Sommerherrens blog om dominans og underkastelse


Slavinde for en uge – 3. del

Af Sommerherren (sommerherren@gmail.com). 2007.

3. Søndag

Lone vågnede igen ved vækkeurets kimen. Hun fik stoppet vækkeuret i mørket og lå og sundede sig lidt. Da hun ikke kunne se hvad klokken var, turde hun ikke ligge for længe. Hun var også bange for at falde i søvn igen, for når først vækkeuret var stoppet, var det nytteløst her i mørket. Så hun famlede sig hen til døren og ud i gangen hvor hun kunne tænde lyset. Og så kunne hun jo lige så godt fortsætte ud på toilettet. Efter at have tisset, igen for åben dør, vaskede hun sig og gik ud for at tage tøj på. Hun skævede til de sorte vinduer, som hun stadig ikke havde vænnet sig til. Påklædningen var hurtigt klaret. Kjole, strømper og sko. Egentlig var det befriende ikke at skulle tænke over hvad hun skulle have på. Det gav sig selv.

Hun pakkede sin “seng” sammen og gik ovenpå for at lave morgenmad. I køleskabet lagde hun mærke til en underlig kasse. En lille metalæske på størrelse med en madkasse, og med lås på. Hun kunne ikke regne ud hvad det var, men det var nok ikke noget der kom hende ved. Hun manglede i hvert fald ikke noget for at kunne lave morgenmad.

Da huset begyndte at dufte af kaffe, mærkede hun pludselig hvor meget hun savnede en kop kaffe. Hun havde en utrolig lyst til at snyde sin Herre og tage en kop uden at han opdagede det. Men en ordre er en ordre, det kunne hun lige så godt vænne sig til.

Når hun ikke var optaget satte hun sig på gulvet med ryggen op ad en skabslåge. Hun skulle ikke have noget af at sidde på bordet igen. Det var ikke specielt behageligt at sidde sådan, men hun kunne ikke stå op hele tiden.

Omsider nærmede klokken sig otte, hvor det var tid til at vække Herren. Hun havde modstået fristelsen til at tage noget at spise. Hun gik ned for at skifte frueskoene ud med de høje sandaler, så hun kunne vække Herren standsmæssigt. Som dagen før blev Herren hurtigt klar til at spise. Hun huskede at neje på de rigtige tidspunkter og stod ellers tålmodigt og ventede, mens Herren spiste. Hun var ved at være godt sulten, og begyndte at spekulere over hvad hun skulle have til morgenmad i dag. Hvis hun da overhovedet fik morgenmad! Hvis ikke Herren på eget initiativ serverede noget til hende, ville hun være nødt til ar undvære. Hun turde ikke spørge igen. Hvor var en slavinde dog overladt til sin Herres nåde og barmhjertighed.

Omsider rejste Herren sig og gik ud i køkkenet. Hun hørte køleskabet blive åbnet og hun hørte ham rumstere med tallerkener m.v. Efter kort tid kom han tilbage med en tallerken med den frygtede havregrød. Pludselig gik det op for hende hvad der var i den låste kasse i køleskabet. Han havde sørget for at hun ikke kunne forbedre smagen af havregrøden ved at komme salt, sukker eller andet i den. Snedigt. Og ubehageligt! Herren satte tallerkenen på gulvet og sagde blot “Spis!”. Modstræbende knælede hun ned og gik i gang med grøden. Den var lige så kold og ulækker som hun huskede den fra i går. Men hun tvang sig til at spise den mens hun forsøgte at tænke på noget andet. Hun ville ikke risikere en gentagelse af gårsdagens pinsler og hun forsøgte at sluge grøden uden at tænke eller smage på den. Hun havde hurtigt havregrød i hele ansigtet, så travlt havde hun med at få den ned i en fart. Det viste sig da også at hun fik den ned temmelig hurtigt. Det var bestemt ikke nogen nydelse, men ned kom den da. “Man kan vænne sig til meget” tænkte hun, mens hun lettet slikkede tallerkenen ren.

Da hun var færdig blev hun liggende på alle fire og kiggede op mod sin herre. “Du må gerne rejse dig” sagde han. Det gjorde hun. Hun nejede også og sagde “Slavinden takker for den dejlige mad”, selv om det ikke lige var sådan hun tænkte på den ulækre grød. Herren rejste sig. Han gav hende ordre på at melde sig på kontoret når hun havde ryddet af og vasket op. Så forlod han stuen.

Overladt til sig selv var det første hun gjorde at gå ned for at skifte sko. Så ryddede hun af, satte madvarerne på plads og vaskede op. Mens hun stod og vaskede op, skulede hun ondt til opvaskemaskinen, som hun ikke måtte bruge. Efter opvasken spekulerede hun på om hun kunne tillade sig at melde sig hos Herren iført frueskoene. Men ordren lød vist på at hun ikke måtte servere i dem, ikke at Herren ikke måtte se hende i dem. Hun besluttede sig for at tage chancen og bankede på døren til kontoret. Hun nejede idet hun trådte ind, og meddelte Herren at hun var færdig med oprydningen.

Herren lod hende stå midt på gulvet mens han talte. Han lod ikke til at bemærke skoene. Han forklarede at i dag var det arbejdsdag. I dag skulle der gøres rent. Og senere, i eftermiddag, ville hun få noget slavindetræning. Han kom ikke nærmere ind på hvad slavindetræning betød, og hun turde ikke spørge. Men hun kunne ikke lade være med at spekulere på det. Hvad det end var, så lød det mere spændende end rengøring! Han forklarede at først skulle hun støvsuge hele stueetagen. Hun ville finde støvsugeren i rengøringsskabet i køkkenet. Derefter skulle hun støve af, igen hele stueetagen. Frokosten skulle være klar kl. 13, så hun måtte holde pause med rengøringen mens hun lavede frokost.

Han sluttede med at sige, at den kjole som hun brugte til rengøring og lignende arbejde, måtte hun ikke bruge til at servere eller gå i byen i. Det var lidt af et chok for hende. Hun havde indstillet sig på at den kjole som hun havde på nu, skulle hun bruge hele ugen. Det var den hun befandt sig bedst i. Men hun skulle absolut ikke gå nogen steder i en af de andre kjoler. Altså var hun nødt til at bruge en af de andre til rengøring, selv om hun ikke brød sig om det. Når hun tænkte sig om, kunne hun godt se det rimelige i at en slavinde ikke kan vises frem i en kjole som hun har arbejdet og svedt i. Derhjemme ville hun jo heller ikke gå i byen i det samme tøj som hun havde gjort rent i. Men derhjemme havde hun mere at vælge imellem. Hun havde en vaskemaskine og hun kunne i øvrigt ikke drømme om at gøre rent iført kjole. Og rimeligt eller ej, så brød hun sig ikke om de to andre kjoler. Men det betød ingenting hvad hun brød sig om. Herren havde bestemt.

Hun nejede med et “Ja, Herre” da han var færdig med at forklare. Så forlod hun kontoret, idet hun huskede at vende sig og neje en ekstra gang inden hun gik ud af døren. Hvor blev den slags dog hurtigt en vane. Hun gik ned til sit klædeskab i kælderen og så på de to andre kjoler. En let flagrende hvid sommerkjole med spaghettistropper. Meget kort. Og en tætsiddende grå kjole med korte ærmer og lynlås i ryggen. Stadig meget kort, men den føltes dog knap så kort som den anden. Til gengæld havde hun for meget mave i den. Den var tydeligvis beregnet til yngre kvinder med en bedre figur end hendes. Hun valgte den grå kjole, trods topmaven. Hun følte sig alligevel bedre tilpas i den. Ikke så udsat.

Hun gik op i køkkenet for at finde støvsugeren frem. Hun fandt hurtigt støvsugeren, slangen og de forskellige mundstykker. Men hun kunne ikke finde rørene der skulle forbinde slangen og mundstykket. Hun ledte skabene igennem. Det var underligt. Det hele var så ordentligt. Støvsugeren stod i bunden af skabet. Mundstykkerne sad pænt og ordentligt i lommer i en pose på skabsdøren og slangen hang på en bøjle rundt om posen med mundstykkerne. Men ingen spor af rør. Hvor nødigt hun end ville, måtte hun til sidst ind og spørge Herren.

Igen bankede hun på døren til kontoret, hvor Herren sad og arbejdede. Da han svarede, kom hun ind og nejede og fremførte sit ærende. Til hendes forbavselse svarede han “Vi bruger ikke støvsugerør her i huset. Støvsugeren suger bedre når mundstykket sidder direkte på slangen.” Forbløffet svarede hun “Javel, herre”, nejede og forlod kontoret. Det havde hun aldrig hørt om før. Først på vej tilbage mod køkkenet gik betydningen af hans ord op for hende. Hvis mundstykket skulle sidde direkte på slangen, så måtte hun ligge på alle fire og støvsuge. Hele huset! Hun kunne ikke se at det kunne gøres på anden måde. Hun havde lyst til at gå tilbage og spørge om det virkelig var meningen. Men hun turde ikke forstyrre Herren igen. Sukkende bar hun støvsugeren ind i stuen for at gå i gang. Hun følte sig meget fjollet, som hun lå der på alle fire med støvsugerslangen. Hun følte hvordan den korte kjole gled højt op. Hun var sikker på at der var et godt stykke bart lår synligt over de selvsiddende strømper. Hun var faktisk i tvivl om en tilskuer bagfra ville kunne se helt op. Og hun var sig meget bevidst om at hun ikke havde trusser på.

Hun startede fra døren og arbejdede sig ind i stuen. Det gik kun langsomt fremad. Normalt når hun støvsugede, var et strøg med støvsugeren omkring en meter langt. Liggende på alle fire var det måske 40 cm. Hun kunne altså kun nå mellem halvdelen og en tredjedel uden at flytte sig. Og det tog væsentligt længere tid at kravle sidelæns med støvsugeren end det ville gøre at gå. Så det tog nok 4 – 5 gange så lang tid at støvsuge på denne måde. Tilmed gik der ikke lang tid før hun begyndte at få ondt i både knæene og ryggen. Møjsommeligt støttede hun på venstre hånd mens hun førte støvsugerens mundstykke frem og til bage med højre. Støvsugede det lille stykke som hun kunne nå. Så kravlede hun lidt sidelæns og gentog proceduren. Når hun endelig nåede en væg, rykkede hun lidt fremad og begyndte derefter at bevæge sig til den anden side. Det hele gik uendelig langsomt.

Hun måtte jævnligt holde en kort pause for at hvile lemmerne. Under en af disse pauser så hun sig tilbage mod døren ud til gangen og fik et mindre chok. Der, lænet op af dørkarmen, stod hendes Herre og iagttog hende. Han så på hende lige bagfra, og hun rødmede dybt ved tanken om hvad han kunne have set. Hun vidste ikke hvor længe han havde stået der, hun kunne ikke høre andet end støvsugerens larm. Ilde til mode fortsatte hun med at støvsuge, vel vidende at han stod bag hende og så op under hendes korte kjole, som hun lå der på alle fire. Det var meget ubehageligt, og meget pinligt, at ligge der og støvsuge og vide at han iagttog hende. Hun kunne ikke komme til at se om han stod der endnu, uden at holde inde med arbejdet og vende sig om. Og hun ville ikke lade ham se hende holde pause for tit. Næste gang hun skævede tilbage mod døren var han væk. Men under støvsugningen af resten af stuen tænkte hun hele tiden på om han var kommet tilbage og så på hende igen.

Langt om længe blev hun færdig med at støvsuge stuen. Selvom der manglede det meste af stueetagen, var stuen langt det største rum, og de andre virkede ikke så uoverskuelige. Langsomt kæmpede hun sig gennem gangen, køkkenet og badeværelset. Efter badeværelset var det blevet tid til at lave frokost. Hun var lykkelig for at kunne holde en pause med støvsugningen.

Frokosten blev færdig til tiden, hun skiftede kjole og sko og meldte til Herren at frokosten var serveret. Igen stod hun tålmodigt og ventede mens han spiste. Hun havde ondt i fødderne, nu havde hun jo de højeste sko på igen, men det var dog en lettelse at kunne hvile knæene og ryggen. Hun var også blevet sulten selv. Selv om hendes morgenhavregrød var drøj at komme igennem, kunne den dog ikke mætte hende hele dagen. Hun spekulerede på om hun fik frokost i dag, eller om hun igen skulle gå sulten hele eftermiddagen. Hun fik snart svaret. Da Herren var færdig med at spise, sendte han hende ud efter en tom frokosttallerken. Så tog han to skiver rugbrød og brækkede i små stykker ned på tallerkenen. Så satte han den på gulvet: ”Værsgo at spise”. Det var ikke just tørt rugbrød hun havde drømt om, men det var dog bedre end ingenting. Næsten automatisk sagde hun ”Tak, Herre” og knælede ned og spiste. Det var tørt og kedeligt at komme igennem, men dog ikke så slemt som den kolde havregrød. Og tanken om at hun havde måtte undvære dagen før, gjorde at hun næsten påskyndede ”måltidet”.  Mens hun spiste gik det op for hende at hun vist ikke skulle regne med én eneste velsmagende bid mad mens hun var slavinde. Hun gyste lidt ved tanken om at det kunne gælde resten af hendes liv, hvis hun på et tidspunkt blev fuldtidsslavinde.

Da hun havde fået tygget sig gennem rugbrødet, gentog ritualet sig. Hun fik lov til at rejse sig, nejede og takkede for det ”dejlige måltid”. Sjovt nok mente hun det næsten, igen med tanke på at Herren lige så godt kunne lade hende sulte. Herren forlod stuen og hun ryddede af og vaskede op.

Efter opvasken skifte hun igen til sit ”arbejdstøj”, den korte kjole og de knap så høje sko. Og tilbage til støvsugningen. Hun støvsugede soveværelset og vindfanget, og manglede så kun Herrens kontor. Hun bankede på og spurgte om Herren ønskede kontoret støvsuget. Han svarede ”Ja, værsgo”  og uden at tænke over det svarede hun ”Tak, Herre” idet hun nejede. Hun lagde sig på knæ for at begynde fra døren, men han gav hende ordre på at starte fra vinduet bag hans skrivebord. Han rejste sig mens hun kravlende støvsugede bag og under skrivebordet. Så satte han sig igen og så på hende bagfra mens hun fortsatte støvsugningen væk fra ham. Igen var hun meget bevidst om at han kunne se op under hendes kjole, og spekulerede på hvor meget han kunne se. Ind imellem rettede han på hende, beordrede hende til at være lidt grundigere eller gentage et stykke som han mente at hun havde sjusket med. Hun havde på fornemmelsen at det bare var for at trække tiden ud, så han kunne se på hende lidt længere. Da hun var færdig bar hun støvsugeren ud, nejede og undskyldte forstyrrelsen. Men han kaldte hende hen til sig. Da hun stod ved siden af ham, fortalte han hende at hun så dejlig ud som hun lå der på alle fire. Samtidig begyndte han at køre en hånd op og ned ad hendes lår. Hun blev helt forbavset. Det var første gang han havde gjort tilnærmelse til hende. Da han havde talt lidt, mens han hele tiden tog hende på lårene, rejste han sig op. Uden at sige noget tog han fat i hende, vendte hende rundt, bukkede hende ind over skrivebordet og løftede hendes kjole op, så hun stod med sin bare røv struttende mod ham. Derefter lynede han sine bukser ned og tog hende bagfra. Han kørte lidt frem og tilbage i hende og hun var begyndt at opbygge en orgasme, da han pludselig skød sin ladning ind i hende. Uden yderligere kommentarer trak han sig ud igen, knappede sine bukser og sagde ”Du kan gå”.

Forpustet og forfjamsket rettede hun sig op og rettede på kjolen. Så gik hun hurtigt ud og huskede kun med nød og næppe at neje på vejen ud. Udenfor lænede hun sig op ad væggen og prøvede at tage sig sammen. Sådan var det altså at blive taget udelukkende for Herrens fornøjelse. Uden at blive spurgt og uden at have ret til at sige nej. Sådan var det altså at stå til rådighed. Hun følte sig snydt. Men endnu en gang følte hun også at hun var slavinde endnu mere end nogensinde før.

Efter støvsugningen skulle der støves af. Her havde Herren ikke lavet nogle specielle regler, så det gik forholdsvist hurtigt. Da hun var færdig meldte hun sig hos Herren. Han havde jo sagt at hun skulle have slavindetræning. Hun var ret spændt på hvad det indebar. Hun havde tænkt på det om formiddagen. Om hun skulle sidde under skrivebordet og sutte pik. Om hun skulle strippe. Selv om det jo ville blive hurtigt overstået med den smule tøj som hun havde på. Hun havde tænkt på flere andre ting, men hun blev overrasket. Meget overrasket.

Herren lod som sædvanlig Lone stå op lige inden for døren mens han selv sad bag skrivebordet. Så begyndte han at tale.
”En slavinde skal være til rådighed for sin Herre når han har brug for hende. Uanset om det er til praktiske gøremål, hvad det som regel er, eller om han har brug for en seksuel ydelse, som du oplevede det tidligere på dagen. En del af det at stå til rådighed er din påklædning, som både skal være behagelig at se på og praktisk. Praktisk forstået på den måde at du er tilgængelig hele tiden uden at Herren skal have besvær med dit tøj.”
”En anden del af det at stå til rådighed er at være tilstede når der er brug for hende, men ikke være i vejen når der ikke er. En slavinde skal derfor lære at vente. Du har prøvet det lidt når du har vartet op ved bordet.”
Lone tænkte på hvordan hun måtte stå stille og se på mens Herren spiste. Og hvordan hun fik ondt i benene og især fødderne i de høje sko. Jo hun vidste hvad det ville sige at vente. Troede hun da.
Herren rejste sig og fortsatte.
”En Herre skal kunne tage sin slavinde med alle vegne uden at hun er til besvær.”
”Hvis jeg derfor peger mod en væg eller lignende og kommanderer ’Vent her’, så stiller du dig med ansigtet ind mod væggen og står stille med armene ned langs siden indtil jeg kalder på dig.”
”Lad os prøve en gang. ’Vent her’”. Herren pegede ind på en reol med bøger.
Lone gik usikkert hen til reolen.
”Om det er en reol eller en væg betyder ikke noget, du stiller dig blot med ansigtet ind mod den og bliver stående.”
Lone stillede sig med ansigtet ind mod reolen.
”Helt ind, så tæt som du kan komme uden at røre.”
Lone rykkede lidt tættere på. Hun havde næsten næsen helt inde i bøgerne.
Så står du blot stille med armene ned langs siden. ”Blot” tænkte Lone, det er altså ikke rart at stå sådan i længere tid. Men hun stod pænt stille.
”Helt rigtigt. Du må gerne komme frem igen.”
Lone vendte sig og kom ud på gulvet.
”Lad os prøve igen. Vent her.” Denne gang pegede herren på væggen modsat reolen. Lone gik hen og stillede sig med næsen næsten helt ind i væggen.
”Rigtigt” sagde Herren. Så sagde han ikke mere, men gik ud af døren.
Lone stod ved væggen og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre. Men Herren havde jo sagt at hun skulle blive stående. Efter et par minutter kom Herren ind igen.
”Godt, min tøs. Du ser ud til at have forstået idéen. Kom du bare ud igen.”
Lone vendte sig igen.
”Har du forstået konceptet? Uanset hvad der sker, så bliver du bare stående stille.”
”Ja, Herre.” nejede Lone. ”Jeg har forstået.”
”Godt. Kom her”
Lone fulgte Herren ud af kontoret.
”Vent her” beordrede Herren og pegede på væggen i gangen, over for døren ind til kontoret.
Lone sukkede og stillede sig igen helt ind til en væg.
”Behøver du blive ved?” tænkte hun. ”Jeg har jo forstået.”
Men denne gang sagde Herren ikke mere. Han gik bare ind på kontoret igen. Lone kunne høre ham pusle derinde. Hun kunne ikke se hvad han lavede, men hun regnede med at han fortsatte sit arbejde.

”Hvor længe skal jeg mon stå denne gang” tænkte hun. Langsomt gik det op for hende at det nok var lang tid, for der skete ikke mere. Herren henvendte sig ikke til hende igen. Lone bare stod og kedede sig. Kors hvor kunne det være kedeligt at være slavinde. Det kløede på ryggen, og hun rakte om hånd rundt og kløede sig.
”Stå stille!” lød det omgående fra Herren. Det var altså ikke en gang tilladt at klø sig! Pludselig kløede det over hele kroppen. Typisk, når man ikke kan komme til at klø sig, så klør det.

Lone stod blot og ventede. Flere gange hørte hun stueuret slå. Langsomt blev hun mere og mere øm i benene. Herren gik også forbi nogle gange, men uden at sige noget til hende. Hun begyndte at overveje at afbryde det hele og tage hjem. Det var altså ikke det her som hun havde regnet med. Men hvad havde hun egentlig regnet med. Her havde hun chancen for at udleve sin livsdrøm om at blive slavinde. Skulle hun så give op blot fordi der skete noget uventet. Det var jo netop alt det uventede som gjorde det hele virkeligt. Som gjorde hende til slavinde.

Lone ventede stadig. På et tidspunkt stillede Herren sig hen bagved hende og rakte armene om hende og tog på hende bryster uden at sige noget. Han masserede brysterne med hænderne mens hun blot stod passivt med hænderne ned langs siden. Stadig uden at sige et ord slap han hende og gik igen. Hun havde været i tvivl om hun skulle reagere på hans tilnærmelser, men da han ikke rettede på hende, regnede hun med at hun havde gjort det rigtige.

Pludselig ringede det på døren. Lone fik et chok. Hun stod lige ved siden af glasdøren ind til vindfanget, og på den anden side vindfanget var hoveddøren. Hun hørte Herren rejse sig og gå ud for at lukke op. Nu blev hun for første gang rigtig usikker. Kunne hun stå her og stirre ind i væggen når der kom gæster? Men Herren havde ikke sagt noget til hende, så hun måtte blive stående. Hun kunne høre Herren hilse og hun kunne høre en damestemme. Til hendes rædsel kom de begge ind. Lone havde forventet et forbavset udbrud eller i det mindste et spørgsmål, men der blev intet sagt. De gik blot begge lige forbi hende og ind på kontoret og lukkede døren. For første gang kunne Herren ikke se hende, men hun turde ikke andet end at blive stående.

På et tidspunkt gik døren op, og hun hørte herren gå forbi hende. Lidt efter mærkede hun en hånd på sine ben. Det måtte være den ukendte kvinde. Først følte hånden lidt på hendes lår, så gled den op under kjolen til det bare stykke over strømperne. Pludselig blev hendes kjole løftet op og afslørede hendes bare numse. Hun mærkede at hun rødmede. Kvinden tog hende lidt på ballerne, men så kom herren tilbage og de gik begge ind på kontoret og lukkede døren igen. Da kjolen jo var forholdsvis stram, faldt den ikke ned igen, men blev siddende oppe. Så Lone stod med bar røv og gloede ind i væggen. Sikke et syn det måtte være. Igen var hun i tvivl om hvad hun skulle gøre. Og igen valgte hun ikke at gøre noget. Herren havde jo sagt at hun skulle stå stille, uanset hvad der skete.

Hun hørte igen stueuret slå. Det var et halvtimeslag. Hun havde mistet fornemmelsen for hvad klokken var. Lidt efter blev døren til kontoret åbnet og de kom begge ud. De gik ud til hoveddøren og hun hørte at de sagde farvel. Herren kom tilbage og gik ind på kontoret, denne gang uden at lukke døren. Lone ventede stadig, men ikke ret længe. Efter et par minutter kaldte Herren på hende. Med et lettelsens suk vendte hun sig og gik ind i kontoret og nejede ”Herren kaldte”.

Selvom hun havde stået op i timevis, bad Herren hende ikke sidde. Hun måtte pænt stå op mens Herren talte. Men han bad hende dog om at ordne sin kjole. Han forklarede at nu havde hun prøvet lidt af hvad det ville sige at vente. Der ville komme flere øvelser. Tålmodighed var en af de vigtigste egenskaber for en slavinde. Men hun havde klaret dagens øvelse rigtig godt. Hun havde formået at stå stille på trods af diverse distraktioner. Han havde med vilje fået en veninde til at komme og hjælpe sig. Lone måtte lære at hun kunne blive beordret til at vente alle steder, ikke blot herhjemme. Og at hun kunne risikere at fremmede mænd og kvinder benyttede sig af hende imens. Det eneste hun skulle koncentrere sig om når hun var beordret til at vente, var at stå stille indtil der blev kaldt på hende. Uanset hvad der skete. Med mindre der var tale om en nødsituation, naturligvis. Hvis huset brændte måtte hun gerne flytte sig.

Herren gav nu Lone fri til at slappe af indtil hun skulle lave aftensmad. Lettet gik Lone derfra, efter at have nejet. Hun trængte alvorligt til at sidde ned efter dagens anstrengelser. Men hvor skulle hun gå hen. De eneste steder hun måtte opholde sig var i køkkenet og på hendes ”værelse”, viktualierummet i kælderen. Begge steder var der kun gulvet at sidde på, da hun ikke måtte bruge sin luftmadras om dagen. Og i kælderen var der kun det rå betongulv, så hun valgte køkkenet. Hun startede med at sætte sig på gulvet med ryggen op af et skab, men endte med at lægge sig helt ned på gulvet. Hold da fast, hvor var det dejligt at hvile benene! Hun lå nu ikke særlig godt, og hun vendte og drejede sig indtil det var tid til at begynde på aftensmaden.

Da hun havde hvilet lidt, begyndte hun på aftensmaden. Hun havde købt ind til den dagen før: Aspargessuppe til forret, koteletter i fad og forskellige frugtstykker med råcreme til dessert. Mens hun tilberedte maden tænkte hun på hvad hun mon selv kom til at spise til aftensmad. Hun havde en vis fornemmelse, og hun begyndte at fortryde sammensætningen af de tre retter. Men det var for sent at lave om på det nu.

Hendes bange anelser viste sig berettiget. Efter at Herren havde spist aftensmad mens hun igen ventede på sine ømme ben, denne gang i de høje stiletter, fik hun en tallerken kold aspargessuppe med små koteletstykker og blandede frugtstykker i, det hele blandet med råcreme. Igen endte hun op med at have maden smurt ud over det meste af ansigtet.

I modsætning til de to forrige aftener blev hun ikke sendt tidligt i seng denne aften. Hun serverede aftenkaffen mens Herren så TV avis. Men hvor han plejede at sende hende væk, kaldte han hende denne gang hen til sig. Han lod hende stå ved siden af sig mens han med jævne mellemrum kørte hånden op og ned ad hendes nylonklædte ben.  Enkelte gange kom hånden også op på det bare stykke lår og op til hendes mis, men så heller ikke længere. Hun blev småliderlig af behandlingen. Men kunne ikke gøre andet end at stå stille. Hun var stadig øm i fødderne, men hun kunne også mærke at hun var blevet mere vant at stå op. Efter TV avisen fortsatte Herren med at se fjernsyn. På et tidspunkt beordrede han hende ned på knæ foran sig, trak sin pik ud af bukserne og beordrede hende til at sutte den. Her lå hun så på knæ og suttede pik, mens Herren så fjernsyn. Herren kom ikke, men hans pik blev stor og stiv og hun havde svært ved at gabe over den. Efter nogen tid blev hun øm i kæberne af at blive ved med at gabe så meget. Omsider kom Herren i hendes mund. Hun gjorde sit bedste for at sluge hele Herrens ladning, og fik da også det meste ned. Men noget røg ved siden af, dels på hendes ansigt, dels på Herrens ben og på hans læderstol. Hun blev beordret til at slikke Herren og stolen ren. Herefter måtte hun igen stille sig ved siden af stolen, så Herren kunne kæle for hendes ben. Hun fik ikke lov til at vaske sit ansigt, hvor den overskydende sæd langsomt tørrede ind.

Først nogen tid efter blev hun sendt i seng. Endelig kunne hun vaske sit ansigt og skylle smagen af sæden ud af munden. Hun sov godt den nat.

Reklamer

Skriv en kommentar so far
Skriv en kommentar



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



%d bloggers like this: