Sommerherrens blog om dominans og underkastelse


Slavinde for en uge – 1. del

En novelle af Sommerherren (sommerherren@gmail.com). 2007.

Bemærk: Når du når til beskrivelsen af hendes tøj, kan det være en fordel at se på siden med illustrationer.

1. Fredag aften – Ankomsten

Lone sad i bussen det sidste stykke vej. Hun havde fået vejen omhyggelig forklaret. Først med tog til Roskilde, så med bybus det sidste stykke vej. Undervejs sad hun og tænkte på hvad hun var på vej ind i. Hun havde fået kontakt med Jørgen over Internettet. De havde mailet sammen og udvekslet fantasier. Det var her de var blevet klar over, hvor tæt deres fantasier lå på hinanden. De havde mødtes en enkelt gang på “neutral grund”, en café i København. Det var her at de var blevet enige om “eksperimentet”. De havde klaret de sidste detaljer pr. mail, og nu var hun altså på vej. Hun skulle være hans slavinde for en uge.

Hun tænkte på hvad den kommende uge mon ville bringe. Hun vidste ikke andet end at hun havde ønsket den fuldstændige ydmygelse. Hun skulle tjene sin Herre uden at der blev taget nogen form for hensyn til hende selv. Bortset fra at hendes helbred naturligvis ikke måtte lide skade. Hun havde været undervejs lidt over en time, selv om det kunne være gjort meget hurtigere i bil. Men Jørgen havde gjort hende klart at det ikke passede sig for en slavinde at ankomme i bil. Ligesom det ikke kunne være rimeligt at hendes Herre skulle have en bil holdende en hel uge på grund af en slavinde. Hun havde også fået at vide at hun ikke behøvede at medbringe noget, da der ville være alt hvad hun behøvede. Så hun havde kun sin håndtaske med det sædvanlige indhold. Det føltes underligt at skulle være af sted en uge, uden at medbringe bagage.

Nu passerede hun den kirke som han havde sendt et billede af, så skulle hun af ved næste stoppested. Hun trykkede på knappen. Kort efter standsede bussen ved stoppestedet, og hun stod af. Der var ikke så langt at gå. Hun gik op ad en stille villavej, og nu stod hun foran huset. En rødstensvilla med en lille forhave, der mest bestod af en græsplæne. Til højre for forhaven en muret garage. Hun gik ad en flisebelagt sti mellem forhaven og garagen ind til en lille gård. Her kunne hun se at huset var et vinkelhus, gården lå i vinkelen. Lige fremme førte en trappe op til hoveddøren. Vinkelret på denne, og langs husets anden mur, førte en trappe ned under den første, sandsynligvis til en kælderdør.

Hun kiggede på sit ur, tiden passede nogenlunde. Hun tog mod til sig,  tog en dyb indånding og gik op ad trappen til hoveddøren.  Efter kun et sekunds tøven ringede hun på døren.

Der gik kun et øjeblik, så blev døren åbnet og Jørgen hilste på hende med et smil. “Hej Lone,  velkommen til.” Hans smil lettede lidt på hendes stemning. Han bød hende indenfor. Efter et lille vindfang kom de ind i en vinkelgang. Hun blev vist ind ad en dør til venstre, lige inden for vindfanget. Værelset var ikke ret stort. Der var indrettet som kontor. I den anden ende kunne hun gennem vinduet se ud på vejen, hvorfra hun lige var kommet. Midt i rummet stod et skrivebord ud fra den ene væg. Bag skrivebordet, ved den ene væg, stod en computer. Jørgen gik hen og satte sig på en kontorstol bag skrivebordet, så han havde ryggen til vinduet og front mod hende og døren. Det var værelsets eneste stol, så hun blev stående inden for døren.

Det var Jørgen der talte først. “Du er kommet for at tilbringe en uge som slavinde her i huset. Er det rigtigt?”
Lone svarede med et spagt “Ja”.
“Tal tydeligt, så jeg kan høre dig!”.
Lone mandede sig sammen og udtalte et tydeligt “Ja”.
“Det hedder ‘Ja, Herre’.”
Igen svarede Lone tydeligt, “Ja, Herre”. Men hun så ned i gulvet. Hun kunne ikke få sig selv til at se Jørgen i øjnene.
Nu holdt Jørgen nærmest en enetale.
“At være slavinde her i huset betyder at du skal klare alle de praktiske gøremål, købe ind, lave mad, gøre rent, vaske og stryge og i øvrigt varte mig op på alle leder og kanter.”
“En slavinde regnes ikke for noget. Der vil ikke blive taget hensyn til din bekvemmelighed eller stolthed. Der vil i det hele taget ikke blive taget hensyn til dig på nogen måde.”
“Jeg kan og vil straffe dig, hvis jeg finder det nødvendigt. Du må acceptere enhver straf som jeg giver dig, uanset om du synes at du har fortjent den, eller ej.”
“Jeg kan benytte mig af dig seksuelt, når, hvor og hvordan det passer mig. Jeg kan også lade være, du har intet krav på sex. Men du kan være sikker på at hvis jeg benytter mig af dig, så vil det kun være for min fornøjelse. Jeg vil ikke gøre det mindste for at du skal få fornøjelse af det.”
“Jeg har ret til at benytte dig som legetøj. Jeg kan tilføre dig smerte, hvis jeg har lyst til det. Jeg kan beordre dig til ubehagelige eller ydmygende handlinger, bare for min fornøjelses skyld.”
“Nu spørger jeg igen, ønsker du stadig at være min slavinde?”

Lone var ikke det mindste i tvivl. Hun svarede tydeligt “Ja, Herre,  jeg ønsker at være din slavinde.”
“Jeg ønsker at være Herrens slavinde!” kom det rettende fra Jørgen.
“Undskyld Herre. Ja, Herre, jeg ønsker at være Herrens slavinde.”

“Meget vel. Klæd dig af! Du kan sætte håndtasken på skrivebordet.”
Lone stivnede et øjeblik. Hun stod stadig midt på gulvet med håndtasken i hånden. Hun havde selvfølgelig ventet at skulle af med tøjet, men alligevel kom det uventet. Hun tøvede dog ikke længe. Fulgt af Jørgens nysgerrige blik begyndte hun at klæde sig af. Først skoene, så blusen, cowboybukserne og ankelsokkerne. Hun tøvede lidt da hun stod tilbage i BH og trusser, men da Jørgen fortsat så afventende ud, tog hun først BH’en og så trusserne af og stod nøgen foran hans blik. Hun havde lyst til at dække sig med hænderne, men tog sig sammen og holdt armene ned langs siden og lod hans nysgerrige blik studere hende.

Der var en pause mens Jørgen iagttog hende. Så bad han hende folde sit tøj sammen og lægge det i en sportstaske der stod på gulvet. Da hun havde gjort det fik hun ordre på at lægge hendes håndtaske ned i sportstasken og lukke den. Jørgen rejste sig, tog sportstasken og satte den på gulvet bag skrivebordet. Han kom så tilbage og stillede sig foran hende. Igen gled hans blik over hendes nøgne krop. “Ikke dårligt” mumlede han. Han lagde sine hænder på hendes side, lod dem glide ned og frem mod maven, derefter op igen til de nåede hendes bryster. Han tog et bryst i hver hånd. Vejede brysterne i hænderne, klemte om den, æltede dem lidt. Hun stod bare stille og lod ham gøre det. Men hun var kobberrød i hovedet og hendes hjerte slog heftigt. Hun var ikke vandt til at blive befølt sådan af en mand. Og bare det at stå sådan, nøgen og tilgængelig, og lade sig befamle, mens han var fuldt påklædt, var ydmygende. Men på en måde var det også dejligt. Hun begyndte at fornemme at hun tilhørte sin Herre. Herren følte på begge hendes brystvorter med tommel og pegefinger. Vorten strittede frækt ud i rummet. Pludselig klemte han hårdt om den ene brystvorte så der undslap hende et gisp af smerte. Herren smilte bare frækt og lod sin hånd glide ned mod hendes kusse. Han nulrede hendes kønsbehåring lidt og lod så en finger glide op i hende. Hun gispede let. Herren trak sin finger ud igen og lugtede til den. “Du er godt våd, hvad?”.
Lone så ned i jorden og svarede “Ja, Herre”.

Herren stak sin finger ind i hendes mund og lod hende sutte den ren for hendes egne safter. Derefter gik han hen mod døren, “Kom med, så skal jeg vise dig rundt.” Lone fulgte efter ham ud i gangen. Det var en underlig fornemmelse at gå splitternøgen rundt i en fremmed mands hus.
Ved siden af kontoret lå soveværelset. “Det er så mit soveværelse.” Værelset så hyggeligt ud med en stor dobbeltseng og indbyggede skabe ind mod kontoret. Efter soveværelset drejede gangen mod højre. Ved siden af soveværelsesdøren, men på den anden væg, modsat hoveddøren og vindfanget, var en trappe ned til kælderen. “Den tager vi senere.” Ved siden af kældertrappen var et stort badeværelse med bruseniche. “Mit badeværelse” forklarede Herren. For enden af gangen lå køkkenet. Et stort og moderne indrettet køkken. Der var tilmed opvaskemaskine, lagde hun mærke til. Køkkenet lå i et hjørne af huset, for der var vinduer på to vægge. Overfor indgangsdøren og over køkkenvasken var et vindue ud mod haven. Til venstre var et andet vindue, hvorfra man kunne se ind til naboen. Foran vinduet stod et spisebord. Sjovt nok var der ingen stole ved bordet.
“Køkkenet”, forklarede Herren, er et sted hvor du vil opholde dig meget. “Hvis du ikke er i gang med en opgave i et af de andre rum, vil du altid opholde dig i køkkenet eller kælderen.”

På den anden side af køkkenet, og skråt over for badeværelsesdøren, lå stuen. Også et ganske stort rum. Igen et hjørnerum med vinduer på to vægge. På væggen til højre, der måtte vende ind mod gangen og vindfanget, var bogreoler der også indeholdt et stereoanlæg. I den anden ende stod et fjernsyn.  Til venstre for indgangsdøren, langs væggen ud mod køkkenet, stod et spisebord. Denne gang med stole. Seks af dem. På væggen modsat døren var et vindue, hvorigennem man kunne se ind til den anden nabo. Foran stod en sofagruppe. På væggen til venstre, i det fjerneste hjørne i forhold til døren, var et vindue og en dør ud til en terrasse. Bag terrassen måtte baghaven ligge.
“Ved det her spisebord serverer du min mad. Kaffe serveres i sofagruppen eller på kontoret, afhængigt af hvad jeg beordrer.”

Herren førte nu Lone ud af stuen og ned ad kældertrappen. Trappen var en vinkeltrappe der endte i et temmelig stort rum. På væggen hvor trappen kom ned, var et lavt højtsiddende kældervindue. I den modsatte ende var en dør, formentlig ud til bagtrappen. Der var en rude i døren. Der var en del andre døre ud fra rummet. Under trappen stod et gammelt klædeskab. Rummet havde ikke tapet. Blot pudsede vægge malet i en lidt kedelig grå farve. Det virkede lidt koldt. Lone blev igen bevidst om at hun var nøgen. Herren lod ikke til at bemærke hendes nøgenhed. Han opførte sig som om det var den naturligste ting af verden.

Over for trappen var et lille toilet. Et ganske lille rum med et toilet og en håndvask med to haner. Igen kedelige pudsede vægge malet i en kedelig grå farve. Gråt betongulv.
“Her er så dit badeværelse. Her er hvad du behøver til dit daglige toilette.”
“Men…” Lone kigge forfærdet på det lille kedelige rum. Hvordan skulle hun få sit daglige brusebad? Måtte hun nøjes med etagevask hele ugen? Og hvad mente han med “alt hvad du behøver”. På håndvasken lå et stykke håndsæbe. På en hylde under spejlet stod et tandkrus med en tandbørste og en tube tandpasta og der lå en hårbørste og en kam. Det var alt!  Der var ingen skabe der kunne indeholde mere.
“Ikke noget ‘men’. En slavinde har ikke krav på luksus. Hun har ikke krav på noget som helst. Hun må glæde sig over alt hvad hun får. Det er øvrigt forbudt dig at lukke døren når du er herinde. En slavinde kan ikke forvente privatliv. Men nok om det, lad os gå videre”. Lone stod et øjeblik som forstenet. Skulle hun sidde på toilettet eller foretage sit morgentoilette for åben dør??? Men Herren fortsatte ufortrødent sin rundvisning, så Lone måtte følge med. Men hun følte sig nu endnu mere som slavinde.

Det næste rum indeholdt en vaskemaskine og en tørretumbler. Der var også tørresnore i loftet. Igen grå pudsede vægge.
“Her kan du vaske mit tøj. Når vejret er til det foretrækker jeg mit tøj tørret udendørs. Tørretumbleren og den indendørs tørresnor må kun bruges hvis du ikke kan tørre udendørs. Maskinerne er til mit tøj. Dit eget tøj kan du vaske i håndvasken på toilettet.”

I det sidste rum på den side stod et oliefyr. Samtidig var rummet indrettet som et værksted. For enden ad gangen var en dør som Herren ikke åbnede. Han bemærkede kun at “her havde hun ikke noget at gøre”. Herren sprang døren ud til den udendørs kældertrappe over. På den anden langvæg (modsat toilet, vaskerum og fyrrum) var to døre. Den til højre var igen forbudt område, men Herren åbnede døren til venstre, lige ved siden af yderdøren. Den førte ind til et viktualierum. Rummet var ikke ret stort, det var forholdsvis langt, men meget smalt. Igen de kedelige pudsede vægge og betongulv. Langs væggen til højre var der hylder hvor der stod konserves og andre kolonialvarer, kartofler, toiletpapir og en mængde andre dagligvarer. På væggen til venstre var et lille højtsiddende kældervindue, der kun gav lidt lys. I loftet hang en enlig pære som blev tændt på en kontakt ude i kældergangen.
“Her kan du hente dagligvarer til husholdningen. Det er dit ansvar at der ikke er noget der slipper op. Når vi er ved at udgå for en vare må du sørge for at købe nyt. Du får en pung med penge til at købe ind for. Forstår du det?”
“Ja, Herre”.
“Du skal neje når du svarer din Herre.”
Lone nejede og svarede igen “Ja, Herre”.
“Godt. Det er også her at du skal sove.”
Igen fik Lone et chok. Hvordan skulle hun kunne sove her? Her var ingen seng. Skulle hun sove på det kolde betongulv? Så ville hun vist hurtigt blive syg.”
Mens hun tænkte gik Herren hen til en hylde i den fjerneste ende af rummet og trak noget frem.
“Her er en luftmadras som du kan puste op og sove på. Og et tæppe som du kan tage over dig.”
Lone åndede lettet op. Det lød primitivt og ikke særlig bekvemt, men hun var faktisk taknemmelig for at Herren havde tænkt på hende.
“Her er også et vækkeur.” Han holdt et gammeldags vækkeur frem. Et af dem der skal trækkes op og som tikker hele natten. Og hende som var vant til clockradio med repetition.
“Du må selv sørge for at komme tidligt nok op om morgenen til at have morgenmaden klar til tiden. Jeg skal nok fortælle dig hvornår jeg ønsker den klar.”
Lone nejede: “Ja, Herre, det skal jeg nok.”
“Og du pakker luftmadras og tæppe pænt sammen når du står op.”
“Ja, Herre.” Igen nejede Lone.

De forlod viktualierummet, eller ‘hendes værelse’ som hun kaldte det i sine tanker. Herren lukkede døren og slukkede lyset. Så gik han hen under trappen og åbnede det gamle klædeskab.
“Her har vi så dit tøj.”
Lone blev straks interesseret og kiggede ind i skabet. Der hang tre kjoler på bøjler. I bunden af skabet stod tre par højhælede sko. På en hylde lå nogle pakker med nylonstrømper. Ellers var skabet gabende tomt.
“Men det vender vi tilbage til” sagde Herren og lukkede skabet igen. Jeg mangler at vise dig haven.

De gik ud af døren med glasruden og havnede i bunden af en kælderskakt med en trappe op. Lige uden for døren til højre var et hulrum under trappen op til hoveddøren. Det var stort nok til at man mageligt kunne stå op derinde. Herren forklarede at da huset blev bygget var det meningen at skraldespanden skulle stå her. Men den blev senere flyttet op i gården af hensyn til skraldemændene, og i dag blev rummet ikke udnyttet.

De fortsatte op ad trappen og havnede i gården hvor hun var kommet ind. Lone mærkede et vindpust på sin nøgne krop, og blev pludselig helt bevidst om at hun gik nøgen rundt udendørs. Hun kiggede hurtigt rundt. Gården var omgivet af huset, garagen og et plankeværk ind mod naboen. Mellem plankeværket og huset gik en sti om mod baghaven. Plankeværket var højt nok til at naboen ikke kunne se ned i gården. Kun ved indgangen ud mod forhaven og gaden var der åbent. Hvis hun passede på ville kun ikke kunne ses udefra. Men hun kunne ikke lide det alligevel.

De fulgte stien om til baghaven. Der var ganske rigtigt en terrasse, hævet ca. en meter over haven. Haven bestod mest af en græsplæne. Til højre var plankeværket og til venstre var en høj hæk. Bagerst noget der lignede et trådhegn begroet med vedbend. Alt i alt så haven ud til at være uset fra naboerne. Alligevel kunne hun ikke lide at gå nøgen rundt.

De endte på terrassen. Den var omgivet af et lavt hegn. Ind mod naboen til højre var hegnet dog højt. Der stod et havebord med fire stole. Op mod stuen, under vinduet, stod en kasse. Det lignede en til opbevaring af hynder til havestolene.
Herren gav Lone ordre til at gå tilbage gennem kælderen og komme ind i stuen. “Husk at tørre dine fødder på måtten.” Så forsvandt han ind gennem terrassedøren. Lone tøvede lidt. Hun kunne ikke lide at gå alene rundt, nøgen som hun var. Hun gik langs huset tilbage til gården. Inden hun gik ind i gården så hun forsigtigt rundt om hjørnet for at sikre, at der ikke var nogen. Så smuttede hun hurtigt ned ad kældertrappen. Hun overvejede at kigge nærmere på klædeskabet, men blev enig med sig selv om at hun nok hellere måtte skynde sig. Hun fortsatte op ad trappen og ind i stuen, hvor hun fandt Herren siddende i en magelig lænestol. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle, så hun besluttede sig for at neje for Herren og sige “Her er jeg, Herre”.

“Godt, min tøs.” Herren blev siddende lidt og så på hende. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre ved sig selv, så hun blev stående midt på gulvet. Med hænderne pænt ned langs siden. Hun var ved at være lidt træt af at stå op, hun havde ikke siddet ned siden bussen. Men Herren havde ikke inviteret hende til at sidde.

“Nu har du set omgivelserne. Nu må du hellere lære nogle af de regler som du vil være underlagt.”
“Du har allerede lært at du skal neje når du tiltaler eller svarer mig. Du skal også altid neje lige efter at du kommer ind i et værelse hvor jeg er, og lige før du går ud af et værelse hvor jeg er.”
“Du er slavinde her. Det eneste formål med din tilstedeværelse er at du skal tjene din Herre. Du skal derfor altid være på pletten når der er brug for dig. Når der ikke er brug for dig skal du være usynlig. Når du ikke arbejder kan du opholde dig i køkkenet eller i kælderen i viktualierummet eller på toilettet.”
“Jeg kan også befale hvor du skal opholde dig, hvis jeg ønsker dig et bestemt sted.”
“Du må aldrig sidde i møblerne. De er til mig og mine gæster. Hvis du skal sidde ned, så må du sidde på gulvet.”
“Du må aldrig sidde ned i mit nærvær, med mindre du har fået tilladelse. Hvis jeg kommer ind i et rum hvor du sidder, skal du straks rejse dig.”
“Du må aldrig spise noget, med mindre jeg direkte beordrer dig til det”.
“Du må drikke alt det vand, du vil, men ikke noget andet end vand. Med mindre jeg beordrer noget andet.”
“Du skal altid, omgående og uden tøven, udføre enhver ordre som jeg eller en af mine gæster giver dig.”
Herren trykkede på en knap på en lille boks der lå på bordet. Hun hørte en klokke ringe i køkkenet.
“Når jeg ringer på klokken har jeg brug for dig. Så skal du omgående komme til mig, uanset hvad du er i gang med. Der er en tilsvarende klokke der ringer i kælderen.”
“Du kan til enhver tid forlade min tjeneste. Det er blot at sige til, så vil du få udleveret dit tøj og din taske, og du kan tage bussen hjem. Bortset fra at forlade mig helt, kan du ikke nægte noget. Du skal udføre enhver ordre som jeg giver dig og du skal tage mod alt hvad jeg byder dig.”
“Er det forstået.”
Lone nejede. “Ja, Herre”
“Når du svarer skal du altid gøre det med en hel sætning.”
Lone nejede igen. “Ja, Herre, jeg har forstået.”

“Du er kommet her frivilligt. Nu vil være et godt tidspunkt at sige fra, hvis du har fortrudt. Ønsker du stadig at være min slavinde, med alt hvad det indebærer”.
Lone nejede igen. “Ja Herre, jeg ønsker at være din slavinde med alt hvad det indebærer.”

“Godt min tøs, nu må vi hellere prøve dit tøj. Gå ned i kælderen og tag det hele med herop. Skynd dig.”
“Ja, Herre” nejede Lone og skyndte sig ud af døren. Hun var dog kun lige kommet ud før Herren kaldte hende tilbage.
“Du glemte at neje før du gik ud af døren. Selv om du lige har nejet som svar, skal du neje igen når du går ud. Husk det også når du kommer tilbage. Af sted med dig”.
Lone nejede og svarede “Ja, Herre”. Så skyndte hun sig hen til døren, vendte sig om og nejede igen mod Herren, og gik hurtigt ud. Hun gik ned af trappen og åbnede klædeskabet. Hun tog kjolerne med bøjle og det hele. Da hun fik fat i nylonstrømperne så hun at alle pakkerne var selvsiddende strømper, ingen strømpebukser. Hun sukkede og bukkede sig ned efter skoene. Med lidt besvær fik hun samlet det hele sammen og skyndte sig op ad trappen igen. Tilbage i stuen huskede hun at neje da hun trådte ind ad døren. Hun ventede forpustet midt på gulvet, med alt ‘sit’ tøj i favnen.

Hun fik lov til at lægge tøj og sko fra sig og fik ordre til at tage et par strømper på. Hun fumlede lidt med dem, hun var ikke vant til selvsiddende strømper. Hun gik som regel med lange bukser, og når hun en gang imellem havde nederdel på var det altid bare ben eller strømpebukser. Han iagttog hende interesseret mens hun tog strømper på. Da hun endelig var færdig, fik hun besked på at tage det første par sko på. Det var et par sorte sandaler med høje stilethæle. De var faktisk flotte. Sandalerne sad ikke perfekt, men passede da nogenlunde. Det var også den rigtige størrelse. Nu kom hun i tanke om at han nogle uger tidligere havde spurgt efter hendes skonummer og kjolestørrelse. Hun havde svaret sko str. 37 og kjole str. 42, men at hun normalt gik med lange bukser. Det havde han ikke kommenteret. Hun havde nu fået skoene på og rettede sig op. De var lidt svære at stå i, hun var ikke vant til stilethæle. Hun skulle nu tage en af kjolerne på. Det var en gennemknappet kjole. Rød med hvide blomster på. Der var en lille krave og et bælte på midten, den nåede til lidt under knæene. Det var ikke en kjole hun kunne have fundet på at købe til sig selv, men den var da heller ikke grim. Hun måtte dreje sig hele vejen rundt så han kunne se hende. Hun måtte også snurre hurtigt rundt så han kunne se hvordan kjolen svajede og løftede sig lidt. Hun mistede næsten balancen i de uvante sko.

Så skulle hun skifte til den næste kjole. Nu hvor hun havde haft tøj på, føltes det underligt skifte tøj foran en fremmed mand, især da hun stod nøgen under kjolen. Hun tog hurtigt kjolen på. Det var en let og luftig sommerkjole. Hvid med små grønne blomster. Den havde spaghettistropper og en elastik under barmen. Herfra faldt den blidt ned til at pænt stykke over knæene. Det var en kjole til brug på varme sommerdage og bestemt ikke uden trusser. Og heller ikke med selvsiddende strømper. Selvom kjolen dækkede blondekanten på strømperne når hun stod op, følte hun hvordan den hævede sig højt når hun snurrede rundt. Hun undrede sig over hvordan han havde valgt netop disse kjoler. Hvad hun ikke viste, var at han havde være inde i en genbrugsbutik og kigget efter sko og kjoler i de rigtige størrelser. Og så havde han taget tre af hver som han syntes om.

Igen måtte hun skifte kjole foran Herren. Den tredje og sidste kjole var en enkel kort stramtsiddende grå kjole, med korte ærmer og lynlås i ryggen. Hun sloges noget med den lynlås, men Herren gjorde ikke mine til at hjælpe. Til sidst lykkedes det hende. Kjolen var lidt længere end den forrige og virkede noget mere anstændig. Til gengæld syntes hun at hun havde for meget mave i den stramme kjole. Men Herren havde valgt hendes kjoler, så det var det.

Efter kjolerne skulle hun prøve de andre sko. Hun beholdt den stramme kjole på og skiftede til det næste par sko. Det var et par sorte pumps. Igen med stilethæl, dog knap så høj som på sandalerne. Desværre var de lidt for store og hun havde svært ved at gå i dem. Det sidste par var mere almindelige “frue-sko”. Fodformede, en noget lavere og meget bredere hæl, som dog stadig var ca. 4 cm høj. Skoene passede godt og var mere behagelige at gå i end de andre to par.

”Herefter skal du altid være iført kjole, strømper og sko, med mindre jeg har befalet andet.”
”Du må bruge de fodformede sko når du arbejder med rengøring, vask, madlavning og hvad du nu ellers bliver sat til.”
”Når du serverer for mig er du iført sandalerne. Det samme gælder hvis du går ud. Uanset om det er sammen med mig eller for at handle. ”
”Pumpene passer ikke ordentligt, så dem skal du ikke bruge.”
Hun kunne kun svare ”Ja, Herre” og neje.

Hun blev beordret til at skifte tilbage til sandalerne, og derefter bære det øvrige tøj ned i klædeskabet igen. Hun nejede “Ja, Herre” og skiftede til sandalerne. Så samlede hun kjoler, strømper og sko op og gik ned til klædeskabet i kælderen med det. Hun nejede på vejen ud. I kælderen hængte hun kjolerne op og satte sko og strømper på plads. Så begav hun sig op ad trappen igen. Allerede på så kort tid kunne hun mærke at hun begyndte at blive øm i fødderne på grund af de uvante hæle. Hun gik ind i stuen igen, nejede for Herren og ventede stående på at han skulle sige noget.

”Jeg har ikke mere brug for dig i aften, du kan godt gå i seng.” Hun så overrasket på uret, klokken var kun lidt over ni. ”Men først lidt om dine pligter i morgen.”
”Da vi skal nå en del i morgen, vækker du mig klokken otte.”
”Inden da skal du være gjort i stand og have dækket op til morgenmad på spisebordet herinde. Der skal være ristet brød, blødkogt æg, smør, syltetøj, honning og ost. Og naturligvis frisklavet kaffe. Du kan finde alt hvad du skal bruge i køkkenet. Og husk nu ikke at spise noget før du får noget serveret. Har du nogen spørgsmål?”
”Nej, Herre”. Hun nejede.
”Så kan du godt gå.”
”Ja, Herre. Godnat Herre” nejede hun og gik hen til døren. Vendte sig, nejede igen og forsvandt ud af døren.

Hun gik ned til ’sit’ viktualierum i kælderen. Igen tænkte hun på hvor trist og koldt det var. Hun fandt luftmadrassen frem. Hun kunne ikke finde nogen pumpe, så hun måtte puste madrassen op med munden. Det tog længere tid end hun havde troet. Hun troede først ikke at hun kunne, men omsider var der luft nok i madrassen. Hun var forpustet og hev efter vejret. Så fandt hun tæppet. der var kun ét, men det var et dejligt tykt et.  Endelig stillede hun vækkeuret til 6.30. Hun ville være sikker på at kunne nå det hele, og hun skulle nok bruge noget tid i køkkenet, da hun jo ikke vidste hvor tingene stod.

Så gik hun ud på toilettet og satte sig ned for at tisse. Pludselig kom hun i tanke om at hun ikke måtte lukke døren. Hun for op og åbnede døren før hun satte sig igen. Hun synes at det var meget ubehageligt at sidde og tisse for åben dør. Hun tørrede sig og vaskede hænder. Så børstede hun tænder og gik ud til klædeskabet for at klæde sig af. Hun tog først sko så strømper af. Da hun tog kjolen af kom hun til at se på vinduerne. Både vinduet ved trappen og det i døren sås som kulsorte firkanter. Der var ingen gardiner og det var buldermørkt udenfor. Hvis der stod nogen uden for at af vinduerne, ville de tydeligt kunne se hende klæde sig af i det oplyste kælderrum. Hun skyndte sig at hænge kjolen på plads og gå tilbage til sit rum. Hun slukkede lyset i gangen og gik ind. Her var også et kulsort vindue uden gardiner. Da hun ville kravle i seng, opdagede hun at den eneste lyskontakt sad uden for døren, i gangen. Hun måtte ud på gangen og slukke lyset og så famle sig vej til luftmadrassen i mørket.

Her krøb hun ned under tæppet og puttede sig. Langsomt fik hun varmen. Men hun kunne ikke sove. For det første var klokken ikke ret mange. Hun var blevet lagt i seng lidt over kl. ni som en anden lille pige. For det andet kørte tankerne rundt i hovedet på hende. Hun tænkte på aftenens begivenheder, men især tænkte hun på den kommende uge. Hun blev lidt betænkelig. Var det nu virkelig en god idé? Men hun vidste at hun var nødt til at prøve. Og i øvrigt havde han jo sagt at hun kunne stoppe og rejse hjem når som helst. Men kunne hun holde til ydmygelserne, de umagelige sko, at gå på toilettet uden at lukke døren, osv. osv. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende og det blev sent før hun faldt i søvn.


2 kommentarer so far
Skriv en kommentar

Fed historie – har brugt den til alle mine kærester……på een gang

Kommentar af keld jørgensen

Hej Keld

Tak for rosen. Jeg håber at I har haft glæde af historien.

Hilsen Soher

Kommentar af sommerherren




Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



%d bloggers like this: