Sommerherrens blog om dominans og underkastelse


Slavinde for en uge – 4. del

Af Sommerherren (sommerherren@gmail.com). 2008.

4. Mandag

Mandag morgen var ikke meget forskellig fra søndag. Hun stod søvndrukken ud af “sengen” så snart vækkeuret ringede. Vask i koldt vand, tilberedning af morgenmaden, duft af kaffe uden kaffe til hende. Stående på fødder der stadig var ømme fra dagen før, så hun på at Herren spiste lækkerierne, mens hun selv sultede. Kampen med at få den ulækre slavindegrød ned. Afrydning og opvask i hånden. Almindelig dagligdag for en slavinde uden rettigheder.

Efter opvasken meldte hun sig hos Herren på kontoret. Hun huskede at neje. Det gjorde hun nærmest automatisk nu. Herren forberedte hende på at de skulle ud at handle i dag.
“Jeg ville ikke købe undertøj til dig i forvejen. Det skal du prøve så vi er sikker på at det sidder ordentligt.”
Undertøj! Hun havde totalt opgivet tanken om undertøj og troet at hun skulle være nøgen under kjolen hele ugen. Hvor ville det være dejligt at få BH og trusser på igen. Tænk at have trusser på når hun lå på knæ og støvsugede. Tænk at have en BH til at holde på brysterne når hun var ude at handle. Tænk ikke at skulle spekulere på om blæsten løftede hendes kjole op. Tankerne for gennem hovedet på hende.

Herren forklarede hende hvordan hun skulle gå forbi supermarkedet hvor de handlede lørdag, og hvordan hun derfra kunne fortsætte til Roskildes centrum. Her skulle hun vente på ham stående ved siden af springvandet på torvet foran domkirken. Under forklaringen kom hun ned på jorden igen efter næsten at have været helt oppe i skyerne ved tanken om undertøjet. Hun kunne altså stadig ikke køre med Herren. Hun skulle stadig gå på sine flade fødder, eller rettere høje hæle, og hun skulle stadig vente på ham. Nå ja, hun holdt jo ikke op med at være slavinde på grund af et par trusser og en BH. Og hun skulle jo lære at vente, havde han jo sagt. Hun ville ikke lade gåturen ødelægge hendes gode humør. Hun ville tage tingene som de kom og glæde sig over de gode ting. Som f.eks. at hun snart ville være iført undertøj under kjolen.

Snart var hun på vej mod centrum. Hun havde kun en svag idé om hvor langt der var, bedømt ud fra busturen i fredags. Men hun var klar over at hun skulle gå et stykke vej, så det indstillede hun sig på. Tanken om trusser og BH gjorde hende i godt humør. Hurtigere end hun havde ventet nåede hun til butikscentret og fortsatte forbi det i rask tempo. Nå ja, så rask som de høje hæle nu tillod hende det. Det begyndte at gå op ad bakke. Ikke en stejl bakke, men en lang sej stigning. Hun begyndte at blive træt i benene. Kunne mærke at hun ikke var vant til at gå så langt i højhælede sko.

Undervejs begyndte hun at tænke nærmere på det med trusser og BH. Hun havde tid nok til at tænke, da hun jo bare traskede derudaf. Hun begyndte at tænke at der jo nok var en hage ved det. Det havde der været ved alt hun havde oplevet indtil nu. Slavindemaden, støvsugning på alle fire, slavindetræningen. Intet af det havde været som hun forventede. Faktisk var der ikke ret meget der var som hun havde forventet. Men det var jo netop det der var så spændende ved denne uge. Tilbage til undertøjet. Herren havde ikke givet nogen detaljer, blot sagt undertøj. Hun begyndte at tænke på hvad han mon kunne have fundet på. Måske var trusserne kun en lille G-streng. Ikke noget hun brød sig om at gå med, men dog stadig en væsentlig forbedring fra at være trusseløs. Hvad med BHen? Kunne der være ubehageligheder ved den. Måske en udfordrende push-op. Pyt, ingen af hendes kjoler var nedringede, så ingen ville kunne se det. Kunne Herren være så fræk at BHen var af den type med huller til brystvorterne? Og at trusserne måske var bundløse? Det kunne han uden tvivl, men hun tvivlede nu på at den slags kunne købes i Roskilde. Så mon ikke hun var nogenlunde sikker hvad det angår. Sådan fortsatte hendes tanker mens hun gik. Hun var så optaget at hun helt glemte at hun var nøgen under kjolen, og næsten glemte hendes ømme fødder.

Omsider nåede hun til krydset hvor jernbanen gik over vejen. Her skulle hun dreje til højre og følge gågaden. Det var mandag formiddag, og der var ikke mange mennesker på gaden. Men dog væsentlig flere på gågaden end der havde været tidligere. Pludselig begyndte hun igen at tænke på at hun var nøgen under kjolen. Hun begyndte at spekulere på om folk kunne se at hun ikke havde BH på. Hun begyndte at gå langsommere og mere forsigtigt. Men tanken om at hun snart ville være mere tækkelig klædt, gjorde at det ikke betød så meget. Hun så på bænkene langs vejen og havde lyst til at sætte sig ned for at hvile. Det havde været en lang tur, og hun kunne mærke det i benene. Hendes fødder gjorde også ondt. Men hun turde ikke holde pause. Hun havde ikke fået noget tidspunkt for hvornår hun skulle være ved springvandet, og hun ville ikke risikere at komme for sent. Hun ville heller ikke risikere blive taget i at holde pause uden tilladelse, såfremt Herren skulle finde på at kontrollere hende. Så hun fortsatte videre på ømme ben og fødder.

Få vej gennem hovedgaden så hun en forretning med dameundertøj. Hun kiggede på vinduerne og tænkte på om det mon var her de skulle handle. Det de havde i vinduet, var faktisk rigtig pænt. Noget af det var lidt småt efter hendes smag, men stadig pænt og slet ikke uanstændigt. Og det meste af det var rigtig lækkert. Hun håbede at det var noget at det som hun skulle have.

Hovedgaden var ikke så lang, så snart nåede hun torvet foran domkirken. Hun så straks springvandet hvor hun skulle vente. Der var bænke på torvet, men ikke umiddelbart ved siden af springvandet. Herren havde vist også sagt at hun skulle vente “stående ved springvandet”. Det lød som en klar ordre om ikke at sætte sig ned. Så hun stillede sig ved springvandet og ventede. Hun kiggede sig omkring. På uret på rådhustårnet så hun at klokken var 10.35. Så havde hun brugt det meste af en time på turen. Bare Herren snart kom, så hun ikke skulle vente for længe.

Kl.10.45 ærgrede hun sig over at hun ikke havde hvilet sig på bænken fra før. Hvor ville det dog have været dejligt at sidde 10 minutter, og det kunne hun sagtens have gjort. Hun turde ikke sætte sig her ved springvandet. Der var alt for stor risiko for at blive opdaget.
11.05. Hun havde lært alle bygningerne rundt om torvet udenad. Det var kedeligt og hun havde ondt i fødderne.
11.10. Hun gik restløst frem og tilbage, det gjorde alt for ondt at stå stille.
11.15. Hun tænkte på hvad folk måtte tænke når de så hende gå frem og tilbage her.
11.23. Endelig så hun sin Herre komme hen imod hende.
“Stå stille, tøs. Du går jo frem og tilbage som en løve i et bur!” var Herrens første ord. Hun blev chokeret ved denne barske indledning, uden hilsen eller noget andet. Men hendes hjerte smeltede da han fortsatte “Men jeg er nu alligevel stolt af dig, at du har stået pænt og ventet det meste af tiden.”

Hun så lettet på ham, og kunne mærke at hun faktisk var stolt over at have gjort sin Herre tilpas.
“Men har du ikke lært at neje når du hilser din Herre?”
Rødmende så hun på ham. Havde han tænkt sig at hun skulle neje her midt på torvet, mellem alle de mennesker? Men det havde han åbenbart. Så efter at have tøvet et øjeblik, tog hun fat i kjolen med begge hænder og nejede dybt for sin Herre. Herren så tilfreds ud, og det glædede hende så meget at hun var fuldstændig ligeglad med hvad folk måtte tænke.

“Jeg har siddet på caféen derovre og drukket en øl.”  sagde han. Jeg har hold øje med dig siden du kom, og jeg er meget stolt af så lydig du har været mens du ventede.”
Lone smeltede ved hans ord. Så gik det op for hende at mens hun stod og fik mere og mere ondt i ben og fødder, havde han siddet og drukket øl lige ovre på den anden side af gaden. Det kunne han altså ikke være bekendt! Og dog. Selvfølgelig kunne han være det bekendt. Han var Herren og hun var slavinde. Hvis Herren havde lyst til en øl, så skulle han da ikke lade sig forstyrre af at slavinden ventede. At hun var øm i fødderne var ikke hans problem. Og selvfølgelig havde han da ret til at sidde og se på hende, hvis han havde lyst. Igen fik hun denne dejlige fornemmelse af at være slavinde fuldt og helt.

Herren trak hende ud af sin drømmeverden og tilbage til virkeligheden. Han gav hende en pung og sagde at der var penge i til at købe undertøj for. Hun skulle naturligvis huske at få kvitteringen med. Nu kom spændingen tilbage i hende. Nu kom endelig det store øjeblik. Han forklarede hende at hvor gågaden fortsatte på den anden side af torvet, gik et lille stræde til venstre. I dette stræde lå en lingeriforretning. Så fortsatte han at der skulle hun gå ind og købe en hofteholder og tre par strømper. En hofteholder! Skulle hun gå med hofteholder? Hun ventede på at han skulle fortsætte med at tale om trusser og BH. Men der kom ikke mere. Langsomt gik det op for hende. Det undertøj hun skulle købe, var en hofteholder. Og ikke andet. Ingen BH. Ingen trusser. Ikke engang en diminutiv G-streng. Hofteholder og strømper. Hun var næsten ved at tude af skuffelse. Alle hendes drømme forsvandt med ét. Kun langsomt kom hun tilbage til virkeligheden.

Herren kunne se på hende at hun ikke var sig selv. Han ventede tålmodigt på at hun skulle komme til hægterne. Så begyndte han at forklare videre. At hun skulle sørge for at få en hofteholder der var beregnet til at holde et par strømper oppe. Ikke en af de små pyntegenstande der sælges flest af. At hun skulle prøve den så hun var sikker på at den passede. At hun skulle købe tre par hudfarvede nylonstrømper beregnet til hofteholder, til afløsning for de selvsiddende hun havde gået med indtil nu. Han ville vente ovre på caféen. Der skulle hun komme hen når hun var færdig.

“Afgang!” sagde han og gav hende et puf i den rigtige retning. Langsomt begyndte hun at gå. Hun så sig tilbage. Han var på vej mod caféen igen. Selvsikkert gik han uden at kigge efter hende.

Lone fortsatte langsomt hen til hjørnet af torvet, hvor hun drejede ned ad det lille stræde. Undervejs fortog skuffelsen sig, og hun kom tilbage i sin slavindetankegang. Hvis Herren ønskede at hun skulle gå med hofteholder, så gik hun naturligvis med hofteholder. Og hvis Herren ønskede hende bar under kjolen, så gik hun naturligvis bar under kjolen. Det sidste havde hun jo accepteret for hvad der syntes som længe siden, så hvorfor bekymre sig om det nu. Nu gjaldt det om at tilfredsstille Herren og købe en hofteholder. Hun gik lidt mere rask til og nåde hurtigt den lille butik. Hun kiggede på vinduet. Der var frækt og pikant undertøj, og der var almindelige ting som natkjoler og pyjamas. Men der var ingen hofteholdere.

Inde i butikken blev hun mødt af en ung pige.
“Er der noget jeg kan hjælpe med?”
“Ja tak. Jeg vil gerne se på en hofteholder.”
“Så gerne.”
Ekspedienten så på ingen måde ud til at det var usædvanligt at købe en hoftekolder. Gudskelov. Hun målte Lone over hofterne og hentede så et par hofteholdere i den rigtige størrelse. Lone spurgte om de kunne holde at par strømper oppe, og pigen forsikrede at de kunne de, forudsat at størrelsen var rigtig.

“Gå ind og prøv dem” sagde ekspedienten og pegede på prøverummet. Lone tog de to hofteholdere og gik hen til prøverummet, hvor pigen holdt forhænget for hende og lukkede det efter hende. Først nu gik det op for Lone. For at prøve hofteholderen måtte hun tage kjolen af. Og hun var nøgen under kjolen! Lone var lige ved at gå igen uden hofteholder. Hun kunne ikke klæde sig nøgen i et prøverum i en forretning! Hun måtte tage sig gevaldigt sammen. Tænke på at hun allerede havde vist alt frem for en fremmed mand. Gået nøgen rundt i hans have. Klædt sig af og på for vinduer uden gardiner. Så kunne hun vel også klæde sig af i et prøverum for at prøve undertøj. Langsomt tog kun kjolen af. Hun følte sig meget mere udsat end da hun gik nøgen rundt i Herrens hus. Endda mere udsat end da hun var nøgen i hans have. Det føltes forkert!

Hun fik dog kjolen af og hofteholderen på. Hun havde aldrig haft en hofteholder på før, men ved at spænde den foran som en BH og så dreje den, gik det ret nemt. Pludselig kom ekspedienten ind gennem forhænget. Hun standsede et øjeblik i forbavselse over at se den nøgne kvinde. Så tog hendes professionalisme over, og hun lod som ingen ting. Hun mærkede hvor stramt hofteholderen sad og forklarede at hun bare skulle kontrollere om størrelsen passede. Lone var kobberrød i ansigtet af forlegenhed da pigen diskret trak sig tilbage. Lone besluttede at tage den hofteholder hun havde på, hun skulle ikke have noget af at prøve en mere. Hun skyndte sig at tage hofteholderen af og kjolen på.

Da hun kom ud af prøverummet og overrakte ekspeditricen hofteholderen, var hun stadig rød i hovedet, og hun havde svært ved at se pigen i øjnene. Hun bad om tre par strømper der passede til hofteholderen. Pigen begyndte at vise hende nogle forskellige smarte strømper, men hun forklarede at det bare skulle være nogle simple hudfarvede. Det efterlod nogle forskellige nuancer af solbrændthed at vælge imellem. Lone skyndte sig at vælge en farve, hun ville bare gerne ud i en fart. Pigen pakkede hofteholderen og tre par strømper i en lille papirspose med hank. Det blev noget dyrere end hun havde regnet med. Men Herren havde givet hende penge nok med, så det var ikke noget problem. Lone betalte og skyndte sig ud af forretningen.

Ude på gaden åndede hun lettet op. Hun puttede pungen ned i posen, da hun jo ikke havde nogen taske, og gik tilbage mod torvet. Hun var lidt genert ved at gå med posen med lingeriforretningens logo på. Selv om det egentlig var noget pjat. Ingen kunne jo se hvad der var i posen. Og en kvinde har vel lov til at købe undertøj.

Tilbage på torvet gik hun ind i caféen, hvor hun fandt sin Herre siddende. Han var ved at spise frokost. “Velbekomme” sagde hun, “Tak” svarede han. Han bad hende ikke sidde ned. Det kunne hun ellers godt have brug for, efter at have gået og stået så længe.
“Vis mig hvad du har købt” sagde han. Rødmende rakte Lone posen hen mod ham.
“Nej, tag den op og vis mig den.” Nu rødmede Lone endnu mere. Skulle hun tage hofteholderen frem herinde på caféen. Caféen var cirka halvt fyldt og folk ved de nærmeste borde begyndte at kigge på hende.
Hun trak diskret hofteholderen op ad posen og forsøgte at række ham den. Igen en afvisning. Hun blev beordret til at holde den op med begge hænder, så han kunne se den. Sukkende satte hun posen på bordet og tog fat i hofteholderen med begge hænder. Så holdt hun den op foran sig, så han tydeligt kunne se den. Og alle andre tydeligt kunne se at det var en hofteholder hun stod med. De fire strømpeholdere der hang ned talte deres tydelige sprog. Hun fornemmede at folk i lokalet hviskede sammen og vendte sig så de kunne se hende. Kvinden der stod op midt i restauranten, og holdt en hofteholder op så alle kunne se den. Det var vist ikke noget der skete hver dag.

Herren godkendte hofteholderen og omsider fik hun lov til at lægge hofteholderen ned i posen igen og holde strømperne op. Det var nok ikke nemt for andre at se om det var strømpebukser eller strømper, men efter at hun havde stået og viftet med hofteholderen, var der nok ikke nogen der var i tvivl. Strømperne blev også godkendt og hun fik lov til at pakke dem ned.

Så skete det utrolige at Herren bad hen om at sidde mens han spiste færdig. Lettet satte hun sig ned. Hun vidste ikke hvad det bedste var ved at sidde ned. At hun omsider kunne hvile sine ømme fødder, eller at hun ikke længere var så synlig for de andre gæsters blikke. I hvert fald var hun lykkelig over at kunne sidde.

Nu mærkede hun at hun også var blevet sulten. Herren tilbød hende ikke noget at spise, og hun turde ikke spørge. Men hun bad om et glas vand, og det bestilte Herren til hende. Mens Herren spiste, forklarede han hende hvilke regler der gjaldt når de var ude. Ligesom derhjemme måtte hun ikke sidde ned uden tilladelse. Dette betød også, at når hun var alene så måtte hun ikke sidde ned. Heller ikke f.eks. i en bus. Til gengæld kunne Herren give hende lov til at sidde på en stol eller noget andet. Hun behøvede ikke at sidde på gulvet eller jorden. Men altså kun med tilladelse. Hun skulle stadig neje når hun mødte eller forlod Herren. Og hun skulle altid tiltale ham som Herre. Begge dele havde hun glemt da hun kom ind i caféen. “Undskyld, Herre” sagde hun med nedslåede øjne. Reglen med at hun skulle gå på toilettet med åben dør gjaldt ikke når de var ude. Med mindre Herren beordrede det. Men når Herren var tilstede skulle hun bede om tilladelse til at gå på toilettet. Når hun var alene måtte hun gå på toilettet uden tilladelse. Til sidst bad Herren om at få pungen igen. Han kontrollerede bonen og pengene der var tilbage, og så at det stemte.

Selv om hun var sulten var det alligevel dejligt at hvile benene. Og pausen sluttede alt for hurtigt. Da Herren var færdig med at spise, betalte han regningen, og de rejste sig og forlod restauranten. Udenfor spurgte Herren om hun var sulten. Taknemmeligt svarede hun “Ja, Herre”. Herren gav hende nogle penge. “Gå hen til pølsevognen og køb to pølsebrød. Kom så hen til mig med dem.” Hun gik hen til pølsevognen på torvet. Hun måtte stå lidt i kø. Da hun bad om pølsebrødene syntes hun at damen i pølsevognen kiggede lidt underligt på hende. Måske troede hun at Lone ikke havde råd til andet. Nå, Lone var ligeglad. Hun forlod pølsevognen og så sig om efter sin Herre. Han sad på en bænk i nærheden. Hun gik hen til ham og huskede et neje. Hun var holdt helt op med at spekulere på om folk kiggede. Hun afleverede byttepengene og fik lov til at spise de to brød. Hun fik ikke lov at sidde. Hun spiste brødene mens Herren kiggede på hende. De var noget tørre, men hun var sulten så de smagte ikke værst. Desværre forsvandt de hurtigt og stillede kun den værste sult. Nå, i det mindste havde hun da fået noget. Hun nejede og sagde “Tak for dejlig mad”.

De fulgtes ned af gågaden, hvor Herren viste vej. Han gik gennem en have med en port ned til en lille sti. Stien gik parallelt med hovedgaden, men var dejlig fredelig. Der var næsten ikke andre mennesker og der var grønne træer. Til venstre lå en stor smuk gammel bygning. Herren forklarede at det var Roskilde Adelige Jomfrukloster, som dog ikke længere blev brugt som kloster. Lidt længere fremme nåede de til bibliotekshaven, hvor de gik ind.

Bibliotekshaven i Roskilde er en lille kvadratisk have omgivet af høje hække. Mellem hækkene er der stier og blomsterbede samt nogle bænke. Der er en åbning i de to modsatte hjørner, så man kan gå tværs gennem haven. Herren satte sig på en bænk nær et af de hjørner, hvor det ikke var en åbning. Han tillod også Lone at sætte sig ned. Der var ikke andre tilstede. “Tag dine strømper af og tag et par af de nye på” beordrede Herren. Hun kiggede vantro på ham. Skulle hun skifte strømper her på en offentlig bænk? Og for at holde de nye strømper oppe, var hun også nødt til at tage hofteholderen på. Hvordan skulle hun bære sig af med det?

Men Herren havde besluttet sig, så der var ikke andet at gøre end at adlyde. Hvor var hun glad for at hun ikke kendte nogen i Roskilde! Hun startede med at tage de selvsiddende strømper af. Det var ikke svært, siddende på bænken. Men hun var hele tiden bange for at nogen skulle komme ind i haven og se hende. Det skete dog ikke, og hun fik strømperne af. Men hvordan skulle hun få hofteholderen på uden at tage kjolen af? Hun var rådvild. Og Herren hjalp hende ikke, han sad blot og så på hende med et smil på læben. Og et “nå, bliver det til noget?”. Til sidst rejste hun sig og stillede sig hen i hjørnet med ansigtet ind mod hækken. Så knappede hun det meste af kjolen op og begyndte at tage hofteholderen på. I det samme kom et par gående ind i haven. Hun blev helt forfjamsket og trak hurtigt kjolen rundt om sig. I forvirringen tabte hun hofteholderen, som faldt ned på fliserne ved hendes fødder. Hun kunne se at parret stirrede mistroisk på hende. Rød i hovedet vendte hun ansigtet mod hækken mens parret gik gennem haven og forsvandt ud af den anden åbning. Hun vidste ikke om de havde set hofteholderen.

Da de var gået samlede hun hofteholderen op og skyndte sig at tage den på. Det var faktisk ikke så svært. Men hele tiden kiggede hun sig over skulderen for at se om der kom nogen. Hvilket gjorde at hele operationen tog meget længere tid end den burde have gjort. Hun så at Herren iagttog hende med et skævt smil. Han morede sig øjensynlig over hendes forlegenhed. Da hun havde fået den lukket og drejet på plads, skyndte hun sig at knappe kjolen. Med et lettelsens suk gik hun tilbage til Herren der så ud til at more sig storartet. Nu kom det besværlige med at få strømperne på og hæftet til hofteholderen. Det havde hun aldrig prøvet før. Kun set på film. Det var nemt nok at tage strømperne på, det var ligesom med de selvsiddende. Mens hun sad og fumlede med spænderne på strømpeholderne, med kjolen godt oppe om lårene, kom et par unge mænd ind i haven den modsatte vej af ægteparret. Hun skyndte sig at dække sig til med kjolen. De kiggede noget på hende mens de fortsatte gennem haven. Hun spekulerede på hvor meget de havde set. Og om de lagde mærke til farven på hendes ben, der tydeligt afslørede at hun havde én strømpe på. Hun følte ydmygelsen blusse i kinderne. Men hun følte også en kildrende fornemmelse i maven. En dejlig følelse. Da de var forsvundet, fortsatte hun med strømperne. Hægterne foran var faktisk ikke så svære. Dem i siden var sværere at komme til. og hun følte sig mere sårbar fordi det var sværere at se om der kom nogen, når hun sad bøjet over mod den ene side. Der kom heldigvis ikke flere. Endelig var hun færdig og kunne dække sig til med kjolen igen.

Herren beordrede hende til at rejse sig og føle om det hele sad ordentligt. Det syntes hun at det gjorde. Så fik hun besked på at vise ham sin nyerhvervelse. Det varede et øjeblik før det gik op for hende hvad det betød. At hun skulle løfte op i kjolen og vise ham sit skød. Der var ikke noget han ikke havde set før, bortset fra undertøjet naturligvis, men hun troede lige at hun var færdig med at blotte sig offentligt. Heldigvis stod hun med ryggen mod stien tværs gennem haven, men hun var ikke i tvivl om at en nyankommen ville se hvad der foregik. Men der var ikke noget at gøre. Så hun løftede op i kjolen og viste sig frem. Han lod hende stå lidt, mens hun nervøst skottede til siderne. “Hvor er det smukt” var hans eneste kommentar. Endelig fik hun lov til at lade kjolen falde på plads og åndede lettet op.

“Skal du ikke sige tak for dit nye undertøj?” spurgte herren. “Jo naturligvis, Herre”. Hun nejede dybt. “Tak for det dejlige undertøj, Herre. Det er jeg meget glad for”. Var hun glad for det? Det var jo ikke det som hun havde drømt om. Men hun havde fået det af sin Herre. Og det havde ikke været helt billigt. Og Herren havde brugt flere timer for at tage med ud at købe det. Og Herren var glad for at se hende i det. Jo, hun var glad for det. Det måtte hun indrømme for sig selv.

Herren gav hende lov til at gå hjem. Han gav hende indkøbspungen og beordrede hende til at købe ind til aftensmaden på vejen hjem. Hun huskede at neje da hun forlod ham.

Hun begyndte at traske hjemefter. Hun havde ikke fået et lift hjem, men det havde hun vel heller ikke forventet. På vejen hjem kunne hun igen mærke den kildrende fornemmelse. Det havde været ydmygende. Men Herren havde i al offentlig vist hvem der bestemte. At han havde ret til at behandle hende efter sit eget forgodtbefindende. At han ikke behøvede at tage hensyn til hendes følelser eller bekvemmelighed. Hun gik med en dejlig snurren i underlivet hele vejen hjem. Som i øvrigt ikke føltes nær så lang som udturen.

Resten af eftermiddagen gik som rutine. Hun købte ind til tre retter mad på vej hjem. Hun skiftede omgående til de lavere sko så snart hun kom hjem. Hun lavede mad og ventede mens han spiste. Hun spiste sin slavindemad knælende på gulvet. Hun vaskede op. Hun serverede kaffen for Herren i stuen.

Mens hun serverede kaffen fortalte Herren at han ønskede at se hendes nyerhvervelse igen. Han beordrede hende til at hænge kjolen tilbage i skabet, med en besked om at den ville hun ikke få mere brug for i aften. Samtidig skulle hun tage de høje sko på igen, så hendes ben præsenterede sig bedre i de nye strømper. Hun gik ned og tog kjolen af og skiftede sko. Det var ikke rart at få de høje hæle på igen. Nøgen bortset fra hofteholder, strømper og sko præsenterede hun sig for ham i stuen. Det føltes lidt underligt at neje nøgen. Hun måtte vise sig frem sig for ham, dreje sig rundt, gå frem og tilbage og igen stå stille med front mod ham. Som så mange andre kvinder havde hun lidt komplekser over sin krop. Hun havde lidt for meget mave. Hendes bryster hang lidt. Ikke noget usædvanligt, faktisk meget normalt for hendes alder. Men hun brød sig ikke om at udstille sig selv på den måde. Det betød dog ikke noget hvad hun syntes om, og Herren så ud til at være glad for synet. Han roste faktisk synet. Det gjorde at hun følte sig meget stolt. Selv om hun ikke var helt klar over om det var hofteholderen eller hendes krop han roste. Herren havde været meget tilbageholdende med ros indtil nu. Og han havde efterhånden fået en næsten gudeagtig respekt i hendes øjne, så ros fra ham betød meget for hende.

Pludselig skiftede hans ansigtsudtryk til alvorligt. Han nævnte at hun ikke havde nejet og tiltalt ham som “Herre” i caféen i dag. Hun blev flov ved tanken. Lige som hans ros betød meget for hende, så blev hun ked af det når hun ikke levede op til hans forventninger. Han gjorde hende opmærksom på at han blev nødt til at straffe hende for det. “Stil dig over i hjørnet der” sagde han og pegede. “Hold hænderne på hovedet. Albuerne skal røre væggene. Og bliv så stående uden at røre dig til jeg siger at du må komme ud”. Med et “Ja, Herre” og en nejen gik hun hen i hjørnet og stillede sig som forskrevet.

Det var kedeligt at stå der. Og hendes fødder gjorde ondt efter den meget gåen og ståen i høje hæle tidligere på dagen. Men hun måtte pænt blive stående. Hendes Herre så TV-avis. Og et eller andet som hun ikke kunde finde ud af hvad var. Ind imellem gik han ud af stuen og kom ind igen. Men det meste af tiden sad han og så fjernsyn. Og så hende. Så hun kunne ikke snyde. Hun var nødt til at stå stille, selv om det smertede i ben og fødder. På en måde var hun glad for at hun ikke havde mulighed for at snyde. Hun ønskede ikke at snyde sin Herre. Herren som hun var så stolt af at tilhøre. Og som hun havde svigtet i dag. Svigtet, så hun fortjente en straf. Hun havde fortjent at stå her. Det var hendes egen fejl, så hun måtte bare holde det ud.

Den næste udsendelse sluttede også, hvad end det så havde været, og Herren slukkede for fjernsynet. Der var stille i nogle minutter. Hun havde en fornemmelse af at han betragtede hende. Hun kunne naturligvis ikke vide det, hun kunne jo ikke se andet end væggen. Omsider kaldte han på hende. Lettet vendte hun sig om og gik hen til hende. Pludselig opdagede hun at der stod en lang pind ved siden af ham. Det lignede en bambuspind. Eller et spanskrør! Hun blegnede. “Vi er ikke færdige endnu. Gå hen til spisebordet. Læg overkroppen ned på det så numsen stritter godt ud.”. “Ja, Herre” hviskede hun og huskede at neje inden hun listede hen til spisebordet. Herren samlede pinden op og fulgte efter. Lone bukkede sig over bordet og tog godt fat i kanten. Pludselig hvinede det i luften og en smertende ild skød gennem hendes baller. Med et råb af smerte sprang hun op og tog sig på de smertende endeballer.

“Hvad er det for en opførsel?” snerrede Herren. “Kan du komme på plads igen. Og bliv liggende denne gang. Du skal have seks slag med spanskrøret. Og du skal blive liggende. Ellers tæller slaget ikke. Så du mangler stadig seks.”

Lone lagde sig rystende af angst ned igen. Igen den uhyggelige lyd og en brændende smerte. Lone bed tænderne sammen. Det lykkedes hende at blive liggende. Ved det tredje slag, der altså kun talte som nummer to, blev hun også liggende, men udstødte et højt hyl af smerte. Ved det fjerde græd hun uhæmmet. Ved det femte rejste hun sig hylende op, og slaget talte derfor ikke. Ved de tre sidste slag lykkedes det hende at blive liggende, men hylende af smerte. Efter det sidste slag hjalp Herren hende op. Han tog hende ind til sig og holdt om hende mens hun trykkede sig ind til ham og græd ud ved hans skulder.

Da hun var kommet til sig selv nejede hun og sagde “Tak for en velfortjent straf, Herre”. Hun fik lov til at gå ned i kælderen og få lidt koldt vand i hovedet og komme til sig selv igen. Hun nejede og gik ned i kælderen. I spejlet på hendes lille toilet kunne hun se at hendes øjne var røde og hun havde tårestriber ned af kinderne. Hun kunne ikke se sin numse, men med fingrene kunne hun forsigtigt mærke otte ophovnede, smertende striber.

Da hun kom op igen, blev hun beordret til at stå ved siden af Herren mens han så fjernsyn. Hans hænder kørte op og ned af hendes nylonklædte ben. De legede med stropperne til hofteholderen. De gled beundrende hen over striberne på hendes numse. Hun gav sig hver gang han rørte ved striberne, selv om det var en ganske blid berøring. Så ondt gjorde de. Men det afholdt ham selvfølgelig ikke fra det. Ind imellem legede han med hårene på hendes mis og det hændte også at en finger smuttede indenfor. Men det meste af tiden rørte han bare ved hendes ben. Eller berørte hende slet ikke. Og hun bare stod på sine ømme fødder. Heldigvis kunne hun da følge med i filmen, når hans fingre ikke distraherede hende for meget. Han nød aftenen. Hun stod nøgen på ømme fødder og med smertende bagdel. Men hun nød også at mærke at hun var ejet. At hun kun var til for ham. At hun opfyldte hans behov til fulde uden hensyntagen til hendes.

Hun sov på maven den nat.

Efterskrift: Hvis nogen er nysgerrige, så var det et rigtigt spanskrør og ikke en bambuspind, Lone fik smæk med. Brug aldrig bambus. De er farlige, da de flækker.


3 kommentarer so far
Skriv en kommentar

Det er min Helle

Kommentar af keld jørgensen

Det er det jeg ønsker Helle !!!!

Kommentar af keld jørgensen

åh…….

Kommentar af keld jørgensen




Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



%d bloggers like this: