

hej sommerherre.
tak for god læsning.man bliver jo helt opslugt. håber at der kommer flere afsnit at læse
mvh
carina

Kommentar af carina

Hvilken røvsyg slavindehistorie*griner drillende*

Eller også er det bare mig, der synes ham manden er lidt vindtør – blottet for safter og drifter.

Da de f.eks, var i klub – hvis så bare DET havde været en heftig aften, kunne man tilgive ham resten, men så kedelig tror jeg altså ikke på en slavindetilværelse behøver være🙂

Kommentar af Zehn

Hej Zehn

Jeg er enig med dig. Så kedelig behøver en slavindetilværelse ikke at være. Mit mål var at skrive en historie om dominans og underkastelse. Og jeg gider altså ikke skrive (eller læse) om sex. Eller lange spanking-scener. Og så blev det her resultatet.

Tag det som en historie, ikke som en opskrift på et slavinde-liv.

Hilsen Soher

Kommentar af sommerherren

Hej Sommerherre

Tak for dejlig læsning, der gav kilden i maven. Samt stof til eftertanke omkring egne tanker, erfaringer og fantasier.

Hilsen Henriette

Kommentar af Henriette

Hej Henriette

Dejligt at høre at du kan lide historien.

Hilsen Soher

Kommentar af sommerherren

syntes du skriver nogle kanon historier og håber de også forfindes rigtig…. alting virker jo som en drømme verden,men hvad nu,havde lyst til at skrive mere.men min vidunderlige herskerinde syntes jeg skal slutte nu og gå i mit kammer,hvor mine lænker venter samt låst dør,det er jo så min slavinde verden,men håber at vi kan udveksle mere viden..
knus dorthe. håber at høre fra dig

Kommentar af dorthe

Kære dorthe

Tak for din kommentar og for rosen af mine historier. Tja, denne novelle er jo nok en drømmeverden. Men der findes jo mange forunderlige ting ude i den store verden. Også kvinder der frivilligt lever mere eller mindre som slavinder.

Jeg vil gerne udveksle mere viden med dig. Du er velkommen til at skrive til min email-adresse: Sommerherren@gmail.com.

Måske kan du også have glæde af at oprette en profil på http://www.kinknationen.dk, hvor du kan udveksle erfaringer med andre.

Knus, Soher

Kommentar af sommerherren

Rigtig god historie. Meget pirrende, men debat mangler altså en fortsættelse. Slavinder har Jim ikke kortere uger end os andre. Jeg håbet virkelig, at du får inspiration til at skrive den færdig.
Vha.
Sir J

Kommentar af Sir J

Kære Sir J.

Tak for kommentaren og rosen. Ja, en uge er længere end fem dage. Og det bør denne ogå være. Jeg håber en dag at gøre historien færdig. Men det har altså knebet med tiden og inspirationen. Jeg har prøvet et par gange, men er gået i stå hver gang.

Venlig hilsen
Soher

Kommentar af sommerherren

Rigtig fortælling og rigtig godt skrevet. En historie man læser ud i et og som kilder lidt i maven og et smil på læben. Jeg håber virklig der kommer en slutning på den.🙂

Hilsen Kittycat

Kommentar af Kittycat




Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



%d bloggers like this: