Sommerherrens blog om dominans og underkastelse


Slavinde for en uge – 2. del

Af Sommerherren (sommerherren@gmail.com). 2007.

2. Lørdag

Lone vågnede ved at vækkeuret kimede. Hun famlede rundt i mørket til hun fandt det og fik stoppet larmen. Det var stadig bælgmørkt, og hun kunne ikke se en hånd for sig. Hun lå lidt i mørket og strakte sig, forsøgte at få liv i kroppen. Hun havde ligget længe i mørket før hun faldt i søvn aftenen før. Tankerne havde kørt rundt i hovedet på hende længe, og det var uvant at sove på luftmadrassen. Men hun var dog nogenlunde udhvilet. Det var trods alt mange timer siden at hun gik i seng. Eller rettere, blev sendt i seng.

Hun rejste sig op. Det rå betongulv føltes koldt og ubehageligt mod hendes nøgne fødder. Hun famlede sig vej til døren, fik den lukket op og fandt kontakten til lyset i ‘hendes værelse’. Den nøgne pære i loftet gav et trist skarpt lys. Igen bemærkede hun det mørke vindue. Hvis der stod nogen ude i gården og iagttog hende, ville hun ikke kunne se det. Hun gik ud i gangen med de to sorte vinduer, tændte lyset derude og fortsatte ud på toilettet. Hun huskede at lade døren stå åben, men kunne stadig ikke lide det. Hun sad på toilettet og så lige ud på trappen mens hun tissede. Hvis nogen kom ned af trappen ville de se lige ind på hende. Men hendes Herre lå nok stadig og sov i sin lune dobbeltseng.

Efter at have tisset åbnede hun for den kolde hane, og pjaskede noget vand i hovedet efter at have vasket hænder. Det hjalp, hun følte sig mere vågen nu. Hun ønskede sig et varmt brusebad, men den tanke kunne hun vist godt glemme hele denne uge. Hun måtte tage til takke med etagevask, og hun kunne lige så godt få det overstået, besluttede hun sig for. Hun åbnede for den varme hane, og intet skete. Der kom ikke en dråbe ud. Hun drejede hanen helt op, åbnede og lukkede for den og bankede også let på den, men lige lidt hjalp det. Herren måtte have lukket for det varme vand. Han synes åbenbart ikke at det var værd at ofre varmt vand på en slavinde, og det kunne hun jo godt se noget rigtigt i. Hun havde jo netop insisteret på at der ikke skulle tages hensyn til hendes bekvemmelighed. Men etagevask med koldt vand på et koldt toilet var ikke lige det hun havde regnet med. Men hvad havde hun egentlig regnet med? Nu følte hun mere end før at hun bare var en slavinde uden rettigheder.

Hun fik hurtigt overstået vasken. Det var koldt at vaske sig med koldt vand i det uopvarmede kælderrum. Hun fik sig også tørret, selv om det kneb lidt med at blive helt tør, da der kun hang et lille tyndslidt håndklæde. Hun havde spildt vand på gulvet, det tørrede hun op med samme håndklæde, da der ikke var andet. Efter vasken gik hun ud til klædeskabet for at klæde sig på. Hun tog den røde gennemknappede kjole på. Den følte hun sig bedst tilpas i og det var også den der dækkede mest. Så tog hun de samme nylonstrømper som hun havde prøvet aftenen før. Mens hun kæmpede med de uvante strømper kom hun igen til at kigge på de sorte vinduer og følte at hun stod og klædte sig på i et udstillingsvindue. Det gik lidt nemmere med strømperne denne gang og hun sluttede af med at tage frue-skoene på. Dem havde hun jo fået lov til at bruge når hun skulle arbejde. Det føltes underligt at klæde sig på med kun tre dele, kjole, strømper og sko. Intet undertøj. Når hun gik kunne hun mærke at hendes bryster bevægede sig frit under kjolen. Men derudover var det rart at have tøj på igen. Hun var da både tækkelig og pænt klædt, om end ikke særlig elegant. Og heller ikke specielt praktisk klædt.

Hun gik tilbage til viktualierummet og lukkede luften ud af luftmadrassen. Idet hun pakkede tæppe og luftmadras sammen tænkte hun på at her forsvandt hendes eneste hvilested, da hun jo ikke måtte sidde i møblerne. Hun slukkede lyset i viktualierummet og gik gennem kælderrummet mod trappen. Her faldt hendes øjne på de to døre som Herren havde sprunget over. Hendes nysgerrig løb af med hende og hun prøvede begge døre af. De var begge låst. Fuld af dårlig samvittighed over at have trodset Herrens ordre skyndte hun sig op ad trappen.

På første sal var der fredeligt. Og meget mere hyggeligt end i kælderen. Der var jo også her Herren opholdt sig. Døren var lukket til Herrens soveværelse. På vej mod køkkenet kiggede hun misundeligt gennem døren til Herrens badeværelse, med brusekabine og garanteret med varmt vand. En pludselig indskydelse fik hende til at vende om og gå ind i kontoret. Tasken med hendes tøj var væk. Kun Herren vidste nu hvor hendes tøj var. Så hvis hun ville stikke af måtte hun gøre det i sit slavindetøj. Og uden papirer eller penge. Og uden nøgler. Men Herren havde jo lovet hende at hun kunne forlade huset når som helst. Med tøj og taske. Og i øvrigt havde hun ingen planer om at stikke af.

Tilbage i køkkenet gik hun i gang med morgenmaden. Klokken var nu blevet 7.15, hun havde tre kvarter tilbage. Hun satte kaffe over og begyndte at finde de nødvendige ting i køkkenet. Da hun havde fundet alt, inkl. en dug der passede til spisebordet, dækkede hun bord inde i stuen. Hun havde tid til at dække et pænt bord, inden hun skulle i gang med at koge æg og riste brød. Hun var faktisk begyndt at blive godt sulten selv, hun havde jo ikke fået noget siden hun spiste tidlig aftensmad i går. Men hun huskede en udtrykkelig ordre om ikke at spise noget og ikke drikke andet end vand. Men med duften af nylavet kaffe og ristet brød i køkkenet måtte hun tage sig sammen for ikke at tage for sig af retterne. Hun drak et stort glas vand, men det hjalp ikke meget. Og hendes fødder og ben begyndte at blive ømme. Selv om det var brede hæle, var hun ikke vant til højhælede sko. Hun satte sig på køkkenbordet og hvilede sig lidt, da der ikke var noget andet sted at sidde i køkkenet.

To minutter i otte stod maden på bordet og klokken 8 præcis bankede hun på døren til soveværelset. Hun hørte intet svar og tog forsigtigt i døren. Den gik op, og der lå hendes Herre og sov sødeligt i dobbeltsengen. Hun gik hen og vækkede ham blidt. Han var straks vågen og bad hende vente på ham ved spisebordet. Hun gik ind i stuen og ventede stående ved siden af spisebordet. Hun turde ikke sætte sig ned, selv om hun var øm i benene. Hun hørte at Herren gik ud på badeværelset. Få minutter senere kom han ind i stuen iført en silkeslåbrok. Han satte sig ved bordet med ryggen mod væggen og front mod hende.
“Så må du gerne skænke kaffen.”
“Ja, Herre” nejede hun og skænkede kaffe for ham. Så trådte hun et skridt tilbage fra bordet igen.
Han tog en slurk af sin kaffe og sad og kiggede på hende.
“Hvad er det for sko, du har på? Har jeg ikke udtrykkelig sagt at du skal have sandalerne på når du serverer?”
Lone stivnede! Hun havde helt glemt at skifte sko.
“Undskyld, Herre, det havde jeg helt glemt.”
“Og du har åbenbart også glemt at neje!”
I sin befippelse havde Lone glemt at neje.
“Undskyld, Herre”. Lone nejede dybt.
“Skynd dig ned at skifte sko, lad det gå lidt tjept!”
“Ja, Herre” Lone styrtede ud af døren.
“Kom her!” nærmest råbte Herren. Lone stoppede op og kom ind igen. “Hvad er det for en opførsel!. Er du helt holdt op med at neje?” Det havde Lone glemt i forvirringen.
“Nej, Herre, slavinden er ikke holdt op med at neje.” Lone nejede dybt.
“Undskyld, Herre, slavinden er ked af sin opførsel.” Igen nejede hun dybt.
“Det taler vi om senere. Stik så af med dig.”
“Ja, Herre”. Lone nejede.
“Tak, Herre”. Lone nejede igen.
Så vendte hun om, gik hen til døren, vendte sig og nejede igen før hun endelig gik ud af døren. Ude i gangen skyndte hun sig ned i kælderen. Hun havde trådt nok i spinaten og ønskede ikke yderligere at pådrage sig sin Herres vrede.

I kælderen skiftede hun til de mere umagelige sandaler med de høje stilethæle og skyndte sig op igen, så hurtigt hun nu kunne i de mere usikre sko. Hun huskede at neje idet hun trådte ind i stuen. Så stillede hun sig i venteposition inden for døren. “Det var bedre” var den eneste reaktion hun fik.

Hun ventede i tavshed, mens han spiste sin mad. Hun var ved at blive godt øm i ben og fødder af at stå op, og hendes mave var begyndt at knurre. Det var svært at se på al den dejlige mad når hun nu selv var så sulten. Hun spekulerede på hvornår hun selv fik lov til at spise.

Da han havde spist sin mad og sad med en kop kaffe, sagde han endelig noget.
“Jeg må vist hellere sørge for lidt mad til dig.”
Hun kiggede taknemmeligt på ham og nejede. “Tak, Herre”.
Han rejste sig og sagde “Du tager dig af alt det praktiske her i huset, bortset fra én ting. Jeg tilbereder og serverer din mad. Så længe du er min slavinde, skal du leve af slavemad.”
“Slavemad” tænkte hun, “hvad er mon det? Det lyder ikke særlig rart.”
“Du kan være helt rolig, det er lige så sundt og nærende som det jeg spiser. Vent her mens jeg henter din mad.”
Med disse ord gik han ud af stuen. Lidt efter hørte hun at han åbnede og lukkede køleskabet og et par andre skabe.

Et par minutter senere kom han ind med en bakke hvorpå der stod en dyb tallerken. Han satte bakken på gulvet, og hun så at tallerkenen indeholdt en gråhvid grød.
“Som slavinde spiser du på gulvet uden brug af hænder. Du må bruge hænderne til at støtte dig med, men må ikke røre maden eller tallerkenen med hænderne. Du spiser naturligvis pænt din mad op og slikker tallerkenen ren efter dig. Spis nu pænt din havregrød.”
“Havregrød!” tænkte hun. Det havde hun ikke spist siden hun var på spejderlejr som barn, og hun havde aldrig været vild med det. Men OK, mange mennesker var glade for havregrød, så helt slemt kunne det vel ikke være. Selv om det var ydmygende at skulle ligge på alle fire og spise som en hund, her foran ham.

Lidt tøvende lagde hun sig på alle fire foran grøden. Herren havde sat sig igen og nød sin kaffe. Kaffe! Hvornår mon hun kom til at smage kaffe igen? Hun nærmede sin mund til tallerkenen. Jo tættere hun kom på tallerkenen, jo mere syntes hun at der var noget galt. Men hun kunne ikke sige hvad det var. Hun var hundesulten, så hun kunne lige så godt komme i gang. Omsider fik hun taget sig sammen til at tage en mundfuld grød. Den var kold! Det var det som hun havde syntes var forkert. Den smagte ærlig talt ikke særlig godt, men hun fik da sunket mundfulden. Hun havde ikke megen lyst til at tage en bid mere. Hun tvang sig til at tage den næste bid. Den smagte fladt og kedeligt og der var klumper i! Med besvær sank hun igen.

Hun vidste ikke at Herren havde gjort sig umage for at lave en kedelig grød. Normalt spises havregrød med sukker og evt. en smørklat på. Denne grød var helt uden tilbehør. Ydermere var den usaltet. Den var lavet aftenen før udelukkende af havregryn og vand. Og den havde stået i køleskabet hele natten så den var blevet stiv og klumpet, og naturligvis kold.

Lone spiste et par bidder mere. Til sidst havde hun svært ved at synke det, det var lige før det kom op igen. Hun kunne simpelthen ikke få mere ned.
“Kom så i gang” belærte Herren, “Vi har ikke hele dagen!”
Hun prøvede virkelig, men kunne ikke få mere ned.
“Undskyld, Herre” sagde hun fra sin knælende stilling. “Jeg kan altså ikke.”
“Selvfølgelig kan du, hvis du vil. Men du vil altså ikke.”
“Jo Herre, men jeg kan ikke” bad hun.
“Hold kæft tøs, og vent her.”
Han forsvandt ud af stuen. Hun blev liggende på gulvet og prøvede at spise mere af grøden, men kunne ikke få sig selv til det.

Efter et par minutter kom hendes Herre tilbage. Han bar på et plade, ca. ½ x 1½ m. Han lagde det på gulvet ved siden af hende og hun så at der sad nogle korte remme fast på pladen. Han beordrede hende til at knæle på pladen. Den var hård som en bordplade. Hendes underben blev spændt fast med to remme hver, så de lå langs med hver sin side af pladen og med fødderne næsten nede i den ene ende. Så skulle hun lægge sig ned på alle fire, og hendes underarme blev spændt fast på samme måde til den anden ende af pladen. Hun lå nu på alle fire på den hårde plade, uden mulighed for at røre hverken arme eller ben. Han satte tallerkenen på pladen under hendes ansigt.
“Nu kan du ligge der indtil du har spist din mad. Jeg kommer forbi engang imellem, og hvis du har spist op og slikket tallerkenen ren, bliver du løsnet. Du vover at kalde på mig. Når du har spist færdig venter du blot på at jeg kommer næste gang. Er det forstået?”
“Ja, Herre” nærmest hviskede hun.
Så forsvandt han ud af døren.
Hun lå der og kiggede på den forfærdelige grød. Det var ikke særlig behageligt at ligge sådan, og hun kunne næsten ikke bevæge sig. Kun hovedet kunne hun bevæge nogenlunde frit.
Hun blev hurtigt øm i knæene. Hendes knæskaller hvilede direkte på den hårde plade. Hun prøvede at spise lidt mere og fik et par bidder ned. Så kunne hun ikke mere. Hendes knæ gjorde mere og mere ondt. Hun kunne ikke bevæge dem, så hun kunne ikke flytte vægten og smerten.
Pludselig kom Herren ind ad døren. Han kiggede på hende. “Nå, du vil stadig ikke spise! Har du tænkt dig at ligge der hele dagen? Nå ja, det er jo dit valg.”
Før hun nåede at svare var han ude af døren igen.
Hendes knæ gjorde nu rigtigt ondt. Hun var nødt til at blive løsnet snart. Igen tog hun sig sammen til at tage nogle mundfulde. Det smagte lige modbydeligt. Men hun fik det da kæmpet ned. Nu kunne hun se at det begyndte at svinde på tallerkenen, men der var stadig langt igen. Hun spiste lidt mere. Hun fik opkastningsfornemmelser når hun skulle synke, men hun måtte for enhver pris undgå at kaste op på tallerkenen. Sæt nu at han forlangte at hun spiste det igen. Og hun var nødt til snart at blive løsnet, hun kunne ikke udholde smerten i knæene ret meget længere. Langsomt kæmpede hun sig igennem grøden. Omsider lykkedes det hende at få den sidste bid ned. Hun sundede sig lidt og begyndte så at slikke tallerkenen ren. Sammenlignet med at spise grøden, var det ikke noget særligt at slikke tallerkenen. Det var blot svært at få grødresterne af flere steder, hvor de var tørret ind. Og hun skulle passe på ikke at skubbe tallerkenen ud hvor hun ikke kunne nå den, nu hvor hun ikke havde sine arme til hjælp.

Endelig var hun færdig og tilfreds med resultat. Nu kunne hun blive løsnet. Problemet var nu blot at der ikke var nogen til at løsne hende. Og Herren havde udtrykkeligt forbudt hende at kalde på ham. Hun måtte vente. Minutterne gik og intet skete. Hendes knæ gjorde nu frygteligt ondt og hun var ved at græde af smerte. Men Herren kom ikke. Hun lå sådan i hvad der føltes som en evighed.

Endelig dukkede Herren op. Han kiggede på hendes tallerken. “Nå, det var godt. Du kan se at du kan, hvis bare du vil.”
“Herre, jeg vil gerne løsnes. Det gør så ondt!” klynkede Lone.
“Vist så, du skal nok blive løsnet. Men en slavinde må aldrig jage med sin Herre. Det skal du lære. Hun må pænt vente til Herren er klar til at løsne hende.”
“Ja, Herre. Undskyld, Herre.”
Herren gav sig god tid, men løsnede omsider hendes arme og ben, så hun kunne rejse sig op.
Hun vaklede et øjeblik, men så snart hun fik balancen skyndte hun sig at neje for sin Herre og sige “Tak, Herre”.
“Velbekomme min tøs. Men jeg forventer at slavinden takker pænt for den dejlige mad som hendes Herre serverer for hende.”
Hun stod et øjeblik lamslået. “Dejlige mad” tænkte hun med væmmelse.
Men hun nejede dybt og sagde “Tak for dejlig mad, Herre.”
“Velbekomme min tøs. Men der er gået alt for lang tid med morgenmaden. Skynd dig at rydde af bordet og få vasket op.”
“Ja, Herre.” Hun nejede og begyndte straks at tage af bordet, hvor morgenmaden stadig stod.
“En ting mere: Nu hvor jeg har en slavinde, ser jeg ingen grund til at ofte energi på en opvaskemaskine. Så du vasker op i hånden. Det gælder hele ugen.”
“Ja, Herre” sukkede hun og nejede. “Men jeg har allerede sat noget i opvaskemaskinen fra tilberedningen af morgenmaden.”
“Ja, så må du tage det ud igen. Og så må du gøre opvaskemaskinen ren efter dig.”
“Ja, Herre. Må jeg have lov at skifte sko, nu hvor jeg er færdig med at servere?”
“Nej! Normalt ville du få lov, men da du har spildt så megen tid allerede, er der ikke tid til at rende og skifte.”
“Nej, Herre” nejede hun, hvorefter han forsvandt ud af stuen. Hun hørte at han gik ind på kontoret.

Iført de ubehagelige høje stiletter ryddede hun nu af bordet og vaskede op. Efter opvasken måtte hun tage en sæbespand og gøre opvaskemaskinen ren. “Dette er vanvittigt”, tænkte hun. Vi har en opvaskemaskine, men alligevel skal jeg vaske op i hånden. Og tilmed gøre opvaskemaskinen ren i hånden, selv om den sagtens kunne rense sig selv. Det er den omvendte verden. Men selvfølgelig, jeg er kun en slavinde, og der skal ikke tages hensyn til mig.

Da hun endelig var færdig, meldte hun sig på kontoret, nejede og fortalte at hun var færdig. Hun blev beordret til at vente i køkkenet til han hentede hende. Hun nejede og trak sig tilbage til køkkenet. Igen hvilede hun sig på køkkenbordet, da der ikke var nogle stole. Hendes fødder var ømme i de uvante sko.

Efter ca. et kvarter kom hendes Herre. Hun skyndte sig at rejse sig og neje. Herren så vred ud.
“Hvad er det? Har du fået lov til at sidde på bordet?”
“Nej, undskyld Herre, men jeg viste ikke at det var forbudt.”
“Vidste ikke? Har jeg ikke udtrykkeligt forbudt dig at sidde i møblerne? Sagt at hvis du vil sidde, så er det på gulvet?”
Hun rødmede og så ned i gulvet.
“Jo, Herre. Undskyld. Jeg troede ikke at det også gjaldt bordet.”
“Nej, du troede ikke. Du skal ikke tro eller tænke, du skal adlyde ordrer! ”
“Ja, Herre. Undskyld, Herre.” Hun nejede igen.
“Vend dig om og bøj dig ind over bordet. Læg armene ned på bordet.”
Hun gjorde som beordret.
“Du sidder på mine møbler, skønt du kun er en slavetøs. Og i morges tillod du dig at servere for mig i flade sko. Du trænger vist til at blive mindet om din plads.”
Lone syntes nu ikke at skoene i morges var flade, men hun sagde blot “Ja, Herre”. Hun syntes faktisk også selv at hun havde fortjent at blive straffet.
Herren løftede hendes kjole på bagpå og lagde den hen over hendes ryg, så hun nu stod med bar numse. Så gik han hen til at skab og hentede en børste. En klædebørste af solidt træ.
Han gav hende et kraftigt slag bagi med børsten. Smerten var uventet kraftig og hun skreg op og rettede sig halvt op.
“Bliv liggende og hold kæft!” snerrede hendes Herre.
Et nyt hårdt slag ramte hendes ende, denne gang på den anden balde. Denne gang nøjedes hun med at gispe af smerte. Han lod slagene hagle ned over hende. Lone var ikke uvant med at få smæk, og hun havde da også prøvet både mange og hårde smæk med både børster og andre slagredskaber. Men hun var altid blevet varmet grundigt op først. Med flad hånd og lette piske. Herren havde slået hårdt fra første slag på hendes uforberedte bagdel. Og det gjorde ondt! Efter nogen tid føltes hendes bagdel gloende, og hun begyndte at græde. Herren fortsatte upåvirket slagene lidt endnu. Omsider holdt han op, men da stod Lone grædende og tryglede om nåde.
“Rejs dig op.”
Lone rejste sig og glattede sin kjole, der var gledet ned på plads. Hendes øjne var fulde af tårer.
“Når Herren har ulejliget sig med at straffe dig, siger du pænt tak for straffen.”
Lone nejede dybt “Tak for velfortjent straf, Herre.”
“Godt min tøs, så kan vi måske komme videre.”

Herren åbnede nu en skuffe og tog en bog og en pung ud. Han viste hende at der var 1000 kroner i pungen. Det var til at bruge til indkøb. Så åbnede han bogen, der var en regnskabsbog, og viste hende hvordan de 1000 kroner var skrevet ind. Han forklarede hende hvordan hun skulle føre alle indkøb ind i bogen og tælle sammen, så man altid kunne se hvor mange penge der skulle være i pungen. Hun skulle altid gemme bonen når hun havde handlet, så han kunne kontrollere hendes indkøb. Hun måtte kun købe hvad der var brug for i husholdningen og hvad han gav hende ordre til at købe. Hun måtte aldrig købe noget til sig selv. Hvis der manglede penge i pungen, hvis der manglede en bon eller hvis hun havde købt noget uden tilladelse, ville han betragte det som tyveri, og straffen ville blive derefter.

I dag skulle hun købe ind til weekenden. Til frokost og til aftensmad, hvor han forventede tre retter mad, forret, hovedret og dessert. Han ville vise hende vejen til supermarkedet og i dag ville han køre med i bilen, så de kunne have flere varer med hjem. Men fremover måtte hun selv sørge for at købe ind.

Hav gav hende pungen og forklarede at hun skulle gå tilbage til busstoppestedet, dreje til venstre og så blot fortsætte ad vejen, så ville hun komme til et lille butikscenter. Her skulle hun vente på ham på parkeringspladsen foran hovedindgangen. Når hun gik ud og ind af huset skulle hun naturligvis bruge kælderindgangen, slavinder bruger ikke hoveddøren.

Hun tog pungen i hånden. Hun havde ikke andre steder at gøre af den, der var ingen lommer i kjolen og hun havde ikke fået nogen taske. Hun gik ned gennem kælderen til kældertrappen. På vej gennem kælderen var hun ved at gå hen til klædeskabet, men hun havde ikke noget overtøj at tage på. Godt at det stadig var lunt i vejret. Hun tænkte også på at når Herren nu skulle køre i bil, så kunne hun jo lige så godt køre med i stedet for at skulle gå hele vejen. Men herren bestemte og hun adlød. Da hun kom ud på gaden fik den lette brise hendes kjole til at bevæge sig let. Hun blev pludselig meget bevidst om at hun var nøgen under kjolen. Hun følte sig rigtig sårbar ved at gå her uden trusser. Hun følte at der var direkte adgang til hendes nøgne skød. Men hvad værre var, så var hun bange for at det var tydeligt for enhver at hun ikke havde BH på. Hun havde aldrig gået uden BH før, ikke på offentlig vej. Hun mærkede hvordan hendes bryster bevægede sig under kjolen. Det var ydmygende, men også lidt ophidsende. Ophidselsen fik hendes brystvorter til at stritte, de sås tydeligt gennem det tynde kjolestof. Hun var glad for at hun ikke kendte nogen her i byen.

Undervejs tænkte hun på hvad hun skulle lave af mad. Tre retter i to dage. Og han havde gjort det klart at der ikke var noget med at spise rester. Men han havde også sagt at hun ikke behøvede at spekulere på prisen. Efterhånden fandt hun ud af hvad hun ville lave og udformede en indkøbsseddel i hovedet. Hun tænkte dog også mere og mere på at hendes fødder gjorde ondt. Hun var ikke vant til højhælede sko, og slet ikke til stilethæle. Og disse sandaler var højere end nogen sko hun selv ejede. Hun kunne ikke tage for store skridt og hun måtte hele tiden passe på hvordan hun satte fødderne.

Hun nåde den større vej med busstoppestedet og drejede til venstre. Hvor langt mon der var? Det havde han ikke sagt noget om. Og hendes fødder gjorde stadig mere ondt. Der var flere mennesker på gaden nu, og hun følte at de alle stirrede på hende. På hendes BH-løse bryster. Og hun følte også at de alle kunne se at hun ikke havde trusser på, selvom hun godt vidste at det var noget vrøvl. Endelig fik hun øje på butikscenteret. Da hun nærmede sig kunne hun se at der var et lille supermarked, en bager og et par andre butikker. Da hun nåede frem, gik hun ind på parkeringspladsen. Her skulle hun vente foran indgangen. Gad vide hvor længe hun skulle vente, det havde han ikke sagt noget om. Hun havde ikke noget ur, så hun kunne ikke se hvad klokken var. Der var ingen bænke at sidde på. Hun kunne se nogle bænke indendørs, men hun var beordret til at vente udenfor, så hun turde ikke sætte sig ind. Hun kunne ikke gøre andet end at stå og vente, eller gå lidt frem og tilbage for at bevæge benene, mens hun fik mere og mere ondt i fødderne. Endelig kom han gående. Hun havde ikke set at han parkerede, men hun kendte jo heller ikke hans bil. Hun vidste ikke hvor lang tid der var gået, men det føltes meget længe. Hun havde da set flere gå ind og komme ud igen med en plasticpose med købmandsvarer.

De tog en indkøbsvogn og fulgtes ind i butikken. Han lod hende vælge varerne og han lod også hende betale, idet han huskede hende på at gemme bonen. Varerne fyldte to fulde indkøbsposer samt en der var en knap så fuld. Han tog den pose der ikke var helt fyldt og overlod til hende at bære de to tunge poser. Hun fulgte ham ud af centeret. Her sagde han:
“Jeg tager den her pose, du kan ikke bære det hele. Skynd dig hjem med de andre.”
Så forsvandt han ud på parkeringspladsen mens hun stod lamslået tilbage. “Skal jeg gå tilbage med de to tunge poser?” tænkte hun. Men det skulle hun øjensynlig. Hun begyndte at gå tilbage mens hun tænkte på at det vel egentlig ikke var rimeligt at en slavinde blev kørt i bil. Og at det faktisk var pænt af Herren at hun ikke skulle slæbe TRE poser med hjem. Og hun havde jo selv ønsket at blive behandlet som en slavinde man ikke tog hensyn til. Hun kunne mærke at hun blev våd mellem benene. Pludselig gik det op for hende at hendes brystvorter strittede frækt gennem kjolen. Igen blev hun bevidst om at hun var nøgen under kjolen og igen syntes hun at alle stirrede på hende. Kjolen bevægede sig lidt i vinden, og det gik op for hende at hvis den blæste op så kunne hun ikke holde den nede med en pose i hver hånd. Heldigvis var der ikke megen vind, men alligevel blev hun forskrækket hver gang et vindpust bevægede kjolen.

Hun synes at vejen “hjem” var længere end vejen ud. På den sidste del af turen kunne hun ikke tænke på meget andet end sine ømme fødder. Endelig nåede hun huset. Hun var fristet til at tage den korte vej ad hovedtrappen, men turde alligevel ikke andet end at gå ned ad kældertrappen. Ned ad trappen, gennem kældergangen, op ad den indvendige trappe og endelig kunne hun gå ind i køkkenet og sætte de tunge poser fra sig. Hun tænkte at hun hellere måtte melde sin ankomst. Hun fandt Herren ved computeren i kontoret. Hun nejede og sagde: “Slavinden er hjemme igen.”
“Nå, endelig” svarede han. Ikke nogen form for anerkendelse af hendes indsats.
“Må jeg skifte sko, Herre?” spurgte hun.
“Når du har hentet den sidste pose ude i bilen, må du skifte. Men husk at skifte tilbage inden du serverer frokost.”
Han rakte hende en bilnøgle. Hun sukkede og tog nøglen. Hun huskede at neje da hun gik ud. Ned af kældertrappen, gennem kældergangen og op ad den anden trappe. Undervejs tænkte hun på at han ikke engang havde gidet at tage den lette pose med ind, mens hun havde slæbt to tunge poser hele vejen hjem! Men selvfølgelig, han var Herren og hun var slavinde, så hvorfor skulle han gøre hendes arbejde. Hun gik ind i garagen gennem en dør i den ende, der vendte ind mod gården. Hun fandt posen i bagagerummet, låste bilen og skyndte sig ind igen. Igen ned ad trappe og op ad trappe.

Da hun afleverede nøglen til bilen på kontoret, forlangte han at hun skyndte sig at dække op til frokost så snart hun havde pakket købmandsvarerne væk. Hun ville finde brød og pålæg i køleskabet. Klokken var næsten et, så hun var godt klar over at det var frokosttid. Hun begyndte også at blive sulten, trods det solide morgenmåltid. Inden hun pakkede varer ud, gav hun sig tid til at gå ned og skifte sko. Hvilken lettelse det var at komme af med de høje stilethæle. Selv frueskoenes 4 cm. hæl føltes behagelig for fødderne.

En halv time senere havde hun dækket op til frokost i spisestuen. Hendes fødder var stadig ømme, men hun tvang sig alligevel til at gå ned og skifte til de høje sandaler, som hun skulle have på når hun serverede. Hendes fødder protesterede da hun begyndte at gå op ad kældertrappen i dem, men det var der ikke noget at gøre ved. Hun meldte til Herren at frokosten var serveret og hun stod afventende inden for stuedøren mens han spiste og drak en øl til. Hun kunne godt mærke at det var nogle timer og mange anstrengelser siden hun havde spist. Også selv om tanken om det ulækre morgenmåltid næsten fik det til at vende sig i maven på hende.

Herren spiste hurtigt og rejste sig så. “Så kan du godt rydde af.”
“Undskyld, Herre. Må slavinden tage noget at spise?”
“Nej, absolut ikke! Du må kun spise når du får noget serveret, og jeg har ikke serveret noget for dig. Du kan tage dig et glas vand, hvis du er tørstig. Se så at komme i gang!”
“Ja, Herre. Undskyld, Herre” nejede hun slukøret og gik i gang med oprydningen. Der blev altså ingen frokost til hende i dag. Så snart Herren var gået tilbage til kontoret, skyndte hun sig ned for at skifte til frueskoene. Det lettede lidt at få de høje hæle af, men hun var stadig øm i ben og fødder, og hun var godt sulten.

Da hun var færdig med at rydde af og vaske op, meldte hun sig hos Herren i kontoret, nejede og spurgte hvad han nu ønskede at hun skulle foretage sig. Han svarede at han ikke havde mere at bruge hende til i eftermiddag, bortset for at hun skulle sørge for at maden stod på bordet kl. 18. Og at hun skulle huske at skrive indkøbene ind i bogen.

Hun trak sig tilbage til køkkenet. Det tog ikke lang tid at skrive indkøbet ind i regnskabsbogen og lægge bonen i den tilhørende plasticlomme. Det var for tidligt at gå i gang med aftensmaden og hun trængte til at hvile sig. Men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun måtte kun opholde sig i køkkenet og kælderen. I kælderen var der ingen steder hun kunne sidde eller ligge ned. Hendes luftmadras var pakket væk, og hun turde ikke puste den op igen. Så hun besluttede sig for at blive i køkkenet, der var det hyggeligste af hendes opholdssteder. Men heller ikke her havde hun noget at sidde på, så hun satte sig på gulvet med ryggen op ad væggen og slappede af. Det var dejligt at kunne hvile benene. Hun havde ikke noget at læse i, hun kunne ikke høre radio eller se fjernsyn, så hun forsøgte bare at slappe af. Men hun blev hurtigt øm bagi af at sidde på det hårde gulv. Hun forsøgte at ligge ned, men det blev hun også hurtig øm af. Til sidst sukkede hun, rejste sig og begyndte på aftensmaden. Eftermiddagen igennem skifte hun mellem at lave mad og forsøge på at hvile sig, så i god tid inden kl. 18 havde dækket bord og gjort alt klar. Hun manglede kun lige at gøre maden færdig, så hun kunne servere den rygende varm.

Som forret lavede hun franskbrød med krabbekød og pisket æggehvide, ristet i ovnen. Som hovedret roastbeef med stegte kartofler og bearnaisesovs og til dessert nougatis med flødeskum og chokoladesovs. Efterhånden som maden begyndte at dufte, blev hun mere og mere sulten. Hendes mave knurrede nu højlydt og det var nærmest som tortur at gå i den dejlige madduft uden at kunne spise noget. Hun sneg sig til at spise at par småbidder, men andet turde hun ikke. Og hun havde dårlig samvittighed over at spise selv de smuler. Hun havde selv ønsket at blive slavinde, og det var en dårlig slavinde der bevidst overtrådte et forbud. Han kiggede forbi et par gange i løbet af eftermiddagen. Han sagde ikke noget, men det var nok til at hun følte at der blev holdt øje med hende.

Omsider blev klokken 18. Hun gik ned og skiftede til de høje sandaler, og meldte til Herren, der nu sad i stuen og læste i en bog, at maden var serveret. Igen stod hun tålmodigt og ventede mens Herren spiste. Nu var hun ikke kun øm i benene, men også ved at dø af sult (sådan følte hun det i hvert fald). Hun spekulerede på om hun også fik lov til at smage sin egen gode mad, eller om han havde en ubehagelig overraskelse i baghånden til hende, som ved morgenmaden. Eller om hun også måtte undvære aftensmad. Hun blev helt dårlig ved tanken.

Efter forretten bar hun tallerken og bestik ud i køkkenet og serverede hovedretten på en ren tallerken og med rent bestik. Hun fik ordre på at lade resterne stå på bordet. Igen ventede hun mens han spiste. Da han var færdig med hovedretten tændte han en cigaret og kaldte hende hen til sig. Han lod hende stå lige ved siden af sig. Mens han røg sin cigaret, lod han sine hænder kærtegne hendes ben under kjolen. Hans hænder gled kærtegnende op og ned af hendes nylonklædte ben. De gled også op under kjolen og kærtegnede hendes bare lår over strømperne. Hans hænder nærmede sig hendes skød, og hun blev pludselig meget bevidst om at hun ikke havde trusser på. Han havde fri adgang til hende. Men hænderne nåede aldrig så langt op at han rørte hende, skønt han naturligvis havde ret til hende hvis hun ønskede det.

Hun bar tallerken og bestik ud og serverede desserten. Igen skulle hovedretten blive stående på bordet. Under desserten skulle hun ligeledes stå lige ved siden af ham, så han havde fri adgang til hendes ben når han ønskede det. Hvilket han benyttede sig af flere gange. Hun havde ondt i fødderne på grund af de høje hæle, hun var øm i benene af at stå så meget op og hendes mave knurrede højlydt. Alligevel måtte hun finde sig i at stå og blive brugt som adspredelse når Herren havde lyst, og ignoreret når han ikke havde. Igen følte hun sig meget som en slavinde. Indtil videre havde han da leveret varen, ikke at tage det fjerneste hensyn til hendes bekvemmelighed.

Da Herren var færdig med desserten og havde nydt endnu en cigaret, blev hun beordret til at hente en dyb tallerken og hans brugte bestik i køkkenet. Hun undrede sig, men gjorde som beordret. Og hun huskede også at neje på vej ud og ind. Hun så nu at han tog et stykke franskbrød med krabbe fra forretten og satte på tallerkenen. Nå, tænkte hun, så får jeg måske alligevel lov til at smage maden. Selv om den jo nok var kold nu. Hun så hvordan han skal brødet i små stykker med det bestik som han selv havde spist med. Derefter lagde han et stykke roastbeef på tallerkenen og skar ligeledes dette i stykker. Til sidst kom turen til et par kartofler. Da alt var skåret i småstykker blandede han det godt sammen. Så hældte han en ordentlig klat bearnaisesovs over. Derefter en klat smeltet is efterfulgt af en klat flødeskum, og til sidst gav han det en god sjat chokoladesovs. Endelig blandede han det hele sammen igen, satte tallerkenen ned på gulvet og sagde “Værsgo”.

Hun stirrede lamslået på tallerkenen. Godt nok var det hendes gode mad alt sammen, og nøjagtig det samme som han lige havde siddet og spist, men det så alligevel ikke spor appetitligt ud. Nærmest pr. automatik nejede hun og sagde “Tak, Herre”, men det varede noget før hun foretog sig andet. Omsider knælede hun ned på gulvet til tallerkenen og begyndte at spise af tallerkenen. Hænderne brugte hun kun til at støtte sig til, så hun måtte have det meste af ansigtet ned i maden for at få fat i den. Det var en underlig og ikke spor appetitlig blanding, og så var det koldt. Men hun var meget sulten og tog sig sammen til at spise. Det var heller ikke helt så slemt som havregrøden i morges. Han så interesseret til mens hun spiste. Omsider var hun færdig og slikkede tallerkenen ren. Hen tillod hende at holde på tallerkenen med hænderne mens hun slikkede den ren, men hun måtte ikke løfte den fra gulvet. Da hun var færdig, rejste hun sig og nejede dybt og sagde “Tak for dejlig mad, Herre”. “Velbekomme” svarede han. Der var ikke noget med at han takkede for maden, selv om hun havde brugt hele eftermiddagen på at lave den. Han sagde blot: “Nu må du gerne rydde af, og så kan du servere kaffen ved sofabordet.”

Resten af aftenen var ret begivenhedsløs. Hun ryddede af og serverede kaffe. Så vaskede hun det hele op stående på sine ømme fødder, mens hun kiggede misundeligt på den ubrugte opvaskemaskine. Efter maden blev hun sendt i seng, selv om klokken kun var otte. Men hun var faktisk glad for at komme ned at ligge. For første gang siden klokken halv syv i morges kunne hun rigtigt hvile sine ømme ben. Hun faldt hurtigt i søvn i mørket.


Skriv en kommentar so far
Skriv en kommentar



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



%d bloggers like this: