Sommerherrens blog om dominans og underkastelse


Dagbog fra 1991

Dette er en gammel novelle som jeg skrev tilbage i 1991-1993. Jeg fandt den for nylig efter at den havde været glemt i 16 år. Jeg har ikke rettet noget i den, udover lidt opsætning og stavefejl m.v. Så den er altså skrevet af en noget yngre herre end den sommerherre der findes i dag.

Novellen handler om en kvindes modvillige, men frivillige, forvandling fra buksepige til kjolepige.

Sommerherren 2009


Dagbog.

Sø. 3/2 1991
Efter at have plaget i gang tid, fik han i går lov til at give mig smæk. Jeg vil nu ikke påstå at jeg syntes særlig meget om det, det gjorde mest ondt, selvom han ikke slog særlig hårdt. Men nu har vi prøvet det, så nu må vi håbe at han har fred i sindet.

On. 13/2
På grund af hans plagerier har han fået lov til at give mig smæk et par gange mere, men nu har jeg sagt endeligt stop, da jeg absolut ikke synes om det.

Sø. 10/3
Der er sket noget mærkeligt. Vi er i den sidste tid gået hinanden lidt på nerverne. I går var vi til fest hos Jens og Lise, og i min frustration spillede jeg op til et par fyre for at gøre ham jaloux. Da vi kom hjem var han rasende, og da jeg blev med at provokere ham, hev han mig til sidst ind i soveværelset, hvor han holdt mig nede på sengen og gav mig en ordentlig omgang bagi med en livrem, skønt jeg hylede og skreg. Bagefter oplevede jeg, at jeg var underlig opstemt og vi elskede hedt. Når jeg tænker tilbage synes jeg, at det er en ophidsende fornemmelse at have fået smæk mod min vilje, fordi jag havde været uartig.

Fr. 15/3
Vi har aftalt, at han har lov til at straffe mig, når jeg gør noget galt. De seneste par dage er jeg gentagne gange blevet lagt over knæet for små forseelser, som f.eks. at være næsvis, at have tabt en tallerken under opvasken eller at trykket tandpasta ud på midten af tuben. Det giver altid en kildrende fornemmelse i maven at måtte tage bukserne af og lægge mig over hans knæ for en endefuld, og vide at jeg skal straffes for at have gjort noget forkert. Under selve afstraffelsen fortryder jeg altid hurtigt og beder om nåde, men vi har aftalt at jeg skal have en rød ende før han stopper. Ellers har vi begge nemlig en flad fornemmelse i munden bagefter.

To. 28/3
Det er ved at tynde lidt ud i de dejlige afstraffelser. Årsagen er simpelt hen at han ikke kan finde noget at straffe mig for. Jeg kan jo ikke blive ved med at smide porcelæn på gulvet; desuden føles det forkert at gøre noget med vilje for at blive straffet. Han har også allerede vænnet mig af med at trykke på midten af tandpastatuben (noget han ellers har forsøgt i flere år).

Sø. 7/4
For at mine dejlige afstraffelser ikke skulle forsvinde helt, har vi aftalt at han har lov til at give mig ordrer, som jeg så skal følge, under trussel om at straf hvis jeg ikke adlyder. Hans første ordrer er at jeg ikke må bande eller bruge et u-damet sprog og at jeg altid skal sidde pænt, dvs. at det er slut med at hænge i en lænestol eller kaste mig i sofaen.

Ma. 22/4
Mine afstraffelser sker hyppigere og hyppigere og er samtidig ved at ændre karakter. Skønt jeg gør alt hvad jeg kan, for at undgå at blive straffet, sker det jævnligt at der slipper et SGU eller FANDENS over mine læber eller at jeg uden at tænke over det læner mig afslappet tilbage i lænestolen med det ene ben ud over armlænet. I begge tilfælde vanker der, enten øjeblikkeligt eller det bliver husket til senere. Det er en helt speciel fornemmelse at gøre noget forbudt, som f.eks. at ligge og flyde på sofaen, vel vidende at min bagdel vil blive meget øm, hvis det bliver opdaget.

On. 1/5
Jeg står op og skriver dette, da min numse er alt for øm til at sidde ned. Her til aften kastede jeg mig ned på sofaen for at slappe af efter festlighederne i fælledparken, og da han bad mig rejse mig og tage bukserne af kom jeg til at svare igen. Det skulle jeg aldrig have gjort! Han greb fat i mig, trak med vold bukser og trusser af mig hvorefter han hentede en hårbørste. Jeg skal love for at jeg hylede, da jeg lå over hans knæ og børsten landede på mine balder. Bagefter skulle jeg til stå med ansigtet ind mod væggen og hænderne foldede på hovedet, så jeg ikke kunne gnubbe min arme numse, indtil jeg blev rolig og holdt op med at græde. Som en yderligere ydmygelse har han beordret han mig til at tage nederdel på og forbudt mig at gå med lange bukser hjemme den næste uge! Han siger at fra nu af vil afstraffelsens grad variere efter forseelsen, og at jeg ikke skal tro at hårbørsten er det værste, der kan ske.

Lø. 3/5
I går kom han hjem med en gave til mig. Det var en lille kort og gennemsigtig natkjole. Jeg så nok ikke særligt begejstret ud, men han fremhævede at han meget hellere ville sove sammen med mig i den, frem for i mine sædvanlige pyjamas eller bomulds-natkjoler. Så i nat har jeg været iført en tynd og ikke spor varm blondesag.

Sø. 4/5
Det er altså ikke sommer endnu! Hele weekenden har jeg været tvunget til at gå i nederdel og nylonstrømper, selv under vores traditionelle lørdag formiddags indkøb. Det er fandens koldt!

Ti. 7/5
Min numse er igen meget øm, selv efter en hel nat (på maven). I aftes var han til generalforsamling, så jeg skiftede ikke til nederdel efter arbejde, da jeg regnede med at være gået i seng før han kom hjem. Han kom desværre hurtigere end ventet, og der var ingen undskyldning, da han pointerede at bukseforbuddet også gjaldt selv om jeg var alene hjemme. Udover smækkene blev skørtetvangen forlænget en uge.

Ma. 13/5
I går kigge han misbilligende på min pyjamas, da vi gik i seng. Han lod sig dog tilsyneladende nøje med en forklaring om at den tynde natkjole skulle vaskes. Men her til aften kom han hjem med endnu to små tynde tingester, den ene endnu mere gennemsigtig end den første, og forklarede at jeg fremover altid skulle sove i en af disse. Jeg protesterede og fremhævede, at jeg da ikke altid kan se sådan ud, hvad f.eks. til vinter. Det udviklede sig til et mindre skænderi, men det eneste jeg fik ud af det, var en øm numse. Når jeg er færdig med at skrive her, skal jag pakke alle mine py’er og gamle natkjoler i en kasse, og sætte den op på loftet! På en måde kan jeg lide fornemmelsen af, at han har bestemt over mig og at jeg er tvunget til at adlyde under trussel om straf, selvom det absolut ikke er noget jeg har lyst til.

To. 16/5
Endelig er det forlængede bukseforbud udløbet. Fra idag af må jeg igen selv vælge min påklædning (bortset fra om natten). Det føles helt rart igen at være tildækket i det tøj jeg nu engang føler mig bedst tilpas i, og f.eks. at kunne sætte mig ned uden at tænke på eventuelle flyvske skørter.

On. 22/5
I aftes var vi i biografen. Han insisterede på at jeg iførte mig kjole og højhælede sko. Mine protester om at han ved at jeg er buksepige og kun går i kjoler når det er højst nødvendigt, blev affærdiget med at jeg var buksepige, men at jeg fra nu af er bukse- og nederdelspige. Han beordrede at jeg fremover altid skulle være i kjole eller nederdel samt højhælede sko, når vi skulle ud sammen og erklærede mindst een dag hver weekend for skørtedag, dvs. at jeg hele lørdagen eller hele søndagen ikke må gå med lange bukser.

Sø. 26/5
Han har besluttet sig for at jeg skal vænnes til at gå med skørter, noget jeg aldrig har kunne fordrage. Han har købt flere kjoler og nederdele til mig. I går lørdag da vi skulle ud at handle, beordrede han mig iført en ny nederdel af tyndt stof, som den kraftige blæst hele tiden tog fat i. Jeg var ved at blive vanvittig af hele tiden at skulle forhindre den i at flyve op. Han har beordret at jeg til skørter altid skal være iført tynde nylonstrømper. Han har forbudt mig at købe strømpebukser uden at spørge først, dels fordi han skal kontrollere at de er tynde nok, dels skal jeg stå til regnskab for hvorfor jeg skal have nye. Han har pointeret at en rendt maske eller et par ødelagte strømper automatisk betyder en øm numse. Og jeg der ellers ikke kan have nylonstrømper på en halv dag uden at ødelægge dem!

Lø. 1/6
I går fik jeg igen en noget tvivlsom gave. Det var en hofteholder og et par gammeldags sorte strømper med søm. Jeg nægtede pure at gå med det, hvilket resulterede i et skænderi og en ordentlig gang klø. Nu har han bestilt bord på en restaurant i aften, og forlanger at jeg skal møde op i lårkort stram nederdel og strømper med hofteholder. Jeg har mest lyst at nægte, men min numse er stadig øm efter igår, og jeg er sikker på at få en ordentlig omgang hvis jeg ikke adlyder, så jeg bliver nok nødt til at bide i det sure æble.

Sø. 2/6
Det var forfærdeligt at være i byen i den mundering. Den uvante følelse af strømpeholderne mod lårene og den kølige luft på det bare stykke over strømperne gjorde mig underligt til mode. Værst af alt var at jeg hele aftenen måtte passe på at ingen kunne se at jeg havde gammeldags strømper på, så ville jeg være død af skam. Jeg må have trukket ned i den korte nederdel mindst en million gange, jeg kan overhovedet ikke huske hvad vi fik at spise. Jeg gør det aldrig mere!

On. 5/6
Sidste linje i ovenstående afsnit var vist en lidt hurtig konklusion. Han havde nemlig nydt aftenen og var vældig begejstret for min generte trækken ned i nederdelen og min påpasselighed, hver gang jeg skiftede benstilling. I dag kom han hjem med endnu en hofteholder og en stak strømper. Han forlanger nu at hofteholder er fast tilbehør til “tvungne skørter”, dvs. ved de lejligheder hvor han forlanger at jeg er i skørter. Kun hvis jeg frivilligt tager kjole eller nederdel på (noget der yderst sjældent sker) eller hvis han giver sin tilladelse, må jeg gå med strømpebukser eller med bare ben.

To. 13/6
I morgen skal jeg til samtale om et nyt job. Han har forlangt at jeg møder op i nederdel, skønt jeg altid går i lange bukser på arbejde. Han fortæller med et smil på læben at der er en god grund, men han vil ikke fortælle hvilken. Jeg er ved at dø af nysgerrighed!

On. 26/6
Jeg fik jobbet. Først var jeg henrykt, men nu ved jeg ikke om jeg skal være glad, ked af det eller rasende. Han har sluppet bomben løs: I mit nye job skal jeg altid gå i nederdel, han vil ikke have at mine kolleger nogensinde ser mig i lange bukser. Jeg får lov til at gå med strømpebukser, men under de sædvanlige regler med køb af nye. Han får det næsten til at lyde som et privilegium.

To. 1/8
I dag startede jeg på mit nye job. Kollegerne er flinke og lønnen er bedre, men det er en underlig fornemmelse at stå og vente på bussen i nederdel eller at gå rundt på et kontor, hvor det hovedsalig kun er de ældre kvinder og så mig, der går med nederdel.

On. 7/8
Han har besluttet, at når jeg nu går i skørter på arbejde, er der ingen grund til at skifte til lange bukser når jeg kommer hjem. Jeg må fremover kun gå i lange bukser een weekend-dag om ugen, og så når jeg har fået lov. Den weekend-dag hvor jeg ikke har lange bukser på, er hofteholder stadig obligatorisk (“så jeg ikke glemmer hvordan det er”). Normalt vælger jeg søndag som skørtedag, så jeg ikke behøver at gå i kjole i byen lørdag formiddag.

Lø. 17/8
Har har købt mig en cykel, og beordret mig til at cykle på arbejde når det er godt vejr. Han siger, at der er sundt at jeg vænner mig til at cykle i nederdel. Jeg er absolut ikke begejstret ved tanken, men hver gang jeg protesterer ender det med at jeg får en omgang med hårbørsten, livremmen, bøjlen eller andet.
P.S. Det er mig, der i første omgang afgør om det er cykelvejr; men hvis jeg tager bussen og han ikke er enig, vanker der om aftenen.

Ma. 26/8
Jeg har fundet ud af at det ikke altid er smart automatisk at tage lange bukser på ud at handle lørdag formiddag. Sommetider kan det være praktisk at have bukserne i reserve. Det opdagede jeg i går! Vi blev ringet op af nogle venner, der inviterede os med på fisketur om eftermiddagen. De havde lejet en lille fiskerbåd, der sejlede ud på Øresund, og havde nogle pladser tilovers. Uden at tænke nærmere over det sagde jeg ja tak, da vi ikke skulle andet og da vi begge synes at den slags ture er så hyggelige. Først da vi skulle til at afsted, gik det op for mig at søndag var skørtedag i denne uge (som i de fleste andre), og at han bestemt ikke havde tænkt sig at gøre en undtagelse. Hvor meget jeg end tiggede og bad, måtte jeg tage på fisketur ikke blot i nederdel, men også med gammeldags nylonstrømper og hofteholder! Jeg havde valgt en ret lang løsthængende nederdel, men alligevel. Var jeg forsigtig, da jeg kravlede over rælingen på båden??? De øvrige deltagere kiggede på mig med slet skjult undren, specielt vore venner, der jo altid kun har kendt mig i lange bukser, undtagen ved særlig festlige lejligheder.

Fr. 29/8
Han er begyndt at blande sig i hvad tøj, jeg tager på på arbejde. Han siger, at det er et led i min tilvænningsprocess til skørter. I dag beordrede han mig iført en lille lårkort stram nederdel, af samme slags som første gang jeg var i byen i hofteholder. Det var selvfølge cykelvejr i dag. Når jeg cyklede sad kanten af nederdelen helt oppe på det allerøverste af lårene, så jeg havde fornemmelsen af at mine medtrafikanter hvert andet øjeblik kunne se mine trusser. Jeg skal måske bemærke, at han har beordret mig til at have trusserne uden på strømpebukserne, da “strømpebukser at usædvanlig kedelige at se på”. Som om alle og enhver skulle gå og se, hvad jeg har på under kjolen!

On. 4/9
I dag blæser der en temmelig kraftig vestenvind, så jeg havde modvind på vej til arbejde. Dette gjorde dog ikke at han tillod mig at tage bussen, tværtimod beordrede han, at jeg skulle tage en kjole på med et let skørt, der når til lige over knæet. Så hele vejen kæmpede jeg en umulig kamp med blæsten for at holde kjolen nede. Jeg var nødt til at cykle med den ene hånd på låret, og hver gang jeg måtte slippe kjolen for at række armen ud eller slide mig op ad en bakke, fløj den straks tilbage, i bedste fald til toppen af lårene, i værste fald til midt på livet.

Ma. 9/9
Han fortsætter “cykel-skørt træningen”. I går cyklede vi en tur i skoven, jeg iført en halvlang vid nederdel. Da det var “skørtedag” havde jeg hofteholder og små trusser på under nederdelen. Jeg fik ordre på, at når mine skørter var lange og vide nok, skulle jeg altid løfte dem ud over sadlen og evt. bagagebæreren. Det havde han set andre kvinder gøre, og han syntes at det så så sexet ud. Jeg opdagede hurtigt at når jeg stod af cyklen, f.eks. fordi vi holdt for røde lys, måtte jeg enten lade nederdelen blive liggende over sadlen og derved vise mine ben med strømpekant og bart frem for alle der så mig bagfra, eller hver gang trække nederdelen ned på plads og så løfte den over sadlen igen når vi startede. Hver gang jeg løftede nederdelen over sadlen kunne mine trusser og lår ses bagfra, undlod han ikke at gøre mig opmærksom på. Han har pointeret at reglen ikke kun gælder når jeg følges med ham, men at jeg også når jeg cykler alene skal løfte nederdelen over sadlen.

On. 18/9
Han påstår nu, at han er træt af altid at se på mine strømpebukser nu hvor han en dag i hver weekend kan se, hvor dejlig jeg egentlig kan se ud! Jeg har forsøgt med, at han jo bare kan lade mig gå med bukser, så skal jeg med glæde opgive strømpebukserne. Han insisterer imidlertid på at han ikke vil afskære sig fra synet af mine ben, og har nu indført den regel, at jeg efter arbejdstid og inden han kommer hjem skal have skiftet til rigtige strømper og hofteholder. Han kommer normalt hjem efter mig, da han møder senere og har længere transporttid.

To. 19/9
Da jeg kom hjem i dag, var jeg dum nok til ikke at tage reglen fra igår alvorligt. Det første han gjorde, da han var kommet hjem og havde kysset mig goddag, var at stikke hånden op under min nederdel. Han blev meget vred, da han opdagede at jeg stadig havde strømpebukser på, og mine dårlige undskyldninger med at jeg ikke havde haft tid, kom jeg naturligvis ingen vegne med. Selvom jeg var midt i maden, blev jeg beordret ind for at skifte mens han rørte i sovsen, og fik tilmed besked på at tage nederdelen af. Så resten af madlavningen samt aftensmaden og opvasken måtte jeg opleve iført tangatrusser, hofteholder og strømper med søm, men uden nederdel. Efter opvasken blev jeg omsider lagt over knæet, og fik en omgang med klædebørsten, som jeg ikke længe havde fået. Da han endelig var færdig græd jeg uhæmmet og min numse føltes gloende. Jeg blev så beordret til at stå i skammekrogen med hænderne på hovedet og trusserne nede om anklerne (stadig uden nederdel) i en hel time, før min afstraffelse var færdig. Da han til sidst spurgte, om jeg nu mente at jeg kunne huske at skifte til hofteholder hver aften fremover, var jeg ikke i tvivl om svaret. Så jeg sidder nu her med øm numse og skriver dagbog, mens jeg forsøger at indstille mig på at skørter og hofteholder fra nu af er min daglige påklædning. Strømpebukser er til at gå på arbejde i, og lange bukser er noget der hører weekenderne til. Når jeg tænker tilbage på min “læretid”, må jeg indrømme at jeg nu ikke længere er bukse- og nederdelspige, men snarere det, der i annoncerne hedder kjolepige. Jeg føler at jeg nu er ved at vænne mig til at gå i kjole, omend jeg er noget skræmt ved tanken om at skulle gå så meget med hofteholder. Jeg føler en sær inderlig glæde ved at jeg er tvunget til at klæde mig som jeg gør. Jeg føler mig trods alt stadig bedst tilpas i bukser.

Lø. 28/9
Sommeren er ved at være forbi. Det er ved at blive køligere i vejret og jeg er begyndt at småfryse når vi om aftenen går hjem fra teateret eller fra besøg hos venner. Det går op for mig at kjole og nylonstrømper ikke er nær så varmt som lange bukser og jeg er begyndt at tænke på om han vil lade mig gå med bukser til vinter. Jeg har endnu ikke turde spørge.

On. 2/10
Jeg har nu taget mig sammen til at spørge, om han vil lade mig gå med lange bukser, når det bliver koldere. Han svarede at det er der overhovedet ingen grund til, jeg kan sagtens gå i kjole året rundt, det har alle kvinder gjort uden problemer det meste af dette århundrede! Det er udelukkende et vanespørgsmål, siger han. Han kunne dog godt se at der kunne opstå et problem; at jeg kunne få svært ved at vænne mig til kjole og nylonstrømper, når jeg mindst en dag om ugen gik i lange bukser. For at forebygge dette, har han med omgående virkning indraget min skørtefri weekenddag. Lange bukser er nu totalt forbudt, med mindre han udtrykkelig har givet sin tilladelse (og den er svær at få, det har jeg allerede erfaret).

Ti. 12/11
I nat fik vi årets første snefald. Selvom sneen smeltede i løbet af dagen lå der sne i morges, da jeg skulle på arbejde. Det var rent ud sagt pissekoldt at stå og vente på bussen. (Godt at han ikke læser denne dagbog, så ville der vanke for mit sprogbrug!) Der kan ikke være tale om at begynde at gå med lange bukser (skønt jeg har plaget ham i timevis, grædt og forklaret at det er alt, alt for koldt med nylonstrømper), men han har nu givet tilladelse til at jag køber mig et par varme støvler. Forudsat at de er højhælede! Han vil med ind for at købe dem, og skal godkende hælene.

Lø. 16/11
I går fik vi så købt mine nye varme støvler. De er dejlig varme, men hælene er syv cm. høje, så nu kan jeg vælge mellem at fryse på vej til og fra arbejde eller at få ømme fødder af at gå på høje hæle hele dagen. Han vil ikke lade mig tage skiftesko med på arbejde.

To. 21/11
Jeg har opdaget at det faktisk slet ikke er så koldt at gå i kjole, når blot jeg er klædt rigtigt på. Hvis jeg bare holder en forholdsvis lang kjolelængde og har varme støvler og en lang varm frakke på kan jeg sagtens holde varmen. Med et skørt under nederdelen dannes en klokke af lun luft, der faktisk er varmere end de fleste lange bukser, og selv om kjolesømmen ikke altid når helt ned til støvlerne, betyder det egentlig ikke noget. Kun ind imellem når en kold luftstrøm glider op under skørterne, kan jeg pludselig føle en kølig gysen. Heldigvis accepterer han at jeg tager bussen på arbejde, da det i sne og frost er for farligt at cykle.

Lø. 7/12
I går aftes var vi ude at spise. Det viser sig at når vi er i byen sammen, forlanger kan ikke blot hofteholder og gammeldags strømper, men også små højhælede sko, kortere skørter og en foret jakke i stedet for den lange frakke. Summa summarum: mine ben er kun beskyttet mod kulden af et par tynde nylonstrømper fra fødderne og op til kjolesømmen, der i går skulle være over knæet. Den korte kjole var heller ikke nok til at holde helt på den lune luft, så ofte steg en kold luftstrøm op og lagde sig på min bare hud over strømperne.

On. 25/12
Katastrofe: I morges udgik vi for toiletpapir. Det var mig, der havde sat den sidste rulle på, og som derfor skulle notere ned at vi skulle købe en ny forsyning. Men det havde jeg glemt i juletravlheden, med det resultat vi i morges stod uden toiletpapir. Han var eddersur, og beordrede mig straks til at skaffe noget nyt. Hvor køber man toiletpapir juledag??? Han udstyrede mig med et indkøbsnet og en pung med en halvtredser og foreslog at jeg startede med at se om den skibsproviantering, der ligger nede ved havnen, havde åbent. Hvis ikke, kunne jeg prøve byens tankstationer og døgnkiosker. Der kunne naturligvis ikke blive tale om at tage bilen, jeg havde godt af at gå. I anledning af julen er jeg tidligere beordret i korte kjoler, hofteholder og højhælede sko, og han havde ikke tænke sig at gøre nogen undtagelse nu. End ikke mine varme støvler måtte jeg tage på, ligesom det blev forbudt mig at anvende min varme frakke, jeg skulle bruge den korte jakke. Jeg protesterede: hvad ville folk ikke tænke, når de så mig julemorgen traske byen rundt i lårkort kjole og højhælede sko med et indkøbsnet i hånden? Han svarede, at de nok ville tænke at her gik en fjollet tøs, der ikke kunne finde ud af klare sine indkøb til julen i ordentlig tid!

Udrustet på den måde traskede jeg ned mod havnen. Det var let frost, og skønt vejret ellers var dejligt, var det hundekoldt på mine nylonklædte ben, der ikke havde nogen ordentlig beskyttelse mod kulden fra de åbne sko til kjolesømmen ca. 10 cm. over knæet og jeg kunne mærke gåsehuden på de bare lår over strømperne, hvor det føltes som om kulden steg op under kjolen. Han havde valgt mine allermest højhælede sko, så jeg var glad for at det ikke var glat, men jeg håbede på at jeg ikke behøvede at traske hele byen igennem. I indkøbsnettet havde jeg den lille pung, med een pengeseddel og intet andet. Ingen legitimation, intet checkhæfte, intet dankort, intet. Ingen mulighed for at tage en taxa eller blot en bus (jeg skulle aflægge regnskab når jeg kom hjem). Ikke engang en gadedørsnøgle, så jeg måtte ringe på når jeg kom hjem, og selvfølgelig ingen bilnøgler.

Skibsprovianteringen havde selvfølgelig lukket og den nærmeste tankstation havde ikke toiletpapir. Jeg bandede min egen dumhed langt væk, mens jeg traskede op ad bakken mod den indre by. Endelig fandt jeg en døgnkiosk, der havde åbent, og fik købt de savnede ruller. Der var mange mennesker ude at gå tur i det dejlige vejr, og alle var de pakket godt ind som beskyttelse mod kulden. Jeg så kun een kvinde i nederdel, og den nåede ned over kanten på et par dejlig varme støvler (med lave hæle). Alle jeg mødte kiggede naturligvis efter mig, mændene begærligt og kvinderne undrende, jeg ønskede blot at jeg kunne synke i jorden. Da jeg endelig gik ned ad den stejle bakke mod vores hjem, med små forsigtige skridt af hensyn til de høje spidse hæle, ønskede jeg kun at komme ind og gemme mig. Jeg havde næsten glemt at jeg frøs. Som en sidste ydmygelse måtte jeg ringe på i næsten fem minutter, før han lukkede op.

On. 1/1 1992
Så blev nytårsfesten overstået. Mit stakkels hovede er nu ved at komme sig, efter at have dunket det meste af dagen. Som sædvanlig har jeg lavet umulige nytårsfortsætter, men i modsætning til de tidligere år, hvor jeg hurtigt har opgivet at holde dem, har han “tilbudt” at hjælpe min viljestyrke på vej, med trussel om streng straf ved overtrædelse. Fuld som jeg var, tog jeg desværre mod tilbudet. Det værste er dog, at han benyttede sig af min muntre berusede stemning til at overtale mig til nogle nye fortsætter, i stedet for det sædvanlige med at holde op med at ryge og lignende. Jeg har lovet hele næste år aldrig at gå i hverken lange bukser eller strømpebukser!

Så nu sidder jeg her og skal overtale ham til at indrømme, at han har manipuleret mig, og at vi derfor skal glemme sagen. Jeg er absolut ikke indstillet på at tage på arbejde med hofteholder i morgen.

To. 2/1
Jeg er rasende! Og som sædvanlig når jeg er ophidset, har jeg reddet mig en øm numse. Jeg tror slet ikke at jeg ville kunne skrive læseligt, hvis jeg ikke havde haft de sidste to timer i skammekrogen til at køle af. Jeg kunne selvfølgelig ikke overtale ham til at glemme nytårsløftet, så jeg blev sendt af sted på arbejde iført hofteholder og gammeldags strømper. Jeg brugte hele dagen til at finde på argumenter, men til ingen nytte. Da jeg kom hjem havde han pakket alle mine bukser og strømpebukser ned og kørt dem bort. Jeg aner ikke hvor de er. Jeg blev så rasende, at jeg råbte og skreg og derved reddede mig en ordentlig røvfuld og en tur i skammekrogen.

Her har jeg så måtte stå og vænne mig til at min garderobe nu består af kjoler og nederdele, og at jeg under skørterne altid vil have bare lår omkranset af en hofteholder. Jeg har spekuleret på hvor meget man kan se under min kjole, når jeg går op ad de stejle trapper i firmaet, om han stadig vil tvinge mig til at gå i lårkort, hvordan jeg skal bære mig ad med at cykle uden at afsløre hofteholderen, hvad mine kolleger vil sige hvis de opdager noget, osv., osv.

Jeg tænker på at for ikke en gang et år siden var en kjole for mig kun festpåklædning og en hofteholder var noget man brugte i gamle dage. Jeg tænker også på, at mit liv nu på mange måder er som kvinders var for mange år siden: Som kvinde går jeg naturligvis i skørter, bukser er mandspåklædning. Min mand er familiens overhovede, det er ham der bestemmer. En hofteholder er en praktisk og nødvendig beklædningsgenstand, uden den kan man ikke holde strømperne oppe. Det er naturligt for en mand at forsøge at kigge op under en kvindes nederdel, hvis han får chancen; og chancen kan opstå ved en tilfældighed: et vindpust, hvis jeg sjusker med min benstilling, hvis jeg taber noget og må bukke mig ned på en trappe. Inderst inde bliver jeg varm ved tanken, og føler mig måske mere kvindelig end jeg har gjort før.


Her ender novellen. Der var fra starten ikke planlagt nogen slutning. Jeg skrev blot på den ind imellem når jeg havde lyst. Og her ser så hvad jeg nåede til.

Sommerherren


15 kommentarer so far
Skriv en kommentar

Kære Soher

Selvom det er en gammel novelle er det en sød historie.. og du har været “tro” mod din forkærlighed for kjoler.. hofteholdere osv.
Jeg tror den novelle er ret beskrivende for mange mænds drøm. *s*

Kommentar af tøseliv

Tak skal du have. Ja, gammel (for)kærlighed ruster ikke. :-)

Soher

Kommentar af sommerherren

Hrmmmm får sådan en lyst til at skrive en novelle
om hvordan jeg fik manden til at gå med kilt til hverdag og fest…*SSS*
Nynne

Kommentar af nynne

Hej Nynne

Gør du endelig det! Jeg læser den gerne. *S*

Soher

Kommentar af sommerherren

Dejlig læsning – jeg nød den meget og kan kende den ældre version af SommerHerren i den.

Tak for at dele med os

Kommentar af ~Laura~

Pyh.. dejlig læsning, og jeg vil også mene som Laura, at man godt kan genkende den ældre Sommerherre i denne fortælling, men hold da op, hvor blev jeg vred og provokeret til tider.

Til trods for min underdanighed og trang til at lystre og underkaste mig, så ville jeg aldrig lade en mand vælge min påklædning…
Af de to simple grunde -1. mænd har ingen stil (desværre, men selv de mænd, som godt kan lide skønne ting, ender tit med at overdrive, og får det til at virke vulgært) og 2. jeg udtrykker mig igennem mit tøj og ville absolut ikke bryde mig om at miste den udtryksform.

Lucy

Kommentar af Lucy

@Laura

Selv tak. Jeg er glad for at du kan lide den.

Soher

Kommentar af sommerherren

@Lucy

Nu er dette jo en novelle, så der blev ikke taget så mange hensyn. Og jeg er da glad for at du nød novellen.

Men egentlig vil jeg mene at herren godt kan sætte nogle rammer for påklædningen. Og så lade dig fylde dem ud. På den måde vil du stadig have din egen udtryksform, men samtidig udtrykke noget af din herre.

Soher

Kommentar af sommerherren

@Sommerherren

Naturligvis tager man ikke meget hensyn i en novelle, hele pointen med en stykke fiktion er, at man netop kan udfolde sig. Men enhver historie har sit udspring i engen lyst og trang – på en eller anden måde.

Problemet træder jo netop til, når man bliver begrænset. Når et andet menneske sætter rammerne op om ens udtryk, har man kun et vis råderum at arbejde udfra.
Og så er det sådan set ligegyldigt om det er tøj, seksualitet eller blot ens egen skrivestil.

Lucy

Kommentar af Lucy

@Lucy

Men når du underkaster dig, er det så ikke meningen at din frihed skal begrænses? Om ikke med hensyn til påklædning, så på en anden måde.

Soher

Kommentar af sommerherren

Joh.. Men nu er der forskellige måder at underkaste sig på.
Personligt bryder jeg mig ikke om frivilligt at underkaste mig, men er mest til magtfratagelse og tvungen underkastelse.
Tit klasher underkastelsen med hverdagen i det moderne samfund, og det er svært både at være selvstændig, moderne kvinde samtidigt med at man gerne vil stå til rådighed og tilfredsstille partneren.

Det er ikke let at være en dominerende submissiv :)

L

Kommentar af Lucy

Jeg forstår at det ikke er let. ;-)

Og du har da helt ret i at der er forskellige måder at underkaste sig på. Og den ene måde er ikke bedre eller ringere end den anden.

Det vigtigste her er vel egentlig at du nød novellen. At du følte dig vred og provokeret tager jeg som en form for ros. :-)

Soher

Kommentar af sommerherren

Det er også ment som ros :)
hvis ikke der var noget ved den, så var jeg nok bare hoppet videre.

L

Kommentar af Lucy

Se, det var et sandt eventyr!!
Lige noget for Sommerherren;-)
Dejligt at læse noget fra dig igen – også selvom det var fra 91!!!
Du har virkelig tændt min interesse for skørter, kjoler, nederdele, hofteholdere osv. med din blog de sidste par år!!
Folk kommenterer min nye stil!! Hvad er der sket med dig, du klæder dig så feminint… Æren er selvfølgelig også min Herres….. men Soher beskriver detaljeret, hvordan dette foretrækkes!
Bravo Hr.!!

Kommentar af Loulou

Tak, Loulou

Det er dejligt at mine skriverier har kunnet glæde ikke blot dig, men også dine omgivelser, som jeg formoder nyder din nye stil. :-)

Soher

Kommentar af sommerherren




Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: