WordPress.com har lavet en rapport med nogle statistikker for min blog i året der er gået. Den kan ikke rigtig bruges til noget, udover at den er sjov at se. Det forbavser mig alligevel at jeg har haft 61.000 besøg i løbet af 2011.

Jeg har valgt at dele rapporten med jer, så her er den. Jeg beklager at den er på engelsk.

Here’s an excerpt:

Madison Square Garden can seat 20,000 people for a concert. This blog was viewed about 61.000 times in 2011. If it were a concert at Madison Square Garden, it would take about 3 sold-out performances for that many people to see it.

Click here to see the complete report.

Julehilsener fra Sommerherren

Og til sidst en lille julefilm:

Kvinde i nederdel og stiletter i snevejr

Jeg har fundet det her:  http://shenaniganist.wordpress.com/2009/01/28/its-snowing-and-im-busy/

Fyren der bringer billedet på sin blog, bruger det til at gøre nar af kvinden, som han er helt sikker på mangler nogle hjerneceller. Og i øvrigt ønsker han at hun vil falde.

Min allerførste tanke, før jeg læste fjolsets kommentarer, var beundring. Beundring over at hun trodser vejrliget og klæder sig som hun synes er passende for det som hun nu skal. Jeg ved ikke hvad årsagen er. Måske er hun på vej til et vigtigt møde eller til en date. Måske skal hun hente sin elskede på stationen og vil glæde ham. Måske har hun en herre der forlanger nederdel og stiletter. Måske hun bare foretrækker at klæde sig feminint og finder det vigtigere end vejret.

Jeg ved ikke hvad hendes formål er, men jeg kan ikke lade være med at beundre at hvad end årsagen er, så har hun ikke ladet sig gå på af sne og kulde. Hun har truffet et valg, og det tør hun stå ved, også selv om omverdenen ryster på hovedet.

Til gengæld kan jeg ikke lade være med at ryste på hovedet af fjolser som bloggeren og hans kommentatorer, der (med en enkelt undtagelse) blot er nedladende. Om det er fyre der er misundelige på hendes mand, eller om det er kvinder der er misundelige over at hun tør når de ikke selv gør, eller om det er almindelig selvhævdelse, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald er det folk af begge køn som vælger at optræde hånligt og nedladende over for en der er anderledes. Der er altid nogen der kun kan hævde deres eget selvværd ved at nedgøre andre.

Fransk plakat fra filmen O's Historie

Historien fik stor indflydelse på mine fantasier i de kommende år. Blandt andet var jeg fascineret af de forskellige regler som O skulle overholde. Altid kjole eller nederdel, ingen trusser, løfte kjolen når hun satte sig. Også hendes mærker, brændemærket og piercinger med vedhæng, var jeg interesseret i. Jeg var godt klar over at den slags ikke var særlig realistisk at indpasse i vores verden, især ikke dengang i 1980′erne hvor skørter næsten var forsvundet fuldstændig fra gadebilledet. Jeg vidste også godt at jeg aldrig ville få adgang til store slotte eller lignende luksus. Men jeg brugte megen tid på at fundere over hvordan historien kunne tilpasses det moderne Danmark.

Reglen om at løfte op i kjolen når hun satte sig. I filmens overdrevne version.

Med tiden blev min horisont udvidet, jeg fandt flere gode bøger, Internettet kom på banen som en uudtømmelig kilde til inspiration, og O’s Historie gled stille og roligt i baggrunden. Den er aldrig blevet glemt, men jeg afskrev den som en urealistisk fantasi, på linje med så mange andre.

O snøres i korset

De senere år er O’s Historie dog dukket op igen som et forbillede. Men nu på en anden måde. Nu kigger jeg ikke så meget på bogens erotiske detaljer, men derimod på det mere overordnede billede. Jeg ser O som den selvstændige erhvervsaktive kvinde der frivilligt underkaster sig sin elsker. Som lever med store begrænsninger i hvad hun kan gøre, set i forhold til andre kvinder. Som til enhver tid står til rådighed for brug og misbrug af sin herre. Men som alligevel bevarer sit arbejde, sin omgangskreds og sin status som selvstændig udearbejdende kvinde. Hendes kolleger bemærker måske nok at hun virker forandret, men ikke på en måde der vækker opsigt.

Det er den del af historien jeg lader mig inspirere af. Jeg forsøger ikke længere at omplante nogle regler fra Frankrig i 1950′erne til Danmark i det 21. århundrede. Men jeg ser muligheden for at skabe et univers med de samme følelser, men skabt med udgangspunkt i vor tid. Derfor er O’s Historie igen blevet en inspirationskilde for mig. Og det er naturligvis stadig en fantastisk god bog.

Lidt billeder fra filmen:

Fra filmens fantastiske åbningsscene, der gjorde et stort indtryk på mig.

O i lænker

O i lænker

O der ikke må se tjeneren i øjnene

O vises frem hen mod slutningen af filmen.

]]> http://sommerherren.wordpress.com/2011/10/02/os-historie/feed/ 36 sommerherren O's Historie Story-of-o-031 Story-of-o-035 Story-of-o-002 OfilmPic1 storyofO 936R Story-of-o-049 http://sommerherren.wordpress.com/2011/08/05/siden-med-tegninger-er-klar-igen/ http://sommerherren.wordpress.com/2011/08/05/siden-med-tegninger-er-klar-igen/#comments Fri, 05 Aug 2011 13:48:52 +0000 sommerherren http://sommerherren.wordpress.com/?p=934 ]]> Efter at en del af tegningerne har manglet i lang tid, er siden med tegninger nu komplet igen. Der er ikke kommet nye tegninger til, men de forsvundne tegninger er vendt tilbage.

En af tegningerne

Du finder siden med tegninger under “Andet” i menuen til venstre.

KinkNationen

Som nogle af jer allerede ved, er jeg med til at bestyre det sociale BDSM-fællesskab KinkNationen.

KinkNationen har efter et stormomsust år nu så meget styr på økonomien at vi igen tillader gratis brugere.

KinkNationen er et socialt fællesskab a la Facebook,  men kun for folk med interesse for dominans og underkastelse, leg med smerte, fetichisme, bondage og lignende interesser. Alle med disse interesser kan oprette en profil, det er gratis og du skal ikke kende nogen for at komme ind. Det er et sted hvor du kan finde ligesindede, dele oplevelser og billeder, stille spørgsmål og diskutere eller chatte.

KinkNationen er stadig ret ny og er helt klart lillebror i forhold til andre lignende steder. Der sker derfor ikke så meget som på de etablerede sites. Men vi mener at vi opfylder et behov, og håber derfor på at vokse med tiden.

Hvis du har lyst, så kig indenfor. Du finder KinkNationen på kinknationen.dk. Du kan også finde den i min linksamling.

Hvis jeg skal kigge tilbage på hvad der er sket med mig selv i den tid hvor bloggen er sygnet hen, er det gået lige omvendt. Der er sket store forandringer i mit liv. Jeg er blevet skilt og er begyndt at komme i BDSM-kredse, hvor jeg har fået en del venner og bekendte. Og jeg har udviklet “den mørke side” af mig en hel del. Jeg har eksperimenteret med nogle ting og er blevet klogere på mig selv.

Sadist workshop
Jeg har deltaget i en “Workshop for uerfarne sadister”. En spændende oplevelse med undervisning i at bruge piske, spanskrør og andre instrumenter og med rig mulighed for at afprøve det indlærte på levende modeller. Et rigtig godt og spændende arrangement hvor der virkelig var mulighed for at lære noget. Det vigtigste jeg lærte, var dog noget om mig selv. Nemlig at det med at stå og svinge med en pisk i længere tid nok ikke er mig. Jeg finder det ærlig talt kedeligt. Og ikke specielt ophidsende, hvis ikke det er sat ind i en eller anden sammenhæng. Spanskrøret havde jeg det bedre med, der kunne jeg nemlig se en øjeblikkelig virkning af hvert enkelt slag. Men stadig manglede sammenhængen. Jeg slog med spanskrøret og jeg kunne omgående se at det gjorde ondt. Egentlig en ganske berusende fornemmelse. At kunne tilføje en kvinde smerte på den måde. Men på trods af at jeg slog og hun tog imod, på trods af at hun var nøgen og jeg var fuldt påklædt, hvem styrede så egentlig slagets gang. Det gjorde faktisk instruktøren. Og hun (instruktøren) gjorde det på baggrund af modellens reaktioner. Helt rimeligt og ganske fornuftigt i betragtning af min manglende erfaring. Havde det været en privat session, havde jeg selv måtte indrette mig efter modellens reaktioner. Så hvem er det egentlig der styrer?

Men lidt senere på aftenen kunne vi så frit vælge hvad vi ville fortsætte med. Og jeg opdagede at jeg ikke rigtig havde lyst til noget af det. Jeg kunne have slået i timevis med en pisk, men til gavn for hvem? Jeg kunne have vendt tilbage til spanskrøret. Men det havde jeg egentlig heller ikke lyst til. Jeg valgte at lære noget om brug af elektricitet. Jeg fik en god lektion som nok vil kunne komme mig til gavn en gang. Derefter satte jeg mig ned og sludrede resten af aftenen.

Jeg har senere tænkt på hvorfor jeg oplevede det på den måde. Jeg har i øvrigt oplevet noget tilsvarende ved andre lejligheder. Jeg har læst hvad andre sadister skriver om deres oplevelser. Og mit indtryk er at det største de kan opnå, er at bringe deres masochist i “subspace”. Derud hvor hun helt mister fornemmelsen for alt og bare nyder tilværelsen og smerten. De får også en stor nydelse ved at styre hendes orgasmer, ved at give hende orgasme på orgasme, den ene bedre end den anden. Det er nok der kæden hopper af for mig. De gør en kæmpe indsats for at skabe den største nydelse for deres masochist. Og de (sadisterne) nyder at kunne gøre dette. Og så er det lige at jeg tænker: Hvem er det egentlig der yder noget for hvem? Er en sadist bare et serviceorgan for en masochist? Men mit ønske er ikke at være et serviceorgan. Mit ønske er at være den dominerende, den nydende. Selvfølgelig under forudsætning af at den ydende, den underkastede, selv nyder netop dette, at være underkastet og at yde. Ja, jeg nyder at tilføje smerte. Jeg nyder når en kvinde har smerter for min skyld. Men det skal være for min skyld. Hun skal ofre sig for mig, ikke omvendt.

Jeg skal lige understrege at intet af det jeg skriver, skal forstås som om jeg mener at noget at “mere rigtigt” end noget andet. Det er udelukkende et forsøg på at forklare hvordan jeg selv føler. Og hvad det tænder mig.

Spanskrøret virker, men det skal bruges i en sammenhæng for at være rigtig interessant for mig (arkivfoto)

Japansk bondage
Jeg har altid været fascineret af japansk bondage. Så da jeg for et års tid siden fik muligheden for at lære dette, sprang jeg til. Først i regi af SMil, senere i Copenhagen Shibari Dojo. I dojoen fik jeg regulær oplæring og lærte teknikken fra bunden. Lærte nogle basale færdigheder samt lærte en sikkerhedsmæssig forsvarlig ophængning. Efter at have været med et års tid, må jeg dog erkende at det ikke er noget der fanger mig i større grad. Jeg har derfor forladt kurset igen, vel vidende at jeg stadig er begynder, men dog nu har kendskab til nogle grundlæggende ting som jeg vil kunne bruge. Og at hvis jeg senere får lyst til at genoptage sporten, ja så ved jeg hvor jeg skal henvende mig. Jeg har i øvrigt lært nogle fantastiske mennesker at kende blandt reb-folket, hvilket jeg er meget glad for.

Japansk bondage i Copenhagen Shibari Dojo

Hvad så?
Nu har jeg skrevet en masse om hvad jeg har opdaget at jeg ikke er. Men hvad er det så jeg er? Her må jeg nok vende tilbage til starten af min blog. Det er stadig dominansen og underkastelsen der tænder mig. Og jeg ser bestemt muligheder i både smerte og bondage i forbindelse med dominans. Men det må ikke blive det primære. Det primære er hvem der bestemmer. At begge parter ikke bare er klar over hvem der bestemmer, men også oplever det. Ikke kun under en seance, men i hverdagen. At jeg oplever det ved at hun klæder sig og opfører sig som jeg ønsker, som det glæder mig. At hun overlader beslutninger til mig. Hun ved at hun skal leve op til nogle krav, og ved at der er ting hun ikke kan gøre uden at have fået tilladelse. Eller ting hun skal gøre, selv om det måske ikke lige er det hun har lyst til.

Jeg er stadig den samme Sommerherre der startede bloggen. Jeg har bare lært en masse siden da. Ikke mindst om mig selv.

Soher

Jeg stødte tilfældigvis på sangen fra min barndom, og fik kigget lidt nærmere på teksten. Handlingen er stort set således: En ukendt soldat frier til prinsessen. Prisessen tager ikke stilling, men henviser til sin far. Kongen interesserer sig udelukkende for om soldaten har penge, ikke for om prinsessen synes om ham. Soldaten har penge, og kongen giver ham prinsessen. Når man tænker nærmere over det, er der så den store forskel på dette og så på at sælge en slavinde?  

Melodi: Tre små soldater (komponist ukendt).

Tre små sadister
de vendte hjem fra workshop.
Tre små sadister
de vendte hjem fra workshop,
og smæk, klask og hyl
de vendte hjem fra workshop.

Den første af dem
i hånden bar et spanskrør.

Inde i SMil
ved baren sad slavinden.

Lille sadist,
åh, må jeg prøv’ dit spanskrør?

Lille slavinde,
først vil jeg dig så eje.

Lille sadist
så må du spør’ min herre.

Oh, strenge herre,
må jeg få din slavinde?

Lille sadist,
mon du kan hende styre?

Nede i kæld’ren
der her jeg tre små bure.

Det første af dem
er fyldt med reb og lænker.

Det andet af dem
er fyldt med lækre piske.

Det tredje af dem
skal rumme min slavinde.

Lille sadist,
så skal du få slavinden.

Solgt blev slavinden,
og alle de var glade.

Jeg er ikke rigtig nået videre med Slavinde for en uge, men jeg håber at Festen kan afbøde savnet lidt. *S*

Festen handler som navnet siger, om en fest. En rigtig herre-fest.

I det oprindelige (ufrivillige) slaveri var slaven eller slavinden ejerens ejendom. På linje med alt andet som vedkommende ejede. Hus og hjem, husdyr, værktøj og redskaber, pyntegenstande, ja alle de ting som man nu ejer for at opretholde livet eller bare for sin fornøjelses skyld. Slaven var en ting som kunne behandles vilkårligt, som kunne gemmes væk eller sælges når der ikke var brug for ham eller hende (eller skulle jeg sige “den”?). Ejeren havde selvfølgelig en interesse i ikke at ødelægge sin slave, som jo repræsenterede en væsentlig værdi. Men herudover kunne slaven behandles efter forgodtbefindende.

Det egentlige slaveri findes ikke længere i Danmark. Men mange, herunder jeg selv, finder det spændende og erotisk at genskabe nogle af mekanismerne og fornemmelserne i et sådant ejerskab. Altså det frivillige erotiske slaveri. Som i lovens forstand selvfølgelig ikke er slaveri, men blot et forhold som to mennesker har valgt at have til hinanden.

Dette indlæg handler om objektgørelse, altså det at et menneske betragtes og behandles som en ting. Jeg finder det en pirrende tanke at have “ejerskab” over en kvinde. At kunne behandle hende som min ejendom, som en brugsgenstand, en pyntegenstand eller et stykke legetøj, alt efter hvad jeg har lyst til og brug for. Selvfølgelig vil der være grænser for hvad jeg kan tillade mig, i modsætning til fortidens ufrivillige slaveri. Men selv i fortiden var der også grænser for hvad man kunne tillade sig, hvis man ville bevare slavindens værdi. Og hvem ødelægger sin kæreste ejendom? Så det er egentlig ikke så svært at bevare illusionen om totalt ejerskab, selv om der er hensyn der skal tages.

For mig er det vigtigste i objektgørelsen egentlig ikke den enkelte handling, men det psykologiske spil der ligger i at behandle en kvinde som en genstand. På samme måde skal kvinden kunne nyde det at blive behandlet som en ting uden egen vilje, også selv om det hun beordres til, ikke i sig selv er særlig ophidsende. Det kræver selvfølgelig at vi begge deler denne interesse og ønsker at opleve det samme, omend fra hver sin side.

Hvordan kan man så udleve en sådan tingsliggørelse i vore dage. Jeg har nogle tanker og ideer som jeg finder pirrende, og hvor nogle nok er mere realistiske end andre. Men det skal ikke afholde mig fra at komme med dem her.

En naturlig ting vil være at benytte slavinden til at gøre livet behageligere for mig. At lade hende varte mig op. Dette kan suppleres ved at gøre hende dejlig at se på. At lade hende være klædt eller afklædt som jeg har lyst til at se hende. Så jeg kan nyde synet samtidig med at jeg slapper af med kaffen eller en drink. Og så kan jeg jo være ligeglad med om hun så finder den valgte påklædning besværlig, upraktisk, ydmygende, for varm eller for kold. Eller rettere, jeg vil nyde hendes mangel på komfort. Den vil, kombineret med min egen magelige komfort, kun understrege ejerskabet. Understrege at hun er en brugsgenstand der ikke skal tages hensyn til.

Slavinden serverer for herren, klædt som han forlanger.

En yderligere understregning af forholdet kan gøres ved at jeg sidder mageligt i lænestolen mens hun må stå eller knæle bærende på kaffe, vin eller andet. Klar til at servere når jeg har brug for det.

Ovenstående kan kombineres med lidt underholdning. Hvis jeg nu sørger for at hendes påklædning ud over at være smuk også er bevidst upraktisk, så kan jeg jo nyde hendes besværligheder. Det kunne fx. gøres med meget høje sko, stramme nederdele, med lænker eller på mange andre måder.

Slavinden støvsuger i høje hæle og sammenlænkede ankler fordi herren finder det underholdende at se på.

Det vil jo ikke være hele tiden jeg har noget at bruge en slavinde til. Hun skal derfor kunne sættes “på pause” når jeg ikke har noget at bruge hende til. Man kan jo ikke have at slavinden roder rundt og er i vejen, når hun ikke er i brug. Her taler vi om alt fra ganske korte pauser til længerevarende perioder. Slavinden skal derfor lære et antal kommandoer til at indtage en bestemt stilling, eller til at vente. Og til at holde stillingen og vente indtil hun får en anden ordre. På den måde kan jeg parkere hende når hun ikke er i brug, på en måde hvor hun er til rådighed uden varsel, og så hun stadig er smuk at se på. Er hun ikke i brug i længere tid, kan hun jo anbringes i et slavindekammer eller i et bur.

Slavinden venter i den befalede stilling.

I stedet for at gemme hende væk når hun ikke er i brug, kan hun bruges til pynt. Jeg er ved at lære japansk bondage, så en naturlig måde at lade hende pynte på, er at binde hende. Japansk bondage kan være utrolig smukt, og er derfor meget velegnet til pynt. Blot man husker at binde på en måde som hun kan tåle at være i i nogen tid. Udover at være smukt, immobiliserer bondagen hende også totalt, og reducerer hende til en pyntegenstand. Altså den tingsliggørelse som jeg finder så pirrende.

Japansk bondage er smukt, og slavinden kan på den måde gøres til udsmykning i herrens hjem.

Der er også andre måder hvorpå hun kan bruges som pynt. Fx. som levende lysestage. At det gør ondt når den varme stearin rammer hendes nøgne hud, er jo kun med til at understrege ejerskabet og øge fornøjelsen.

Slavinden som lysestage og dekoration.

Lidt senere på aftenen når lysene er begyndt at løbe.

Når hun er min slavinde, og jeg ejer hende, ejer jeg hele hendes krop og har ret til at bruge den. Også seksuelt. Som ejer er det naturligvis også mig der bestemmer hvem der ellers må have fornøjelse af hendes krop. Og ingen skal have lov til at lege med min ejendom uden min tilladelse. Heller ikke slavinden. Så mens jeg har fuld adgang til at fornøje mig seksuelt med hende, så har hun ikke ret til at lege med sig selv uden min tilladelse. Den slags kan være svært at kontrollere, så selv om jeg måske stoler på min slavinde, kan det jo også være en mulighed at iføre hende et kyskhedsbælte som kun jeg har nøglen til. Dette vil forhindre hende i selv at røre ved sit skød, og vil understrege at hendes skød nu tilhører mig. Det er ikke længere hendes, hun bærer bare rundt på det.

Herren har låst sin ejendom inde så ingen, heller ikke slavinden, kan pille ved den.

Slavinden skal selvfølgelig også kunne slappe af en gang imellem. Og det er ikke sikkert at jeg har lyst til at lukke hende inde et sted. Tværtimod vil jeg sikkert foretrække at have hende i nærheden meget af tiden. Men det er jo ikke sikkert at jeg har lyst til at høre på hende. Så kan jeg jo vælge at sikre hendes tavshed ved at gagge hende. Igen er det spændende ikke så meget at få hende til at tie stille, men derimod retten til at gøre hende tavs når jeg har lyst. Og det ydmygende for hende i at få lukket munden og i at skulle sidde med en gag i munden, bare fordi jeg har lyst til det.

Herren ønsker tavshed.

Da vi her taler om frivilligt slaveri, forventer jeg ikke at min slavinde stikker af. Og hvis hun vil, vil jeg på ingen måde holde på hende. Men derfor kan der alligevel være noget pirrende ved at hun er lænket fast for at understrege at hun er min ejendom som jeg ikke vil miste. Det kan ske både ved at hun lænkes fast et eller andet sted når hun ikke er i brug, eller ved at hun udfører husarbejde låst fast til en lang kæde.

Slavinden er lænket fast til hun skal bruges igen.

Slavinden laver mad lænket til komfuret.

Til slut en lidt mere ekstrem måde at anvende sin slavinde på. Jeg kan jo også spænde hende foran en vogn og lade hende trække mig en tur ud i naturen. Jeg tror at det vil være en dejlig måde at nyde fuglenes sang kombineret med slavindens forpustede åndedrag. Eller at nyde hendes svedglinsende ryg og baller bevæge sig rytmisk foran vognen. Denne fantasi er nok ikke særlig realistisk, da jeg ikke lige kan se hvor det skulle kunne gøres uden at genere udenforstående. Men det er da en dejlig fantasi om en anderledes måde at udnytte ejerskabet.

En tur ud i det grønne med slavinden spændt for vognen.

Alt i alt er det jeg finder spændende ved objektgørelsen, det psykologiske spil. Ydmygelsen ved at blive behandlet som en genstand. Fornemmelsen af at eje eller være ejet. Bevidstheden om at hun er underkastet og ingen rettigheder har.